De legte guldtavel ved breden bord/ I glæde og lyst med alle/ De fruer torde med ære stor/ Saa underlig lægen mon falde. Men lykken vender sig ofte om.
2. De terninger løbe ofte omkring/ De sig saa snart monne vende/ Saa giør og lykkens hiul udi ring/ Dends løb mand nepplig kand kiende.
3. Fru Julli og Dronning Malfred/ De læge guldtavl med ære/ Paa gulvet ganger det barn derned/ Og legte med eble og pærre.
4. Paa gulvet ganger det barn saa ven/ Og legte med eble og blomme/ Da indkom Her Axel Tordsøn/ Hand agted til Rom at komme.
5. Hand hilsed fruer og jomfruer skøn/ Hannem fulte baade tukt og snilde/ Hand elsket det ædle-barns ynd i løn; Thi lykken vilde for dennem spille.
6. Paa armen tog hand den liden duk/ Klapped hende ved hviden kind/ Christ give at du varst voxen nok / Da blevst du snart min mandind. Men lykken vender sig ofte om.
7. Hans yngste søster svarede saa brat/ Paa klæder hun guld monne bære/ Var hun end voxen i denne nat/ I maatte ey sammen være.
8. Jomfruens moder talede ret/ Hun mon hannem sandhed sige/ I ere alt for nær udi æt/ Dog vel hin andens Lige.
9. Hand tog en guld ring af sin haand/ Bad barnet der med leege/ Der hun fremvoxte i alder forstand/ Det giorde hendis kinder blæge.
10. Kom vel i hu min lille brud/ I dag monne jeg dig fæste/ Jeg vil nu reyse af Landet ud/ Og fremmede Herrer gæste.
11. Her Axel drager af Landet ud/ Hannem følger tugt og ære/ I klosteret sættis hans liden brud/ At hun skulde Sømmen lære.
12. De lærde hende silke-span at sye/ At læse lod de hende lære/ Af hendis dyd gik herlig rye/ Hende fulde stor tugt og ære.
13. Slig adelig sæder som hun lær/ Maa hver med rette prise/ I sindet hun og forstandig er/ Og regnis iblant de vise.
14. I klosteret var hun ellefve aar/ Til Gud hendis moder kalte: Dog tog hende Dronningen i sin gaard/ For alle hun hende udvalde.
15. Her Axel tiener i Kejserens gaard/ Forgylte haver hand spore / Sit sverd hand vel ved siden bar Og Ridderlig var hans fare.
16. Her Axel sover saa sødelig/ Alt som en Herre mon sømme/ Din natten har hand ej roe hos sig/ Alt for sine sterke drømme. Men lykken vender sig ofte om.
17. Her Axel hand sover i Høyestuv’/ Og hviler paa silke det bløde/ Hand haver ej roe om natten at sove/ Hand drømmer om Festemø søde.
18. Hand drømmer at Valdborrig Jammers Dotter/ I fløyel staar klæd med ære/ Hos hende sig Haagen Kongens Søn satte/ En ven monne hand begiære.
19. Aarle om morgen det blef dag/ Og Lerken sin stemme rørde/ Opstod Her Axel med god behag/ Sig snarlig i klæderne førde.
20. Saa snarlig sadler hand Ganger graa/ Ham lyster i lunden at ride/ Sine drømme-tanker af Hovedet slaa/ Og lyde paa Fuglesang blide.
21. Der nu Axel Tordsen/ Kom hen i rosens-lunde/ Der møder hannem en pillegrim skiær/ Udi de samme stunde. Men lykken vender.
22. Vel mødt/ god dag du pillegrim from/ Hvort hen staar din begiære/ Fra mine lande monne du kom/ Din klæder kand mig det lære.
23. Norge det er mit fæderne land/ Jeg er udaf Gildske stamme/ Til Rom haver jeg mig svoren forsand/ Om jeg kand Paven der ramme.
24. Est du kommen af gildske æt: Og da est du min frende. Har stolten Valdborrig mig forgiet/ Sig mig om du hende kiende.
25. Valdborrig er en jomfru saa skøn/ Jeg hende saa vel monne kiende/ Der er saa mangen Ridder-søn/ Som sætter sin love til hende.
26. Jeg kiender saa vel den jomfru der/ Hun slider sabel og maar/ Blant alle jomfruer hun prisen bær/ Som tiener i Dronningens gaard. Men lykken vender sig ofte om.
