Kong Waldemar og Dronning Sophie I sale/ Kirsten lille var from/ De kom om liden Kirsten i tale/ Saa herlig kunde hun raade de Runner.
2. Hør I Danner Konning kier Herre min/ Vil I give Buris liden Kirstin.
3. I har en syster og jeg en bror/ Saa herlig Giftermaal giører vi i aar.
4. Det skal ikke ske men mig undes liv/ At give min søster en Heste-tyv.
5. Liden Kirsten hun er en Frøken saa ven/ Herr Buris er lig en heste-dreng.
6. Dronningen blegnet i rosens kind/ Min ædelig Herre hvi forakter I mig?
8. Kong Waldemar skulde i Leding fare/ Herr Buris skulde tage landet vare. Saa herlig kunde hun raade de Runner.
9. Kongen hand rejser af Landet hen/ Ham fulde saa mangen Ridder skiøn.
10. Hannem fulde saa mangen Ridder skare/ Hand gav bort sin syster det spegel klare.
11. Een mægtige Første baade rig og fiin/ Gav hand liden Kirsten syster sin.
12. Dronning Sophie og Her Buris sade over bord/ Hun tænkte paa Kong Waldemars Ord.
13. Hør du Her Buris kier broder min/ Og du skal lokke Kongens søster fiin.
14. Her Buris hand til sin søster saa/ Min kiere søster hvi tal I saa?
15. Ret aldrig vil jeg den gierning giøre/ Jeg agter hende til min Hiertens kiere.
16. At du hende ekted det skytter jeg ej/ Hvis ej min Herre havde spottet dig.
17. Dronningen slog sin haand mod bord/ Du mot vel rette dig efter mine Ord.
18. Her Buris tager over sig kaaben blaa/ Til Frøken Kirsten monne hand gaa.
19. Hand bad hinde baade aarle og silde; Men ikke kunde hand fremme sin villie.
20. Her Buris hvi vil I mig saa forraade/ Hvor vil I det for min Her Broder svare.
21. Bort gik Her Buris med blege kinde/ Af Hiertens grund saa elsked hand hinde.
22. Her Buris tager over sig skarlagen skind/ Saa ganger hand for Dronning Sophie ind.
23. Den jomfru hun er saa fast udi sind/ Slet ingen Ridder kand hende overvind. Saa herlig kunde hun raade de Runner.
24. Hvad est du da for en elskovs mand/ Men du ikke Runnerne læse kand.
25. Med troskab vil jeg tienne min Herre/ Jeg skøtter ikke om dine Runner at lære.
26. Kong Waldemar betrode mig riger og land/ skulde jeg saa forraade hans syster for sand.
27. Saa skrev hun hannem Runner udi hænde/ Hand kaste dem i den jomfrues seng.
28. Liden Kirsten blev baade angest og bange/ Til Her Buris monne hun gange.
29. Hun bankede paa døren under skind/ Staar op Her Buris og lader mig ind.
30. Op stod Her Buris i skarlagen rød/ Saa lokked hand ind den venne møe.
31. Den Nat sov hun i Ridderens arm/ Sig selv til Sorrig og daglig harm.
32. Det lide fast imod sommer og høst/ Liden Kirsten tyknedes for sit brøst.
33. Liden Kirsten taler til tieneste-mø sin/ Du skalt følge mig i Fruerstuen ind.
34. Du hente mig ind de fruer fem/ Bed og Dronning Sophia følge dem.
35. Liden Kirsten taler til liden smaadreng/ Hent mig strax Her Buris her hen.
36. De møttes paa den høyelofts svale/ Saa sørgeligen monne de sammen tale.
38. Det Ord det var da gangen Omkring/ Kong Waldemar kom fra Leding hiem. Saa herlig kunde hun raade de Runner.
39. Kong Waldemar ind ad døren tren/ Dronning Sophia rekker ham haand igen.
40. Kongen hand sig over axel saa/ Hvor er min søster/ hvor monne det gaa?
41. Dronning Sophia smiler under skarlagen skind/ Det er try maaneder siden jeg saa hinde.
42. Skulde jeg Dronning i Danmark være/ Da skulde jeg bedre mine jomfruer lære.
43. Dronningen svarede/ hun er ud at lære/ Thi hun lyder mig ikke med ære.
44. Hvi giver I over min søster kiære/ Hun haver jo altid leved med ære.
45. Hun er gangen i vor steen-stue ind/ Hun haver fød et lidet kind.
46. Kongen hand blev i huen saa mod/ Sophia jeg troer aldrig din ord.
47. Det er Guds sanden og ikke løyet/ Hun haver mig til sit Barsel bødet.
48. Kongen hand taler til Riddere fem/ I skal hente mig min søster hiem.
49. Saa rede de hvort som Kongen hand bød/ De ynskede heller at være død.
50. De banked paa dørren under skind/ Liden Kirsten I lader os ind.
51. Til dørren saa gik den tiennest kvind/ Vi beder os forlov at gange her ind.
52. Saa vel maa I gange i Fruerstuen ind/ Her haver slet ingen faaet en kind. Saa herlig kunde hun raade de Runner.
53. Det svarede Her Peder med sorrigfuld mod/ Gud give at sande motte være din Ord. Saa herlig kunde hun raade de Runner.
