Folkeviser

Ridderen og den stolte Jomfru

— Der driver Dug, falder Rim. —

de legte Guldtavel i deres Bur.

Den første Tærning, paa Tavelbord rand,

Hr. Peder tabte, liden Kirstin vand.

Den anden Tærning, paa Tavelbord rand,

den Jomfru tabte, og Ridderen vand.

Han klapped hende ved hviden Kind:

»I mindes, liden Kirstin! nu ere I min!«

Han satte liden Kirstin paa sit Skjød,

saa gav han hende det Guld saa rød.

Liden Kirstin hun drager de røde Guldbaand,

end vrider den Jomfru sin hvide Haand.

»Hvad heller sørger I for Sadel eller Hest?

eller sørger I, for jeg haver eder fæst?«

»Selv haver jeg baade Sadel og Hest,

jeg sørger ikke for, I have mig fæst?«

Men det var mig spaat saa liden en Mø:

den vilde Varulv skulde blive min Død.«

»For den Varulv du bær ingen Fare!

selv skal jeg dig vogte og vare.«

Men det stod saa et Aar omkring:

liden Kirstin blev med saa liden en Kind.

»Hør du, liden Kirstin baade fager og fin!

en Elskovens Vise du kvæd for mig!«

»Jeg er saa trang for Brysten min:

jeg gider ikke sunget saa lystelig.«

»Est du saa trang for Brysten din,

du skynd dig snarlig af Bure min!«

»Jeg tør ikke saa silde gjennem Lunden fare,

den vilde Varulv tager paa mig Vare.«

»Da tag du mit gode Sværd ved Side!

saa frit maat du gjennem Lunden ride.«

Liden Kirstin ganger i Stalde,

hun skaader de Foler alle.«

Hun skaadde den brune, hun skaadde den graa,

den fejerste lagde hun Guldsadelen paa.

Men der hun kom i tykken Ris,

dèr blev hun Graaulven vis.

Og der hun kom til Stætte,

Graaulven dèr hende mødte.

»Min kjære Ulv! bid ikke mig!

min Silkelinde saa giver jeg dig.«

»Mig er ikke om din Silkelind:

jeg kommer snart sjælden i Kirken ind.«

»Graaulven! Graaulven! du bid ikke mig!

alt mit røde Guld giver jeg dig.«

»Min Moder hun var en Ulv saa graa:

hun bar end aldrig det røde Guld paa.«

»O, min kjære Ulv! du bid ikke mig!

min gode Gangere giver jeg dig.«

»Jeg passer ikke paa din Gangere god:

jeg drikker langt heller dit Hjærteblod.«

Liden Kirstin hun var saa snild i Sind:

hun red saa rask under grønne Lind.

Liden Kirstin klavred i Lindetop:

»Graaulv! her hinder du aldrig op!«

Graaulven tog til at tude,

det hørte de Ulve der ude.

Der sankedes sammen en Ulvehær,

de sankedes under det Lindetræ.

De Ulve kaste op Muld med Klo,

til de tinge Linden op med Rod.

Liden Kirstin hun jamred saa saare,

det hørte Hr. Peder til Gaarde.

Liden Kirstin gav saa højt et Hvin,

det hørte Hr. Peder i Bure sin.

Hr. Peder sprang til Ganger rød,

han red saa fast som Fuglen fløg.

Saa fast han red og rendte,

sin gode Ganger han sprængte.

Men der han kom udi Rosenslund,

dèr møder han Ulven med Barnet i Mund.

Hr. Peder han sit Sværd uddrog,

den vilde Varulv han i sønder hóg.

Han fandt ikke af den væne Viv,

uden Silkesærk og blodigt Hviv.

Hr. Peder han var den Død vel værd:

han faldt neder paa sit eget Sværd.

Han satte sit Sværd imod den Jord,

— Der driver Dug, falder Rim. —

og Odden rørte hans Hjærterod.