27. Opvoxen er Valdborrig Jmmersdaatter/ Som lilien feyerst paa kviste/ Blant alle jomfruer i landet er/ En skønnere ingen viste.
28. Fru Julli hviler under Marmorsteen/ Alt hos sin ædle Herre/ Dronning Malfred tog skøn Valdborrig hen/ Hun hende mon elske og ære.
29. Guld bær hun om sin hvide Haand/ I perler fletter sit haar/ Her Axels brud/ af alle mand Hun kaldes/ i hvort hun gaar.
30. De kalder hende Axels Fæstemø skøn/ Og giør der af got gammen/ De agter hende Haagen Kongens søn/ Jeg meener de kommer tilsammen.
31. Det var Her Axel Tordsen/ Hand spøkte sig udi skind / Saa ganger hand udi salen hen/ For Rommerske Kejser ind.
32. Hil sidder i Keyser Henrik saa from/ I ere en Herre saa blide/ Orlov monne jeg eder bede om/ Til fæderne land at ride.
33. Mig er fader og moder fra død/ Mit gods staar nu udi voove/ Mig tvinger dog mest min fæstemø sød/ En anden vil hende trolove.
34. Orlov det skal du gierne faa/ Self vil jeg dig det give/ Om du tilbage komme maa / Din Plats skal aaben blive.
35. Her Axel rider af Kejserens gaard/ Ham fulde saa herlig en skare/ Og alle de udi gaarden var/ De bad ham alle vel fare.
36. Paa rejsen var hand saa frisk og snart/ Ham følgede tredive svende/ Der hand kom til sin moders gaard/ Da reed den Herre allene. Men lykken vender sig ofte om.
37. Der nu Her Axel Tordsen Kom frem til borgeled/ Udstod Fru Helsfred hans søster ven/ Og hvilte hun sig der ved.
38. Her stander du Helsfred søster fin/ Nu venter du ikke min komme/ Hvor lever Valdborrig fæstes møe min/ En rose for alle de blomme?
39. Skøn Valdborrig lider meget vel / Dend skiønneste jomfru for alle/ Hun tiener og voris Dronning self/ For alle hun hende udvalde.
40. Du raade mig Helsfred søster fin/ Du give mig raad de gode / Hvor jeg kand tale med fæstes møe min/ At ingen mand det forstode.
41. Svøb du dig udi silke skøn/ Og klæd du dig udi piæld/ Sig at du est mit bud udi løn/ At tale med jomfruen sel.
42. Det var Her Axel Tordsen/ Gaar ofver de høyelofts spange/ Der møder hannem Dronningens jomfruer skøn/ De komme fra Aftensange.
43. Hand rakte skøn Valdborrig hviden haand/ Og talte saa mildelige/ Jeg er Fru Helsfreds sendebud sand/ Jeg haver eder noget at sige.
44. Hun bred op de lønnebrev stor/ Hun læste det ud med alle/ Der stode udi de Elskovens Ord/ Som nogen helst kund udtale.
45. Der laa udi de guldringe fem/ Var dreven i roser og lilier/ Eder giver Axel Tordsen dem/ Hand eder saa ung haver gillet.
46. I lovede at være min fæstemø/ Den tro skal i mig holde/ Jeg sviger eder ej paa verdens øe / Det lover jeg eder min bolde. Men lykken vender sig ofte om.
47. Saa fuldtis de over den høye bro/ Som Gud gav dennem til raade/ Der gave de hin anden sin tro/ Og æder svore de baade.
48. De svore om sancte Dorethe i ær’/ Og om den hellige Møe/ I æren vilde de leve her/ I æren vilde de døe. Men lykken vender.
49. Her Axel rider i Kongens gaard/ Hand var baade glad og fro/ Hans fæstemøe udi høyeloft staar/ Hun baade legte og loe.
50. Det stod saa i maaneder fem/ Og vel udi maaneder ni/ Elleve Greve Sønner gik bort/ Og baade om hende i di.
51. Elleve vare de Riddere skøn/ Til hende i æren mon gilde/ Dend tolfte var Haagen Kongens søn/ Hand bad hende aarle og silde.
52. Hør I det skøn Valdborrig fin/ Og vil I være min kiære? Da tager jeg eder til Dronningen min/ Og kronen den skal i bære.
