Efterat Kong Regner havde mist ved døden sin Dronning Tore Hjort/ seglede hand ud af Danmark/ og kom til en havn i Norge/ hvor der laa en liden bondegaard/ Spanger-rid/ ved Agdesiden. Der fik hand at see en overmaade skjøn pige/ som var holden for at være deres Dotter/ som der bode/ og nævntes Kraka eller Krage. Hende lod hand kalde ud paa sit skib; men hun vilde ikke/ med mindre Kongen lovede/ at hun vel og foruden skam skulde komme derfra igien. Hvilket Kongen og giorde/ og der hand begyndte at være glad med hende/ kvad hun denne Vise:
Slig en fornemme Ridder
Hos en skær jomfru sidder/
Dog hand mon kronen føre/
Skuld’ ej drømt hend’ at røre.
Uskæmmet skaltu hende/
O Konge! hjem hensende/
Som var tilforn udlovet/
Før hun sig hid har vovet.
Denne Krage var dog ikke disse bønderfolkes/ som mand tænkte/ men K. Sigurds Fofnesbanes Dotter. Saa kaldtis Sigurd/ fordi hand var Ormens Fofnes bane og ødelegger. Fofner heed saa/ fordi hand favnede guldet og laa derpaa/ som ellers Drager fordom giorde. Om K. Sigurd findes videre i Edda/ og endda mere i K. Regners Saga. Enddog dette var hende selv allene bevist/ dog kunde Regner/ som en klog Herre/ vel kiende/ at hun havde ikke bonde-ader og sind/ dog hun var ilde klædt/ som Otters moder og dømte højt om den paltuge Syrike/som og vogtede Geder. (Saxo 7. Bog.) Fik derfor i sinde/ at tage hende sig til Dronning. Hvorfor hand sang saaledis:
See her en serk/ min gave/
Som Tore før mon have/
Med guld- og sølve-bremmer/
Den dig saa vel bekvemmer.
Med hvilken haand hun giorde
Det verck/ og mere torde.
Hun var mig tro i nøden
Og tækkelig til døden.
Derpaa svarede Krage i ligemaade udi vers:
Jeg tør den ei beholde/
Som Tore giord’ hin bolde/
Med dyre sølve-bremmer/
Den ikke mig bekvemmer.
Derfor jeg Krage heder
I de kulsorte klæder.
Jeg gik i grut og sanden/
Og geder drev ved stranden.
Videre Antegnelse.
Efterkommerne have tidt taged af disse og andre gamle viser og underligen omstøbt dennem/ saasom det og her er skeet/ hvor der sees forandring paa Navne/ Omstændigheder og andet meere/ ligesom Regner/ hvilken her kaldes Regenfred (om hvilken i vore og fremmede Historier) skulde tient da i K. Sigurs Hof/ der hand selv var en vældig Konge over Danmark og flere Lande. Item at hand ledte saa mange aar efter hende/ og siden førde hende bort til Hest og ej til skibs/ dog begge deele kunde skee/ først det ene/ saa det andet. Saa kaldes hun her Svanelild/ Men af Saxo Svanlaug/ og ellers i andre gamle Skrivter/ Aslaug. Svane haver været ret et Kvindenavn fordom brugeligt hos os/ som sees heraf og andre viser. Item Edda. Svanhilde Dottr Sigurdar hun var alra kvenna fegurst. Men Svanhvide eller Svanhvitar var et almindeligt Kvindenavn/ saa og Svanleda og Svanhild. Hun var en Konge-Daatter og dog maa vogte geder/ ligesom Syrithe/ K. Sivalds Dotter/ Item Regner og Torald/ den Svenske K. Hundings Sønner bleve tvungne af deres stivmoder til at vogte fæ. Saxo 1. og 7. Bog. Visen lyder saaledis:
Det springer nu saa vide/ Saa vidt over alle land; Kong Sigurd haver sin dotter mist/ Hun blev hannem staalen fra. I meden jeg rider selv eene.
2. Det var Sigurd Konge/ Hand svøber sit hovet i skind/ Saa ganger hand i højeloft/ For Riddere og Hofmænd ind.
3. De kasted terning paa bord/ De terninger runde saa vide/ Det fald Regnfred Kongens Søn til/ Hand skulde den jomfru oplede.
4. Hand ledte efter hende i vintre/ Hand ledte efter hende i fem/ Icke kunde hand den jomfru finde/ I allesammen dem.
5. Det var Regnfred Kongens Søn/ Hand reed i grønnen lund/ Der mødte hannem en liden smaadreng/ Alt om en morgenstund.
6. O hør du det min liden smaadreng/ Alt hvad jeg siger dig/ Den første jomfru der du veedst/ Og den saa viser du mig.
7. Hør i fager ungen svend/ I tage det ikke til vrede/ Den første jomfru der jeg veed/ Hun vogter Herr Habors geder.
8. Hendis kjortel er af kidskind/ Hendis kappe af vadmel graa/ Hendes haardet skinner som spunden guld/ Imellem hendes hærder laa. I meden jeg rider selv eene.
9. Hand reed over de enge/ Igiennem den tykke korn/ Der fand hand den jomfru/ Hun gente de geder fra korn.
10. Hand tog hende listelig i sin arm/ Klapped hende ved hviden kind/ Jeg beder dig ved den øverste Gud/ Du sig mig fader din.
11. En gammel mand er min fader/ Hand genner de geder af mose/ Selv da heder jeg Kragelild/ Min byrd vil jeg ej rose.
12. Det var Regnfred Kongens Søn/ Og hand tog til sin kniv: Du skalt sige mig fader din/ Eller det skal koste dit liv.
13. Sigurd Konning heder min fader/Og Dronningen er min moder/ Selv da heder jeg Svanelild/ Det navn sømmer mig at bære.
14. Det var Regnfred Kongens Søn/ Slog over hende kaaven blaa/ løfted hand hende saa listelig/ Alt til sin ganger graa.
15. Og hand reed over de agre/ Og hand reed over de tofte/ Efter løb den gamle mand/ Saa fast paa Kragelild raabte.
16. Hand gav ham baade guld og sølv/ Og dermed løb hand bort; Saa førde hand hende saa listelig/ hiem til det højeloft.
17. Nu haver Regnfred Kongens Søn/ Forvunded ald sin harm/ Hand sover i saa gladelig/ Udi sin jomfrues arm.
18. Nu haver jomfru Svanelild/ Forvunden ald sin kvide/ Hun sover i saa gladelige/ ved sin Konges side. I meden jeg rider selv eene.
Der findes og en anden Vise siden/ som og nogenledis kommer overeens hermed. Men flere saadanne korte Viser i et Sangvers/ baade Regners/ Aslavgs og hans Sønners/ findes i Kong Regners Saga/ og i Haandskrevne Norske Krønike. o. a. f.
