Der ligger en Ø i Vestersø,
dèr agter en Bonde at bygge;
han fører did baade Høg og Hund,
han bygger op Hus saa trygge.
De vildeste Dyr og Dyrene udi Skoven.
Han fører did baade Hund og Hane,
han agter dèr i Vinter at være;
de vilde Dyr udi vilden Skov
de give fast over hannem Kære.
Han hugger ned Eg, han fælder ned Bøg,
han bygger op Hus saa faste;
det mælte de Trolde, i Bjærget bo:
»Hvi monne den Bonde saa braske?«
Ud saa kom den mindste Trold,
han var ikke større end en Myre:
»Hvi monne den Kristenmand lade saa!
vi skulle ham visselig styre.«
De vare vel syv Hundrede Trolde,
de samled dennem i en Ring:
saa fore de til Bondens Gaard,
dèr vilde de sætte deres Ting.
Det da mælte den liden Trold,
han var baade led og ful:
»Og vi ville fare til Bondens Gaard
og holde med hannem vor Jul.«
Saa højt da gøde den gode Hund,
som Hyrden blæser i Horn;
og saa da galed den gode Hane,
der Bonden havde givet sit Korn.
Den Bonde han ud ad Vinduet saa’,
han saa’ de Trolde saa lede:
»Hjælp nu, Gud Fader i Himmerig!
jeg ræddes for de Trolde deres Vrede.«
Bonden gjorde Kors i hver en Vraa,
og mest over Stuedør:
somme fløj Øster, og somme fløj vester,
og somme fløj langt i Nør.
Somme fløj Øster, og somme fløj vester,
og somme til Norgelands Side,
foruden den allerledeste Trold,
han agted hos Bonden at bide.
Bonden han skikked sit Folk til Bords,
som han var van at gjøre:
Trolden han satte sig ovenfor,
de turde ikke Maden røre.
Først da taled den ledeste Trold,
og saa tog han opaa:
»Bonde! jeg vil din Hustru have,
det væneste, der du aa.«
Bonden han svared det bedste han turde:
»Lad mig min Hustru beholde!
og tag du siden baade Hus og Gaard!
det haver du vel i Volde.«
»Da skal jeg tage baade Elin og dig
og træde eder under min Fod;
saa vil jeg tage dit gode Gods
og sænke det neder i Flod.«
Den Bonde og hans gode Folk
de raadtes ved af stor Nød:
»Bedre er hun ene død og fortabt,
end vi blive alle for ød.«
Op da stod den uselig Bonde,
Herre Gud løse vel hans Vaande!
gav han Eline, Hustru sin,
den lede Trold udi Haande.
Det mælte Eline, Bondens Hustru,
hun fældte saa modige Taar:
»Herre Gud naade mig fattige Kvinde!
min Lykke er mig saa haard.«
Han tog hende listelig i sin Arm,
han minded hende for sin Mund:
og saa blev han den gjæveste Ridder,
der gange maatte paa Grund.
»Hav Tak, du ædelig Bondens Viv!
jeg priser dig, mens jeg maa leve;
vilt du nu have din Bonde eller mig?
jeg vil dig Kaaret give.
Hør det, Eline Bondens Hustru!
og vilt du vorde min Viv:
alt det Guld, i Engelland er,
og det vil jeg dig give.
Jeg var mig saa lidet et Barn,
der mig faldt Moder fraa:
min Stifmoder mig forskabte,
hun gjorde min Lykke saa haard.
Nu vil jeg give Bonde din
baade Guld og Gods og Ære;
saa Mænd véd, Eline Bondens Hustru!
du bliv min Hjærtenskjære!«
Mælte det Bondens væne Hustru,
hun mælte saa brat et Ord:
»Jeg haver mig saa god en Bonde,
som gange maa opaa Jord.
Du ædelig Ridder, du tak din Gud,
som dig haver frelst af Vaade!
og lov du dig en Ridders Barn!
saa leve vi i Freden baade.«
De vildeste Dyr og Dyrene udi Skoven.