53. Hør i Her Haagen Kongens søn/ Og det kand ikke saa gaa/ Jeg haver lovet Her Axel i løn/ Det ganger jeg aldrig fra.
54. Vred blev Haagen Kongens søn/ Og svøbte hand sig udi skind/ Saa gaar hand i salen saa skøn/ For sin kier moder ind.
55. Her sidder i kære moder min/ Hvad giver i mig for raad? Jeg beder skøn Valdborrig fin/ Hun bær mig spot og had.
56. Jeg biuder hende baade hæder og ær/ Sampt rige og land tillige/ Hun siger hun haver Her Axel saa kier/ Hun vil hannem aldrig svige. Men lykken vender sig ofte om.
57. Haver hun sin tro bortiæt/ Da er hun dend pligtig at holde/ Der er vel flere af Greve æt/ Saa biurdige og saa bolde.
58. Vel er der Greve-Døttre fler/ Saa bolde og saa rige / Men ingen saa skøn som Valdborrig er/ Ej heller saa dyderige.
59. Med magt kandst du hende ikke faa/ Thi det har skam at høre/ Med vaaben om du hende vinde maa/ Kand sig Her Axel og røre.
60. Vred blev Haagen Kongens søn/ Og vred saa gik hand ud/ Der mødte hannem hans Skriftefader skøn/ Hand kaldis sorte Broder Knud.
61. Hvi ganger min Herre saa sørgelig frem? Hvor hen stander hans begiere? Er hannem paakommen nogen modgang slem? Da siger hand mig det here. Men lykken vender.
62. Modgang stor er mig kommen paa/ Som tvinger mig allermeest/ Stolt Valdborrig kand jeg ikke faa/ Her Axel har hende fæst.
63. Haver Her Axel skøn Valdborrig fæst/ Hand skal ej føre hende hiem/ I Sorte Brødre kloster hernest/ Der ligger deris herkomst igien.
64. Naar sødskende børn de begge er/ Af frænder saa høy og gæve/ En Frue holt dennem til daaben med ær/ Paa Høyborrig som hun boede.
65. Daabe-søskende ere nu de/ For voris klosterræt/ Her hos kand vi erfare og see/ De ere i tredie slegt.
66. Min Herre lader skrive breve om land/ Capitelet skal de liude/ Her Axel faaer ikke den lilie vand/ Vi ville ham det forbiude. Men lykken vender sig ofte om.
67. Det var Haagen Kongens søn/ Hand kalder paa svenne saa: I beder jomfruens morbroder i løn/ I stuven for mig at indgaa.
68. De Grever de stedes for breden bord/ Med tugt og megen ære/ Vor naadige Herre os sendte Ord/ Hand sige os sin begiere.
69. Jeg beder om eders Søstersdotter/ I æren hos mig at blive/ Til Dronning vil jeg hende sætte/ Om I mig hende vil give.
70. Svarede det hendes morbrødre tre/ De bleve baade glade og fro/ Vel er skøn Valdborrig fød; Thi see En Konge søn lovet hende tro.
71. Det var ædle Grever da/ Svøbte de sig udi skind/ I høye loft strax monne de gaa/ For Dronning Malfred ind.
72. Først hilse de Dronning Malfred skøn/ Med tugt og høviske sinde/ Dernæst og saa stolt Valdborrig skøn/ Den skønneste der var inde.
73. Vel dig kiere Søsterdotter skøn/ Vel dig mens du er i live / Om dig beder Haagen Kongens søn/ Og hannem vil vi dig give.
74. Haver i mig trolovet hen/ Da vil jeg eder svare/ Her Axel er min kiereste ven / Jeg vil hannem aldrig svige.
75. Svarede hendes morbrødre tre/ De mægtige Grever saa bolde/ Det skal i sandhed aldrig skee/ At du det løfte skal beholde.
76. Det var Haagen Kongens søn/ Lod skrive de breve af ny/ Og lader hente den Erkebisp skøn/ Med Clerkene siu gange ti. Men lykken vender sig ofte om.
77. Melte det mester Erland/ Hand læste de Kongebrev ud/ Skam faa de som vette paa sand/ Ja først og sidst broder Knud.
78. Erkebispen hand stedes for bord/ Og talde til Kongen med ære/ Min naadige Herre har sendt mig ord/ Hvad monne hans villie være.
