Denne er ogsaa en gammel Dansk Vise/som haver altid været almindelig her udi Riget. Om her skal være noget Historiske under/ kand mand icke sige for vist. Er vel mueligt at her kand være noget om/ og med Tiden er gaaet Folck af Minde/som med mange saadanne Bedrift skeed er. Mycklegaard bemercker en stor Hofvet-Stad/som og Nafnet i sig self udviser. Hvorfore hine gamle Norske hafve ogsaa kaldet den store nafnkundige Constantinopel Mycklegaard. Thi Myckle bemercker stor og meget/ og Gaard/ Stad og By/ saa vel paa vort Danske som Hebraiske/ Armeniske/ Persiske/ Puniske og Vendiske Sprog.
Spanie Land og Myklegaard/ de ligge saa langt af Lee: De Herrer sende hver andre Bud/ der af saa yppis deris Vrede. De ædelige Sønner og de rige.
2. Det var Knud af Myklegaard/ hand taler til Broder sin: Og du skalt indtil Spanie Land/ og føre did Sendebrefve mine.
3. Melte det Peder lille saa brad/ hand var saa vjs en Mand: Saa vist kommer jeg her aldrig meere/ drager jeg i Fiende Land.
4. Og skal jeg kiere Broder bortfare/ med Bud og Brefve dine: Det vil jeg for sanden sige/ jeg kommer her aldrig igien.
5. Hand tog Posen paa sin Bag/ og Pillegrims Staf i Hænde: Saa gick hand til det Fergested/ som ingen Mand hannem kiende.
6. Det var paa en tredie Pinkdag/ de løbe udaf den Minde: Det var paa en anden Jule Dag/ vor HErre dem Hafnen sende.
7. De kaste deris Ancker ud for Bord/ alt paa den Spanske Sand: Det var Peder Benditsens/ hand tren der først paa Land.
8. Mit udi den Borgegaard/ der agslet hand sit Skind: Saa gaar hand udi Høyeloft/ for Spanie Lands Konning ind.
9. Hil sidde I Spanie Lands Konning/ alt ofver eders brede Bord: Tage I nu de Lønbrefve af mig/ eder sendes fra Myklegaard.
10. Det var Spanie Lands Konning/ der hand de Lønbrefve saae: Saa tog hand ud den liden Knif/ skar dem i stycker saa smaa.
11. Melte det Peder Benditsøn/ hand stod der lidet fra: Hvad stod udi de Brefve skrefvet/ medens de icke læsis maa.
12. Icke tør du spørge om Tidende Ny/de Brefve ere dig icke best: Som mend ved Peder Penditsøn/ du est en kienter Giest.
13. Siu Tønder af det hvide Sølf/ dem skattet din Fader fra mig: Men otte Tønder af det røde Guld/ vil jeg icke hafve for dig.
14. Jeg var mig saa lidet et Barn/ for inden min Fostermoders Arm: Jeg det aldrig nogen Tid hørde/min Fader giorde eder Harm. De ædelige Sønner og de rige.
15. Hør du Peder lille Benditsøn/ hafver du ey føre det hørt: Det da skal den liden Gris gielde/ som gammel Svin hafver brøt.
16. Toge de Peder Benditsøn/ fulde hannem paa grønnen Vold: Saa hugge de hannem sit Hofvet fra/ alt ofver hans eget Skiold. De ædelige Sønner.
17. Det var Peder lille Benditsøn/ hand bucker under blancken Sverd: Som mend lefver Knud af Myklegaard/ hand hefner vist min Færd. De ædelige.
18. Og det stod saa udi Vinter/ og saa i otte Aar: Førend der kom Bud fra Spanie Land/ og ind til Myklegaard.
19. Det var Knud af Myklegaard/ sidder ofver sit brede Bord: Saa mange kommer hannem i Tancker sine/ hand tencker paa Peder lilles Død.
20. Og hand lader biude ofver alt sit Land/ baade ofver Læg og Lærd: End fick hand siu tusind Mand/ som bære kund Brynie og Sverd. De ædelige Sønner og de rige.
21. De vunde op deris Silcke Seyl/ saa høyt i forgyldene Raa: Saa seyler de dem til Spanie Land/ icke minder end Maanede to.
22. Vegteren stander paa høyen Mure/ hand vincker ud ofver de Strande: Her kommer seylend de Orlog-Skib/ som føre forgyldene Brande.
23. Kommer her seylend de Orlog-Skib/fleere end du kand nefne: Vist er det Knud af Myklegaard/ sin Broders Død at hefne.
24. Og det var Spanie Lands Konning/ robte ofver all sin Gaard: Vel op alle mine gode Hofmænd/her er en Fiende saa haard.
25. Høre I det mine ærlige Mænd/ I stride nu uden all falsk: I stride imod Knud af Myklegaard/ hand er saa haard en Hals.
26. Det var Knud af Myklegaard/ hand styrde sin Snecke udi Hafn: Og hannem fulde efter siu tusind Mand/ saa vide gaar der af Safn.
