Herre Karl sidder over sit brede Bord,
og taler han til sine Svende:
»I skulle fly mig den vænest’ Jomfru,
der Solen mon over skinne.«
Imeden jeg rider selver ene.
Op da stode de Dannesvende,
de svared deres Herre saa:
»Hvor skulle vi finde den vænest’ Jomfru,
der Solen skinner paa?«
»Leder I eder i Lande!
og leder I eder i Rige!
I skulle mig den Jomfru fly,
der vel kan være min Lige.«
Bort da rede de Dannesvende
baade over Land og Rige:
de kunde ikke finde den Mø,
dem tykte, kunde være hans Lige.
Hjem da rede de Dannesvende
alt over de grønne Tvede:
dèr fandt de saa skjøn en Jomfru,
hun vogted de Bønder deres Geder.
»Hil sidder I, min skjønne Jomfru,
op under den Lind saa grøn!
hvad for Adel ere I af,
imeden I ere saa skjøn?«
»Hyrden er min Fader,
han vogter det Fæ under Lide;
og selv da hedder jeg Kragelille,
alt om I ville det vide.
Hyrden er min Fader,
han vogter det Fæ i Mose;
og selv da hedder jeg Kragelille,
mit Navn tør jeg ikke rose.«
Revne saa vare hendes Klæder,
og alle i Stykker smaa;
men Haar havde hun som spundet Guld,
imellem hendes Hærder laa.
Hendes Hals var hvid som Hermelin,
hendes Kind var rosensrød;
det undred alle de danske Hovmænd,
det hun skulde lide den Nød.
Hjem da rede de Dannesvende,
de monne deres Herre sige:
»Vi kunde ikke finde den Mø,
der vel maatte være eders Lige.
Men love I os, vor ædelig Herre!
at gjøre os ingen Men:
da vise vi eder den vænest’ Jomfru,
der Solen over sken.«
»Det hun haver ikke Slot eller Fæste,
og heller hun er ikke rig:
ere hun dannis og dydelig
da maa hun være min Lig’.«
»Vi rede over de Enge
og over de grønne Tvede:
dèr funde vi den skjønne Jomfru,
hun vogted de Bønder deres Geder.
Hyrden er hendes Fader,
han vogter det Fæ i Mose,
og selv da hedder hun Kragelille,
sit Navn tør hun ikke rose.
Revne saa vare hendes Klæder,
og alle i Stykker smaa,
men Haar havde hun som spundet Guld,
imellem hendes Hærder laa.
Hendes Hals var hvid som Hermelin,
hendes Kind var rosensrød:
det maatte vel undre hver Dannemand
det hun skulde lide den Nød.«
»Da slaar I over hende Silke!
sætter hende paa Ganger rød!
saa fører I hende til Axelborg,
og lader mig se den Mø!«
Bort da rede de Dannesvende
alt over de grønne Tvede:
de rede til hende Kragelille,
hun gik og vogted de Geder.
De sloge over hende Silke,
satte hende paa Ganger rød;
det vil jeg for Sanden sige,
hun var den allervæneste Mø.
Saa førte de hende til Axelborg,
sloge over hende Skarlagenskind,
saa fulgte de hende i Højeloft
for unge Hr. Karl og ind.
Det da var den skjønne Jomfru,
hun ind ad Døren tren;
og det var ungen Herre Karl,
han stander hende op igjen.
Det var ungen Herre Karl,
han klapper paa Hynde blaa:
»I kommer, min skjønne Jomfru,
og hviler eder her paa!
I siger mig nu, min skjønne Jomfru,
I siger mig det i Løn:
hvad for Adel ere I af,
imeden I ere saa skjøn?«
»Kong Sivard hedde min Fader,
han døde i Ormegaard:
Fru Brynild hedde min Moder,
selv hedder jeg Adelraad.
Jeg var mig end saa liden
og end saa liden en Maar:
de Bønder sloge min Fader ihjel,
kaste hannem i Ormegaard.
Min Moder blev ud af Landet ført,
jeg véd ikke, om hun er død;
siden haver jeg hos de Bønder været,
og de have mig opfødt.«
Mælte det ungen Herre Karl,
klapped hende ved hviden Kind:
»I skulle hverken sørge eller kvide,
I ere Allerkjæreste min.
Vil Gud Fader i Himmerig
give mig dertil Evne,
da skal jeg inden Maanedsdag
eder over de Bønder hævne.«
»Vil I mig over de Bønder hævne,
det er mig ikke imod;
I skaaner dog Bondens Hustru!
hun var mig altid god.
Vil I mig over de Bønder hævne,
som sloge min Fader til Døde:
I skaaner dog Bondens Hustru!
som mig gav Klæde og Føde.«
Frem gik Jomfru Adelraad,
gav unge Herre Karl sin Tro;
det skete end før Maanedsdag,
han lod deres Bryllup bo.
Det var ungen Herre Karl,
tog hende udi sin Favn:
»Alt det Gods, vi avle maa,
det gaar os baade til Gavn.«
meden jeg rider selver ene.