54. Staar op liden Kirsten I kleder eder brat/ I skal til eders broder i nat.
55. I klæder eder brat og værer ej seen/ Eders broder er kommen af Leding igen.
56. Da tager min dotter svøber hende i lin/ Aldrig meere seer hun moder sin.
57. I hielper min dotter til Kristendom/ Hendes lykke bliver hende fuld tung.
58. I kalder hende stolten Ingerlille/ Min lykke vil for mig ilde spille.
59. Liden Kirsten taler til Terne sin/ Du hent mig det forgyldene skrin.
60. Hun lod op sit liggende fæ/ Saa deelde hun ud til sine tiennere.
61. Først og sidst gav hun sin Tærne/ Hun skulde hendes dotter lære.
62. Hun gav hende det røde guld/ At hun skulde være sin dotter huld.
63. Da kand hver Kvinde tenke best/ hvordan jeg kand nu ride min hest.
64. Det kand hver menniske tænke ved sig/ Den natte-rejse er ond for mig.
65. De løfte hende til hesten saa sorrigfuld/ Hendes haar det skinner som spunden guld.
66. Der de kom for højelofts bro/ Da faldt liden Kirsten for heste fod.
67. Dronning staar i Vinduet og leer/ Kommer og seer eders søsters fær.
68. Knud lille tog hende op i sin favn/ I være frimodig i JEsu navn. Saa herlig kunde hun raade de Runner.
69. De løfte hende paa den højelofts svale/ Den rige Christ vi eder befale.
70. I dørren giorde hun kors for sig/ Den rige Christ befaler jeg mig.
71. Liden Kirsten ind ad dørren treen/ Kong Waldemar rekker hinde haand igen.
72. Hun rakke sin broder hviden haand/ Jeg glædes I vel er kommen til Land.
73. Stor naad’ og venskab hand hende beteed/ Derfor blev Dronning Sophia vred.
74. Kongen hand tog et glas med viin/ Du drik mig til kier søster min.
75. Hør liden Kirsten hvad jeg siger dig/ En Elskovs vise qvæder du mig.
76. En elskovs vise jeg aldrig nam/ Jeg synger en anden det beste jeg kand.
77. Du skalt dandse og du skalt kvæde/ Mine gæster skaltu i aften glæde.
78. Liden Kirsten begyndt en vise og kvad/ Saa mangen Ridder efter traad’.
79. Kongen hand med i dandsen sprang/ Hand tog sin søster ved hviden haand.
80. De dandsed ud og de dandsed’ ind/ Hand kunde dog ikke kiende det paa hind.
81. Hand ynser saa ofte hendes sang/ Fast meere saae hand paa hendes gang.
83. Skam faa du Sophi Dronning min/ Saa haver du løyed paa liden Kirstin. Saa herlig kunde hun raade de Runner.
84. Det er Guds sanden og ikke løgn/ Hun haver fød en dotter i løn.
85. Hun giorde liden Kirsten meere harm/ Hun tog hendes bryster af hendes barm.
86. Hun giorde Dan Kongen meere imod/ Hun malkede melk for Kongens fod.
87. Hun malkede melk for Kongen paa jord/ Min ædelig Herre troer nu mine ord.
88. Kongen hand blev saa sort som muld/ Liden Kirsten hun daaned saa sorgefuld.
89. Jeg havde agtet at giøre dit brøllup snart/ Nu skaltu i aften døe med fart.
90. En mægtig Herre vilde jeg dig giv’/ Nu skaltu i aften lade dit liv.
91. Den haardeste død du taale kand/ Den skaltu lide i aften for sand.
92. Liden Kirsten hun falt for Kongen i knæ/ Kier broder naadelig til mig see.
