Folkeviser

Sivard han haver en Fole,

      den er saa spag:

han tog stolt Brynild af Glarbjærget

      om lysen Dag.

Han tog stolt Brynild af Glarbjærget

      om lysen Dag:

han gav hende Helled Haagen

      for Stalbroderlag.

Det var Sivard Snarensvend,

red sig under Ø,

fæste han stolten Signildlil,

saa væn en Mø.

Stolten Brynild og stolten Signild,

        de Jomfruer to,

de ginge dennem til Strande,

        deres Silke at to.

»Hør du det, stolten Signildlil,

        kjære Søster min!

hvor fikst du den røde Guldring

        paa Finger din?«

»Saa fik jeg den røde Guldring

        paa Finger min:

den gav mig Sivard Snarensvend,

        kjær Fæstemand min.

Den gav mig Sivard Snarensvend,

        i Fæstensgave;

men dig gav han Helled Haagen

        for Stalbroderlag.«

Det første stolten Brynild

        den Tidend fraa,

da gik hun sig i Højeloft,

        og syg hun laa.

Stolt Brynild ganger i Højeloft,

        og syg hun laa;

alt ganger han Helled Haagen

        hende til og fraa.

»Hør du, stolten Brynildlil,

        Allerkjæreste min!

og védst du ingen gode Raad

        til Sygdom din?

Er der nu noget i Verden til,

        du Bod kan af faa:

skulde det koste alt mit røde Guld,

        du skalt det naa.«

»Der er slet intet i Verden til,

        kan raade mig Bod,

foruden Sivard Snarensvend

        hans Hjærteblod.

Der er slet intet i Verden til,

        min Hu leger paa:

foruden jeg kunde Sivards Hoved

        i Hænde faa.«

»Hvor skulde jeg Sivard Snarensvend

        hans Hoved faa!

hans Hals er haard som bianken Jærn,

        der bider intet paa.

Det Sværd er ikke i al Verden til,

        hannem bider paa,

foruden hans eget det gode Sværd,

        det kan jeg ikke faa.«

»Da ganger I eder i Højeloft

        for Sivard ind!

beder hannem laane eder sit gode Sværd

        for Ære sin!

Beder hannem laane eder sit gode Sværd

        for Ære sin!

I siger: jeg har lovet et Dystered

        for Kjæreste min.

Første han fanger eder det gode Sværd

        af Hand fra sig:

jeg beder eder for den volde Gud,

        I glemmer ikke mig!«

Det var ham Helled Haagen,

        svøber sig i Skind,

saa ganger han sig i Højeloft

        for Sivard ind.

»Her sidder du, Sivard Snarensvend,

        kjær Stalbroder min!

vilt du laane mig dit gode Sværd

        for Ære din?

Vilt du laane mig dit gode Sværd

        for Ære din?

jeg haver mig lovet et Dystered

        for Kjæreste min.«

»Og laaner jeg dig mit gode Sværd,

        hedder Adelring:

ret aldrig kommer du i den Strid,

        du skalt jo vinde.

Mit gode Sværd, hedder Adelring,

        skalt du vel faa;

men vogt dig vel for de blodige Taar,

        under Hjaltet staa!

Du vogt dig for de blodige Taar,

        de ere saa rød:

og rinde de neder ad Finger dine,

        da bliver du død.«

Det var ham Sivard Snarensvend,

        var Stalbroder tro:

laante han bort sit gode Sværd,

        sig selv til Uro.

Det var da Helled Haagen,

        det Sværd uddrog:

og det var Sivard, hans kjære Stalbroder,

        der han da vog.

Saa tog han det blodige Hoved

        under Skarlagenskind,

saa bar han det i Højeloft

        for stolt Brynild ind.

»Her haver du det blodige Hoved,

        du efter mon traa;

for din Skyld har jeg vejet min gode Stalbroder,

        det angrer mig saa.«

»Tager I bort det blodige Hoved!

        lad mig det ikke se!

for vist havde jeg ham kjærer’ end I,

        dog jeg voldte ham Ve.«

Det var da Helled Haagen,

        sit Sværd uddrog:

og det var hende stolt Brynildlil,

        han i Midje vog.

»Nu haver jeg vejet min gode Stalbroder

        og min skjønne Jomfru;

end skal jeg veje den tredje til,

        det har jeg i Hu.«

Satte han det gyldne Hjalte

        imod en Sten:

raadte da Odden af Sivards Sværd

        hans Hjærte Men.

Det var alt saa ilde,

        Den Jomfru blev fød,

der to saa ædelig Kongens Børn

        skulde blive for ød.