27. Det var Spanie Lands Konning/ hand ganger hannem strax imod: Hannem fulde vel femten tusind Hofmænd/ i Jern fra Haand til Foed.
28. Og de fegtedis dennem i Dage/ de fegtedis i Dage to: Eene stod Knud af Myklegaard/ hans Folck var falden hannem fra.
29. End vorde hand sig for Kongens Mænd/ hand vorde sig for dem alle: Lige som Løf mod Vinterens Tid/ saa monne de for hannem falde. De ædelige Sønner og de rige.
30. Ud kom løbendis Jomfru Dagmar/ og gaf hun saa for Raad: Slaa I strax løs den vilde Biørn/ da blifver Knud vist hans Braad. De ædelige Sønner og de rige.
31. Det var Knud af Myklegaard/ hand stoed saa hart i Brynie: I lade det aldrig til Danmarck spørges/ I biede mig med eders Hunde.
32. Tage I Knud af Myklegaard/ lade hannem i Bolten slaa: Lede I hannem i Morgen for ofven Slot/ lader hugge hannem Hofvedet fra.
33. Det var Knud af Myklegaard/ hand bucker under Skiold saa rød: Som mend lefver hand Bendit Knudsøn/ da hefner hand vist min Død.
34. Det stod saa den Vinter igiennem/ den Sommer kom saa blide: Saa fast da lengdis Bendit Knudsøn/ at hand det icke maatte vide.
35. Og der kom Tidende hiem til Lande/ de vare icke alle ret gode: Slagen er hand Knud af Myklegaard/ og ingen biuder for hannem Bod.
36. Det var Bendit Knudsøn blef vred/ hand vebnet saa mangen Mand; Saa seylede hand med Snecker tolf/ saa frit til Spanie Land.
37. Der de komme nu udi den Hafn/ som dem lyster da at hvile; Bendit tager paa sine Pillegrims Klæder/ bad dem en liden Stund dvele.
38. Her sidde I alle mine gode Hofmænd/saa stille for inden Skibsbord; Medens jeg gaar bort til Spanie Lands Kong/ at tale med hannem et Ord.
39. Hil sidde I gode Jomfru Dagmar/ hin væne og hin skiønne; Ville I laane en Pillegrim Huus/ HErre GUd hand eder det lønne.
40. Hafver du icke været til Tinge/ og hafver du været til Stefne; Hafver du hørt Knuds Sønner af Myklegaard/ de ville deris Faders Død hefne.
41. Alt hafver jeg været til Ting og Stefne/ og hørt der Tidende fra; Knuds Sønner kunde aldrig føre Krig/ fordi de ere saa smaa.
42. Og hun løfte op hans Pillegrims Hat/ og saae hans Silcke Hue; Det du siger dig en Pillegrim være/ det monne du for mig live.
43. Icke er jeg en Pillegrim/ det kand saa lidet due; Jeg er eders kieriste Syster-Søn/ jeg er Knud Daars af Ty.
44. Est du Allerkiæriste Søster-Søn min/ en Hertug Søn bold og rig; Den klare Vin/den søde Miød/ den lader jeg skiencke for dig.
45. Icke da skalt du skiencke for mig/ der om saa ville vi kaste; Hvad Terningen sig begifve vil/ skal ingen af os laste.
46. De legte Skacktafvel de Ædlinge baade/ de Terning fulde Bendit fra; Hør I stolte Jomfru Dagmar/ mig bør at skiencke gaa.
47. Hand skienckte Miød og hand skienckte Viin/ gaf nock en hver og alle; Drucken saa blefve de Kongens Hofmænd/ og Søfn monne paa dem falde.
48. Det var unge Bendit Knudsøn/ hand lacker ud til den Strand; Hand raaber og vincker ad Danske Mænd/ at de skulle legge til Lande.
49. Det var unge Bendit Knudsøn/ hand ind ad Dørren træn. Det da var hand Spanie Lands Konning/ hand stander hannem op igien. De ædelige Sønner og de rige.
50. Hør du kiere Bendit Knudsøn/ og vilt du lade mig lefve; Hin væne Jomfru Dagmar min Daatter/ og hende vil jeg dig gifve. De ædelige Sønner og de rige.
51. Hin unge Dagmar/i hvor hun er/og hende vil jeg vel faa; Det var min Fader og Farbroder/ som du ihiel lod slaa. De ædelige.
52. Først vog hand Spanie Lands Konning/ og saa hans gode Hofmænd; I stande op unge Jomfru Dagmar/ følger mig til Danmarck ind.
53. Saa tog hand alle de døde Kroppe/ lagde dem i sorten Jord; Saa gierne fulde hannem Jomfru Dagmar/ hen hiem til Myklegaard.
54. Bendit tiente saa høfvisk en Ridder/ hand vilde hannem icke svige; Hannem gaf hand unge Jomfru Dagmar/ de drucke deris Bryllup tillige. De ædelige Sønner og de Rige.