93. Du maatt paa jorden ey være/ Saa stort/ Et høvmod er det du haver mig giort.
94. Jeg kand ikke benaade dig/ Saa ilde haver du giort imod mig.
95. Jeg lovet dig bort/ jeg viste ej af/ Til Kongens søn her over det hav.
96. Kongen hand taler til liden Smaadreng/ Du henter mig ind de Øllsvøler fem.
97. Du tør ej hente fire eller fem/ Jeg haver nok i en af dem.
98. Liden Kirsten fald paa bare knæ/ HErre Gud du naadelig til mig see. Saa herlig kunde hun raade de Runner.
99. Kongen hand tog de Øllsvøler i haand/ Hand var fuld af sorrig og vand’.
100. Stat op Dronning Sophie og bed for mig/ I og eders broder det har voldet mig.
101. Ilde havde jeg sted min Dronninglig fore/ Skulde jeg hielpe din arrige hore.
102. Ja da skal jeg saa straffe hende/ At det skal spørge baade mand og kvinde.
103. Saa slog hand hende saa meget lenge/ Til hun laa i blodige strømme.
104. Hun krøb under Dronning Sophies skind/ Hun sparket hende ud med foden sin.
105. I skyvle mig under eders Skarlagen rød/ For Christi skyld som taalte for os død.
106. Jeg fælder saa mangen modig taar/ Gud naade min lykke har været saa haard.
107. O broder lad mig saa længe leve/ I mens jeg skikker min siele-gave.
108. Eder selv giver jeg min’ slotte bolde/ For I haver mit Liv i volde.
109. Min dotter giver jeg mit guld saa rød/ For hun skal lade hevne min død.
110. Dronning Sophi giver jeg min sølvbunden kniv/ For hun forraade mit unge liv.
111. O Børre lille Gud give dig vee/ Nu er mit hierte i sorgen sted.
112. Nu haver jeg mit skriftemaal giort/ Min kier broder værer mig god.
113. Den Rige Christ giver jeg min siæl/ Her er den mig ej under vel. Saa herlig kunde hun raade de Runner.
114. Hun bød dem gode nat der var inde/ Saa ynkelig græde de alle for hinde.
115. Der græde for hende fruer og møer/ Foruden Dronning Sophi den onde knør.
116. Saa gav den rose op sin aand/ Og den besalede Gud i haand.
117. Da blev Kongen af banghed kryst/ Og hannem slog hiertet udi bryst.
118. O Sophi hvad est du en udydelig kvinde/ Men du vilt ikke ynkes over hinde.
119. Skam faa du Sophi du onde kvinde/ Nu er det skeet du gierne vilde.
120. Nu er min kiere søster død/ Hvor skal vi legge dend rose rød.
121. Vi legger hende paa Riber gade/ Hver dag under min heste-plade.
122. Ret aldrig skaltu faa dend glæde/ Din ganger skal over hende træde.
123. Til Vestervig kloster jeg lader hende føre/ De røde borgre over hende giøre.
124. Hand lod liden Kirsten saa herlig begrave/ Hand sørged for hende i alle sine dage.
125. Nu vil jeg være i saa mørk et huus/ At jeg seer hverken ild eller lius.
126. Der maa ej Soelen over mig skinne/ Før jeg faar bodet synderne mine.
127. Kongen hand taler til sin dreng/ Du bed Her Buris komme her frem.
128. Hør du Her Buris hvad jeg siger dig/ Hvorledis haver du tient hos mig? Saa herlig kunde hun raade de Runner.
129. En Viingaard fik jeg dig at vare/ Der over har du giort mig stor skade.
130. Det faverste viintræ har du lagt øde/ Dig selv til sorrig og daglig møde.
