Stolt Signildlilles Brødre de toge paa Hand,
de gifte deres Søster til fremmede Land.
Hun fælded saa modige Taare.
De gifte hende bort, den væne Mø,
de gave hende over saa bred en Sø.
De gifte hende bort i fremmede Land,
de gave hende sin Faders Bane i Hand.
De loved til hende at komme
og hver en signede Sommer.
Men det stod saa i otte Aar,
stolt Signild hun aldrig sine Brødre saa’.
Stolt Signild lader brygge og blande Vin,
hun byder sine Brødre hjem til sin.
Saa hjærtelig lo da Hr. Lovmaar,
han lo ikke før i otte Aar.
Stolt Signildlil stander i Lofte,
og ser hun ud saa ofte.
Og ser hun ud saa vide,
hun ser sine Brødre ride.
Stolt Signildlil svøber sig Hoved i Skind,
hun gaar i Loft for Hr. Lovmaar ind.
»Min Herre! om det saa nu vare,
det mine Brødre kom here?« —
»Da vilde jeg gjøre mod Brødre dine,
som de vare alle Sønner mine.«
Hr. Lovmaar han tog da til at le,
den haarde Mur den revned derved,
Mælte det Barn, i Vuggen laa,
det talte aldrig før end daa:
»Det er ej for det gode,
min Fader ler ad min Moder.«
Det led fast ad Aftenmaal,
de Herrer skulde til Borde gaa.
Hr. Lovmaar satte hun op til Bord,
sine Brødre satte hun for paa Stol.
Hr. Lovmaar skjænked hun klaren Vin,
sød Mælk skjænked hun for Brødre sin’.
De vidste ej andet, end Hr. Lovmaar druk’,
da slog han det under den Bænkestok.
Stolt Signild gaar sig til Senge,
at rede under raske Drenge.
Hun redte dem Senge paa Stene,
hun vilde dem Søvnen formene.
Hun lagde ved deres Side
deres Sværd og hvasse Knive.
Det lakked fast ad Aftenmaal,
da monne alle til Senge gaa.
Den første Søvn, stolt Signelil fik,
Hr. Lovmaar af hendes Arme gik.
Hr. Lovmaar gik sig til Halle,
han vog hendes Brødre alle.
Han gik sig til Senge,
han vog de raske Drenge.
Han drog ud baade Sværd og Kniv,
han skilte dem alle ved deres Liv.
Hr. Lovmaar han tog det Dyreshorn,
han lod deri det varme Blod.
Saa tog han det Brødreblod,
han bar ind for stolt Signild god.
Hr. Lovmaar ind ad Døren tren,
stolt Signild falmer i Rosenskind.
»Siger mig, Hr. Lovmaar, kjær Herre min!
hvor haver I været om Nattetid?«
»Jeg var mig ude paa Hælde,
som jeg hørte de Høge gjælde.«
»Saa længe snakker du om Høge dine:
Herre Gud naade vel Brødre mine!«
»Du drik nu, drik, stolt Signild god!
du drik af dine Brødres Blod!«
»Saa lidet skjøtter jeg om Brødre mine,
mens jeg haver eder, min Herre, i Live.« —
Det stod saa udi otte Aar,
Hr. Lovmaar aldrig sine Sønner saa’.
Hr. Lovmaar lader brygge og blande Vin,
han byder sine syv Sønner hjem til sin.
Hr. Lovmaar stander i Højeloftssvale,
han hørte sine Sønner i Gaarden tale.
Hr. Lovmaar han svøber sig Hoved i Skind,
han ganger i Loft for stolt Signild ind.
»Stolt Signild! om det nu saa vare,
det mine syv Sønner kom here?« —
»Da vilde jeg gjøre mod Sønner dine,
som de vare alle Brødre mine.«
Hun satte Hr Lovmaars Sønner til Bords,
hun skjænked dem Mjød i dyren Skaal.
Hr. Lovmaar drak Vin og Mjød hin klare,
han tog saa lidet sit Liv til Vare.
Stolt Signild gaar sig til Senge,
at rede under raske Drenge.
Hun redte deres Senge paa Dune,
hun vilde dem Søvnen vel unde.
Hun redte deres Senge paa Bolstre blaa,
end skrev hun der Søvneruner paa.
Den første Søvn, Hr. Lovmaar fik,
stolt Signild af hans Arme gik.
Hun gik sig til Stokke,
som Sværde stod i Flokke.
Stolt Signild gaar sig til Halle,
Hr. Lovmaars syv Sønner hun kvalde.
Saa tog hun dem i gulen Lok,
hun vog dem over den Sengestok.
Saa tog hun deres Hjærteblod,
og det lod hun i Dyreshorn.
»Vaager op, vaager op, min Herre god!
I drikker af eders syv Sønners Blod!«
»Alt skulde jeg være fuld saare tørst,
om jeg skulde have til Blodet Lyst.«
Hr. Lovmaar greb efter sin brune Brand,
stolt Signild havde bundet ham Fod og Hand.
»Hold op, stolt Signild, du hug ikke mig!
ret aldrig da vil jeg svige dig.«
»Mig tykte, der var stor Svig i dig,
den Tid du vogst min Fader fra mig.
Først togst du min Fader af Liv,
og saa mine raske Brødre syv.
Saa vist skal jeg nu hævne’t paa dig,
som du haver slaget dem alle fra mig.«
Stolt Signelil drog Kniv af Ærme rød,
saa slog hun Hr. Lovmaar til sin Død.
Mælte det Barn, i Vuggen laa:
»Jeg hævner det, om jeg leve maa.«
Hun stødte til Vuggen med sin Fod,
det Barnet rulled der ud paa Jord.
»Du est af det samme Blod,
jeg véd, du bliver mig aldrig god.«
Saa tog hun det lidet Nap,
hun brød dets Hoved mod Sengeknap.
Og al den Nat hun vaagede,
de Jordeklæder hun magede.
»Nu haver jeg vejet Mand for Mand,
nu vil jeg hjem til min Moders Land.«
Hun fælded saa modige Taare.