Det som tilforne rørt er om Signild hendis Manddom/sees ogsaa her det samme om disse tvende Skioldmøer/ som hafver hefnt deris Faders Død paa Erland. Det stod alt i een aabenbare Feide i gamle Dage med saadanne indbyrdis Kif og Drab. Mand visste lidet af Low og Ræt/ eller der ved at udføre sine Saager i gamle Dage. Hver hefnde sin Vaande paa den anden/ naar hand saae sig snilst og best raadrom til/ efter sin Hedenske Viis og Skick.
Søster spurde hun anden/ for den der mig hafver lofvet i Løn: Og vilt du dig icke Mande. Hun boer under Skofven i saa grønnen.
2. Jeg vil mig icke gifte under Øe/for den der mig hafver lofvet i Løn: Før jeg faar hefnd min Faders Død. Hun boer under Skofven.
3. Og hvor skulle vi det hefne/ for den der mig hafver lofvet i Løn: Vi hafver hvercken Sverd eller Brynie. Hun boer under Skofven.
4. Her boer saa rige Bønder i Bye/ for den der mig hafver lofvet i Løn: De laane os Sverd og Brynie ny. Hun boer under Skofven.
5. Saa toge de deris Kaabe og Krafve/ for den der mig hafver lofvet i Løn: De skaare sig Ridder-Klæder der af. Hun boer under.
6. De Jomfruer binder dem Sverd ved Side/ for den der mig hafver lofvet i Løn: Og saa lystet dem til Hofve at ride.
7. Der de komme til Borge-Led/ for den der mig hafver lofvet i Løn: Herr Erlands Frue hun stander der ved. Hun boer under.
8. Her stander I Herr Erlands Frue/for den der mig hafver lofvet i Løn: Og er Herr Erland hiemme i Stue. Hun boer under.
9. Herr Erland er i Stuen ind/ for den der mig hafver lofvet i Løn: Hand dricker Viin med Giester sin. Hun boer under.
10. De Jomfruer ind ad Døren træn/ for den der mig hafver lofvet i Løn: Herr Erland stander dem op igien.
11. Herr Erland klapper paa Hiøndet blaa/ for den der mig hafver lofvet i Løn: Ville I to unge Svenne hvile her paa. Hun boer under Skofven i saa grønnen.
12. Vi ere icke trætte/ vi ere icke mod/ for den der mig hafver lofvet i Løn: En liden Hvile hun er dog god. Hun boer under.
13. Hvad heller er I gifte Mænd/ for den der mig hafver lofvet i Løn: Eller I ride først at gilie i Løn.
14. Icke da ere vi gifte Mænd/ for den der mig hafver lofvet i Løn: Men vi ride os ad gilie i Løn.
15. Da viser jeg eder op under Øe/for den der mig hafver lofvet i Løn: Til to saa rige Faderløs Møer.
16. Medens de dem saa rige vare/ for den der mig hafver lofvet i Løn: Og hvi I icke dem da selfver bad. Hun boer under.
17. Saa gierne jeg det visseligen giorde/ for den der mig hafver lofvet i Løn: Om jeg for Synden ellers torde. Hun boer under.
18. Hafde jeg icke vejet deris Fader/ for den der mig hafver lofvet i Løn: Hafde jeg icke sofvet hos deris Moder. Hun boer under.
19. Det du vogst vor kiere Fader/for den der mig hafver lofvet i Løn: Det liuger du paa vor kiere Moder. Hun boer under Skofven.
20. Saa Qvindelig som de Sverd uddrog/ for den der mig hafver lofvet i Løn: Saa Mandelig de til hannem hug. Hun boer under.
21. Hugge de Herr Erland alt saa smaa/ for den der mig hafver lofvet i Løn: Ligesom den Spaan i Lunden laa. Hun boer under.
22. Saa saare da græder de Jomfruer To/ for den der mig hafver lofvet i Løn: Der de skulde siden til Skrifte gaa. Hun boer under Skofven i saa grønnen.
23. De finge icke andet for Herr Erlands Død/ for den der mig hafver lofvet i Løn: End tre Fre-Dage til Vand og Brød. Hun boer under Skofven i saa grønnen.