79. Jeg haver mig en jomfru fæst/ Til hende skal I mig vie/ Her Axel er hende om Hiertet næst/ Hun skal hannem overgive.
80. Saa skreve de den stefning ud/ Og lod den læse til tinge/ At møde for Erkebispen prud/ Begge de tu Adelinge. Men lykken vender.
81. Aarlig om den morgen blid/ Der ottesang var nu ude/ Til kirken skulde Her Axel rid/ Med fæstemø sin den prude.
82. Den Herre hand stiger til høien hest/ Hand monne saa hiertelig sukke/ Den jomfru følger i karmen nest/ Sin sorrig hun inde maa lukke.
83. Det melte hun stolten Valdborrig/ Hun kom udi rosens lund/ Sielden lykke glad hierte af sorrig/ Men ofte leer sorrigfuld mund.
84. Den Ridder hand rider paa høien hest/ Hans tanker de løbe saa vide / Dend jomfru hun følger i karmen nest/ Hun døller sin sorg med snilde.
85. Uden Mariæ kirkegaard/ Der traade de Herrer fra heste/ Der efter de ind i kirken gaar/ De Frender og Ridder beste.
86. De hvilde mit paa den kirkegang/ Der mødte dem Bisper og klerke/ At de var begge i hiertet bang/ Det kunde mand paa dem merke. Men lykken vender sig ofte om.
87. Der møtte dem Erkebispen self/ Med sølfbunden staf udi hænde/ Med alle sine ordens brødre vel/ Som deris venskab skulde vende.
88. Fremtraade strax sorte Broder Knud/ Med slægtebog udi hænde/ Hand læsde den arvetavle ud/ At Axel var Valdborrigs frende.
89. Saa læsde de op den arvetal/ Som munken gaf dennem til raade/ Nær sødskende børn vare de udi val/ Paa møderne slegtinge baade.
90. Nær sødskende børn de rettelig var/ Af adelig blod det beste/ I fierde leed deris slegtskab staar/ Strax skilde dem ad de Præste.
91. De vare kommen af gildske rod/ Nær sødskende børn saa fromme/ Her Axel og skøn Valdborrig god/ Maatte ikke tilsammen komme.
92. En frue dem begge til daaben bar/ Der de finge daabens gaver/ Her Asbiørn begge deris fader var/ Hin anden maatte de ej have.
93. Saa fulde de dennem til Alteret hen/ Fik dennem handklæde udi hænde/ De løste det baand og vaare ej seen/ For svenden var jomfruens frende.
94. De vare frender af hiurd og blod/ Af adelige gildske slekte/ Dernæst var de Gudsødskende god/ De komme ej sammen i ekte.
95. Det handklæde mellem dem skaaren blev/ Hver fik af dennem et stykke/ Saa lever den aldrig i verden saa giev/ Der selv kand raade sin lykke.
96. Det handklæde sønderskaaret er/ Hvor med i monne os adskille/ Saa lenge vi leve det aldrig skeer/ I bryder vor venskab og villie. Men lykken vender sig ofte om.
97. De toge guldringe af fingrene hen/ Guld armbaand af hendes Haand/ Da fik den Ridder sin gave igien/ Opløst var kierligheds baand.
98. Her Axel kastet guld paa alteret da/ Gav det sanct Olaf til ære/ Hvor alle de dage hand leve maa/ Hand Valdborrigs ven vilde være.
99. Da vredis Haagen Kongens søn/ Alt under sit silke rød/ Men du kand hende ej glemme i løn/ Da er hun vist ikke møe.
100. Erland Erkedegn talde paa stand/ Der viseste blant blant de klerke/ Den agter jeg for en ufriskt mand/ Der kiender ej elskoven sterke.
101. Med vand udslukker mand ilden stor/ Dertil den brendende brand/ Men kierligheds brynde langt overgaar/ Der ingen mand dempe kand.
102. Solens heede den falder saa sterk/ At ingen den ledske kand/ Men elskovens baand er haardere verk/ Det aldrig slet brydis forsand.
103. Der til svarede Her Axel saa/ Hand stod i silke rød/ Den sag skal jeg mig lenge fra/ Skulde jeg i morgen dø.
104. Da blev Haagen Kongens søn vred/ Traadde frem paa breeden steen/ I morgen skal du mig svære en eed/ Og det foruden all meen.
105. Svære skalt du i morgen mig/ Paa sverd og hellige læst/ Om Valdborrig hun er møe for dig/ Eller du har sovet hende næst.