131. Her Buris falt for Kongen i knæ/ Min kiere Herre forlader mig der.
132. Jo du maatt vel og saa lide nogen nød/ Hun tolde for dig saa haard en død.
133. Den allerverste død I mig vil giv’/ Den lider jeg gierne for den høviske Viv.
134. Hans øjne skal udstinges/ den hestetyv/ For hand forraadde den venne Viv.
135. Saa lod hand udstinge hans øjne baade/ Dronning Sophi sig monne klage saa saare.
136. Hans højre haand og venstre fod/ Hand og tillige afhugge lod.
137. Saa lod hand hannem følge af Slottet ned/ Dronning Sophi til spot og spee.
138. De giorde Dronning Sophi det til ære/ Og lod Børres øjne ind for hende bære.
139. See nu din broder den mægtige Herre/ Som vilte saa meget førstlig være.
140. Kongen hand lod en lenke smede/ I Vestervig kloster lod hand den legge.
141. Der ved gik Buris i elleve aar/ Hver dag hand til hendes grav mon gaa.
142. Hand monne det hver dag af Kongen tinge/ Hand maatte i klosteret bevraves hos hende.
143. Alle sine lande maatte hand Kongen give/ Førend hand maatte i klosteret ligge. Saa herlig kunde hun raade de Runner.
144. Hand døde saa brat paa det tolvte aar/ Kirstin lille var from/ Kongen var Dronningen aldrig god. Saa herlig kunde hun raade de Runner.
Forklaring.
Denne Vise/ saavelsom fleere/ siunges og paa en anden maade/ og disse Omkvæde: I Sadelen ville vi ride; De Fruer bære lønlige Kvide. Item/ Under de Roser to; Jeg sover ikke om Aftenen. I een af dem findes ogsaa: Børre hand skal en Ganger i flor. Hvorfor hand og her kaldes Heste-tyv. Jeg siger ellers om Denne og den Foregaaende/ samt Efterfølgende/ at der er lidet eller intet i Historierne herom. Ej heller troer jeg/ at saadan en ypperlig og berømt Konge skulde forøved den Grumhed mod sin søster/ omendskiønt hendes Forseelse kunde været stor; Dog Svend Agesen siger om hannem i sin Lat. Krønike/ at hand var forhaard mod sine. Men mod Buris (hvilket Navn fordum var gængse her) eller Børre/ synes Orsag nok til Straf/ først som en Jomfrukrænker/ at lide paa de Lemmer/ med hvilke hand havde synded. Thi Albertus Stadenses og Er. Pomer/ sige at hand blev blinded. For det andet/ som en Forræder; Hvorfor og Saxo skriver at hand blev lagd i fængsel i Lejrew (som endda synes at have været noget) og siden drukned efter samme Alb: Stad: foregivende/ fordi hand tractede Kongen efter Liv og Rige/ hvilket Crantius in Norv. videre fortæller.
Kirsten kaldes Christense i Lystandri Slegtebog/ givt til Norge og hiemsendt igen/ som nogle gange omtales i Vor. Krønike. Hendes Grav findes ved Vestervig-Kloster i Jylland/ hvortil Hertug Buris gik. Der skal ligge en stoer steen derpaa/ hvorover K. Waldemars Dronning reed/ og skulle endnu Sporene af Heste-Skoene kiendes der i. Om samme liden Kirstens Begravelse ved Vestervig skriver og Jonas Kolding. Descr: Dan: Knud/ om hvilken her tales/ mener jeg at have været/ hendes broders/ K. Waldemars Søn/ som regerede efter ham/ eftersom hand i en anden Vise/ kalder hende sin Farsøster.