106. Skal jeg Loven give saa/ Jeg kand det fuldvel giøre/ I kampen tør jeg end bestaa/ Saa lenge jeg mig kand røre. Men lykken vender sig ofte om.
107. I loftet hvil Eskelin Haagens Frue/ Hun vogner af søvne saa brat/ Sanct Birgittæ raade nu for min hue/ Hvad haver jeg drømt i nat. Men lykken vender sig ofte om.
108. Jeg drømte om Julli hin henne/ Som hviler i sorten muld/ Hun bad mig saa meget gierne/ At være hendis dotter huld.
109. Min Herre/ jeg haver de sønner siuv/ Og hver haver tredive svenne/ De binde op sverd og vove deris liv/ At hielpe den jomfruu saa venne.
110. Min Herre hand saadler Ganger ti/ Og rider bort som en Herre/ I følger dem med/ i staar hende bi/ Det motte end blive os bedre.
111. Siu sønner haver vi nu tilsammen/ De unge Hertuger bolde/ Det er voris egen glæde og gammen/ De ridderlig sig kand holde.
112. Sødskende børn vi tvende var/ Fru Julli og jeg her baade/ Hvorfore det os vel ilde staar/ Om vi hendis dotter forlode.
113. Aarle om den morgen saa skøn/ Der solen skinde over de hede/ Paa loftet ganger den Ridder saa skøn/ At svære de høye eede.
114. Færdig Her Axel Tordsen var/ Og ragte sin haand fra sig/ I kommer hid Grever af gildske gaard/ Og lover i dag med mig.
115. Fremgaa elleve Ridder med mig/ Var klædde i sabel og maar/ Ville love med Her Axel i dag/ Gud give i hvor de gaar.
116. Saa stride rand taare paa jomfruens kinde/ Som regnen kand falde mest/ Ah hvor skal jeg nu venner finde/ Jeg er ælendig vist. Men lykken vender sig ofte om.
117. Hindis morbroder Tue svarede da/ Og talde saa til hende/ Ene du selver svære maa/ I raad det varst du selv ene.
118. Melte det Erkedegn Erland/ Og saa tog hand oppaa/ Frenderne du mange finde kand/ Men vennerne haver du faa.
119. Frenderne du vel mange har/ Men vennerne kandst du ej finde/ Gud hielpe dig vel udaf den far/ Du maatte din sorrig forvinde.
120. At mig er fader og moder fra død/ For Gud maa jeg det klage/ Den Gud som hielper alle af Nød/ Hand veed vel all min aarsage.
121. Fru Julli hviler under marmorsteen/ Her Immer i sorten muld/ Men vare de nu i live igien/ Da vare mine frender mig huld.
122. Der hun saa sad med jammer og vee/ Og i sin største sorrig/ Da kom Her Haagen og lod sig see/ Fremridendis til den borrig.
123. Hand traadde strax frem saa hastelig/ Siine Ord lod hand saa lyde/ I loven gaar jeg i dag med dig/ Jeg monne mig selv tilbyde.
124. Fru Eskelin er dig huld og god/ Hun sover mig hver nat nær/ Din moder og hun var af en rod/ Derfor kommer jeg her.
125. I træder frem mine siu sønner i tal/ Og eder i loven blande/ Her Karl hans sønner af søndersødal/ De skal her hos nu stande.
126. Elleve Hertuge sønner ginge frem/ Var svøbt i sabel og maar/ Paa førstelig viis og klædde de dem/ Og kruset var deris haar. Men lykken vender sig ofte om.
127. Elleve Grever gik sammen i flok/ De vare slet uforsærde/ Krusede var deris gule lok/ Forgylte var deris sverde. Men lykken.
128. Med jomfruen vi nu svære vil/ Og loven med hende giøre / I ædeling to i træder her til/ Thi alle skal der paa høre.
129. Paa Messebog lagde Her Axel sin haand/ Og sverdet holt hand udi fæste/ Hans rige frender stod hos forsand/ De giæveste og de beste.
130. Hæftet det holt hand i sin haand/ Og Odden stod mod en steen/ Saa giorde hand strax sin eed paa stand/ Og det foruden all meen.
131. Vel haver jeg haft skøn Valdborrig kier/ Hun var min høieste trøst/ Jeg hende dog aldrig var saa nær/ At jeg hende en gang løst.
132. Paa Messebog lagde den jomfru sin haand/ Og svor hun om vor Frue/ Mine øjne var aldrig saa dristig forsand/ Jeg torde Her Axel anskue.
133. Saa løfte de over hende himmel skøn/ Og baare saa over hende skrud/ Saa fulde de hende paa salen i løn/ Og kalder hende Kongens brud.
134. Ind kom Haagen Kongens søn/ Hand talde et ord saa brat/ Hverken svend eller ridder skøn/ Maa rejse her fra i nat.
135. Jeg fæster i dag stolt Valdborrig fin/ Alt til min hiertens kiere/ Hun skal nu være Dronning min/ Og kronen af røde guld bære.
136. Der bredis dug/ de settis til bord/ De skienkte baade mød og vin / Her Axel sad med sørgelig ord/ Og talde med kiereste sin. Men lykken vender sig ofte om.
137. I siger mig Valdborrig Hiertens kier/ Mens vi er ene her inde/ Hvad raad os begge nu best monne vær/ Hvor længsel den kand forsvinde.
138. Faar jeg Kongen om det saa skeer/ Da er det mod min minde/ Om jeg i tusinde Aar levde her/ I ganger mig aldrig af sinde.
139. Jeg vil sidde i høyeloft viid/ Og virke det guld i hue/ Saa sørgelig vil jeg leve min tiid/ Alt som en Turtel-Due. Men lykken.
140. Hun hviler aldrig paa grønnen green/ Hendis been er aldrig saa møde/ Hun drikker aldrig det vand saa reen/ Men rører det først med Fødder.
141. Min Herre I rider saa lystelig/ At veede den vilde Raa/ Alle de tanker i faar om mig/ I lader dem snart bortgaa.
142. Min Herre i rider saa lystelig/ Og veeder den vildene Hare/ Alle de tanker i faar om mig/ I lader dem snart bortfare.
143. Om jeg end rider i rosens lund/ Og veeder de diur i skove/ Hvad skal jeg giøre om nattestund/ Naar jeg kand ikke sove.
144. Mit fæderne gods jeg selger forsand/ For sølf og guld det røde/ Saa vil jeg drage i fremmeds land/ Og sørge mig selv til døde.
145. Min Herre I selger ej eders Jord/ Det er saa hart at miste/ Men sender nu strax Her Asbiørn Ord/ Hans dotter den skal i fæste.
146. Alhed hans dotter i fæste maa/ Og leve hos hende med ære/ I moders sted vil jeg eder staa/ Og sorgen saa for os bære. Men lykken vender sig ofte om.
147. Ingen skøn jomfru jeg have maa/ Og ingen trolover jeg mig/ Kunde jeg end Kejserens dotter faa/ Mens jeg fik ikke dig.
148. Erland Erkedegn svarede brat/ Hand klappede dennem med ære / I siger hin anden i aften god nat/ Det kand nu andet ej være.
149. Erkebispen hand raabte det ud/ Sin tunge kunde hand vel røre/ Skam faa sorten broder Knud/ Som her i splid monne giøre.
150. Her Axel hand bød dend jomfru god nat/ Hand giorde det ikke gierne/ Hans hierte det var med sorrig belat/ Som fangen der ligger i jerne.
151. Skøn Valdborrig gaar i høyeloft hen/ Hendis moder følger hende at sove / Hendis hierte det brænde af sorrig og meen/ Som ilden i lysende lue.
152. Aarle om den morgenstund/ Der solen skinde med alle / Begynnder hun Dronningen mangen lund/ Paa jomfruer sine at kalde.
153. Dronningen beder strax jomfruer sin / At virke det guld saa røde / Stille stod Valdborrig jomfru saa fin/ Hendis hierte af sorrig blødde.
154. Hør du Valdborrig jomfru kier/ Hvi sidder saa drøv/ En hiertens glæde maa det dig vær/ At du bliver Kongens brud.
155. Langt heller vil jeg Her Axel have/ Og leve med hannem i ære/ End jeg vilde med din store gave/ Den Norske Krone bære.
156. Saa lidet det mig gavne kand/ Mine frender de sig monne glæde/ Naar jeg med mine øyens vand/ Mine kinder maa dagligen væde. Men lykken vender sig ofte om.
157. Det stod nu en tid saa rom/ Ja mere end maaneder to/ Her Axel og den jomfru saa from/ De hverken legte eller lo.
158. Der kom Orlig paa det Land/ De fiender vare saa sterke/ Her Haagen Kongens Søn forsand/ Maatte til at prøve Hofverk.
159. Kongen Haagen lod biude alle sine mænd/ Ja baade de læge og lærde/ Her Axel den høyædle Svend/ Lod sig og ikke forfærde.
160. Det var Haagen Kongens søn/ Hand rider i Herrefærd/ Hand biuder i landet hver og en/ Som bære kunde sværd.
161. Hand biuder ud over alt det land/ Saa mangen som sverde kunde bære/ Her Axel den høyædle mand/ Hand skulde hans høviskmand være.
162. Hans skiold var baade hvid og blaa/ Det kiendis i marken vide/ To røde hierter der monne staa/ For æren vilde hand stride.
163. Der de komme i marken ud/ Saae de deres fiender glantze/ Der galt var nød og manddom prud/ Og ikke med fruer at dantze.
164. Her Axel prøver saa stor Hofverk/ Sit fæderneland til fromme/ For hannem falder og Hovsmænd saa sterk/ Hand giør dennem sadelen tomme.
165. Hand slog saa mangen velbiurdig mand/ Hand traade dennem under sin heste/ Hand skaaner ingen med sin haand/ Og helst de ypperste og beste.
166. Hand vog de Herrer af Oppeland/ Som rider de høve heste/ Kong Ammons sønner falt for hans haand/ De Grever og Hertuger beste. Men lykken vender sig ofte om.
167. De pile fløy saa tykke i skar/ Som bønderne de slaar høe/ Haagen Kongens søn blev saar/ Og maatte snarlig døe. Men lykken vender.
168. Der nu Haagen Kongens søn/ Fra hesten monne nedfalde/ Her Axel dend ædle Herre saa skøn/ Hand gav sig der ved med alle.
169. Hør Her Axel Tordsøn ret/ Du hevne tilfulde min død/ Saa fanger du land og rige slet/ Der til og begge voris møe.
170. Tilfulde skal jeg hevne din død/ Saa det skal spørgis til by/ Jeg skoner mig ej for noget stød/ Og aldrig skal jeg fly.
171. Her Axel render i Holen ind/ Hand var saa vred i mode/ Enhver som hannem møtte gesvind/ Den slog hand ned for fode.
172. Da falt alle de sterke mænd/ Som bønderne korn monne høste/ Her Axel den høyædle svend/ Saa mandelig sig monne trøste.
173. Saa lenge verged den Herre sig/ Til hand miste brynien bolde/ Hand stride saa frisk og mandelig/ Til kleven bleve hans skiolde.
174. Hand vergede sig saa mandelig der/ Og monne sig selver trøste/ Indtil saa lenge hans gode sverd/ Det monne i heftet bryste.
175. Ved aften vare de dødelig saar/ Den Herre hand havde i bryste/ I teltet de hannem siden bar/ Saa nødige de hannem miste.
176. Den Herre rand blodet saa stridelig/ For seyeren maatte hand døe/ Det sidste ord hand talde for sig/ Var om hans fæstemøe. Men lykken vender sig ofte om.
177. I siger skøn Valdborrig tusind god nat/ Vor HErre skal for hende raade/ I himmerige vi findis saa brat/ Og sankis saa gladelig baade.
178. Ind da kom den liden smaadreng/ Og stødis hand for bord/ I talen var hand snild og streng/ Hand kunde vel føye sine Ord.
179. Jomfruer aflegger nu silke rød/ Og bærer de hvide lin/ Haagen Kongens søn er nu død/ Og Axel kiere Herre min.
180. Død er Haagen Kongens søn fin/ Hand ligger paa ligebaar/ Det hevne Her Axel Herre min/ Thi fik hand sit bane-saar.
181. Sejeren haver de vunden vist/ All Norrigis land til ære/ Saa mangen bonde haver livet mist/ Og mangen ædelig Herre.
182. Saa saare græd Dronning Malfred skøn/ Det kand hver moder vel vide/ Skøn Valdborrig sørgede og saare i løn/ Sine hænder monne hun vride. Men lykken vender sig ofte om.
183. Hun talde strax til tiener sin/ Bad hynd skulde snarlig være / Du henter mig mit forgylte skriin/ Du maat det strax indbære.
184. I spender graa ganger for karmen rød/ Til kloster vil jeg mig give / Jeg glemmer aldrig Her Axels død/ Saa længe jeg er udi live.
185. Uden før Mariæ Kirkegaard/ Der traadde hun fra sin karm/ Saa sørgelig hun i kirken gaar/ Hun havde baade angist og harm. Men lykken vender sig ofte om.
186. Guldkronen tog hun med sin haand/ Hun satte den paa de steene/ Nu vil jeg aldrig have mand/ Men leve en jomfru alleene.
187. To gange var jeg festens/ Men aldrig brud kunde blive/ Nu vil jeg udi klosteret døe/ Fra verden mig ganske give.
188. De bare frem det forgylte skrin/ Der var udi guld det meeste/ Det skifte hun blant frenderne sin/ Det ypperste og det beste.
189. Hun tog guld og det store halsbaand/ Hvor i de smykker monne henge/ Det gav hun Fru Eskelin paa stand/ Som hende havde elsket saa lenge.
190. Saa tog hun op de store guldbaand/ Der til de bradser brede/ Det gav hun Her Haagen med mund og haand/ Som svor med hende de Eede.
191. Hun tog guld og sølf saa skøn/ Vel hundrede guldringe / Dem gav hun de Hertuge sønner skøn/ Som loven med hende i ginge.
192. Hun gav til kirker og kloster vel/ Og dennem som skulde læse/ For sin og for sin kierestes siæl/ Hun stiftede daglige messe.
193. Hun gav til enker og faderløs børn/ Og dennem som vandrer om føde/ Til sancte Annæ billede skøn/ Gav hun Guldkronen den røde.
194. I træder frem Bisp ærværdig Herre/ I vier mig ind med muld/ Den kloster Orden jeg sværer her/ Jeg haaber i vorder mig huld.
195. Kommer Klage Erkebisp kier/ I vier mig ind for Gud/ Jeg kommer aldrig af klosteret her/ Før jeg bæris død her ud. Men lykken vender sig ofte om.
196. Der vare saa mange Grever bold/ Som baare derved stor harm/ Der de nu kaste det sorte muld/ Over skøn Valdborrigs arm.
197. Nu ganger Valdborrig i klosteret der/ Hun lider saa megen tvang/ Messer hun aldrig forsømmer her/ Ej heller otte-sang.
198. I klosteret mange given er/ Baade møer og høviske kvinder/ Dog ingen saa skøn som Valdborrig kier/ Hvis lige mand ikke kand finde.
199. Bedre er det ej være fød/ End stedse i sorgen leve / Med længsel daglig at æde sit brød/ Og aldrig lystighed prøve.
200. Gud dennem forlader som aarsag er/ At de ej sammen maa være / Som haver hin anden af Hiertet kier/ Og elsker i tukt og ære. Men lykken vender sig ofte om.
Antegnelser.
Dette er en skøn Historiske Vise/ fuld af adskillige dejlige Lærdomme og Indfald / om hvad i Norge skeet er med de tvende forelskte høje Personer/ Axel Tordsen og Valdborg Immersdotter/ i Kejser Henriks den 2. eller 3. Tider/ som det synes; Da ogsaa levede K. Amund Kulbrænder/ og K. Amund Slemme i Sverrig (enddog her er ogsaa et Opland i Norge) Men Axel siges her at have tient i Kejser Henriks gaard. Siden komme begge Frierne/ Hogen Kongens Søn og Axel i Strid med de Oplænder og beholde en blodig Sejervinding/ i det de begge sætte Livet til.
Axel og Valdborg vare ellers/ foruden Slegtskab i Tredie Led/ Gud- eller Daab-Sødskende / og derfor ej maatte ekte hin anden; Men deres Løfte skilles ad/ med at sønderskære et Haandklæde/ og fik hver sit stykke. De siges og begge at væ re af Gilske Æt/ maaskee af K. Harald Gille/ eller en anden tilforn/ om ellers Tiderne skulde komme overens.
Aage siges at være Erkebisp/ kand skee tvært imod deres Tal/ og K. Hagens moder kaldes Malfred/ som baade Dronninger og andre kaldtes saaledis i N. Krøn.
De svore om Dorothe og den hellige Møe/ ja endogsaa paa sverd og hellige læst/ det var Messebøger. See 105 og 129 Sangvers; Men St. Berete skulde raade deres Drømme.
179. De sørgede i hvide Liin/ som endnu. De ofrede Guld til St. Oluf/ en Guldkrone til St. Annæ Billede.
