Valdemar sejler sig under Ø,
med Raade
fæste liden Soffi, saa væn en Mø.
Konning Valdemar lover dem baade.
"Og hør du nu det, Tove min:
hvor vel under du Soffilin?"
"Jeg under saa liden Soffi
som Sønne min Kristoffer.
Jeg giver hende Ganger graa,
Dronningenavn skal hun og faa."
"Og hør du det nu, Soffilin:
Hvor vel under du Tove min?"
"Saa vel under jeg Tove
som vilden Ulv i Skove.
Jeg giver hende Gaarde tre:
Brænde hun op med alle de!"
Soffi taler til liden Smaadreng:
"Du hente Tovelille for mig ind!"
Saa var Tove til Færden fus,
hun klædte sig om Nat ved Kerteljus.
Hun klædte sig i Kjortel blaa,
med hver en Søm det røde Guld laa.
Hun drog i en Silkesærk,
var elleve Møer deres Haandeværk.
Aksler hun sig i Skarlagenskind,
saa gik hun for Dronningen ind.
"Hvad heller vil du med Valdemar tale,
eller vil du med mig i Badstue fare."
Langt heller vil jeg med Valdemar tale,
end jeg vil med dig i Badstue fare."
Soffi hun var i Hænder stind:
hun skød Tove i Badstuen ind.
Hun lod hede Ovnen saa,
ikke kunde Tovelille Aande faa.
"Kristoffer, Sønne min, hjælp du mig!
Soffi hun vil kvæle mig!"
"Hvor skulde jeg kunde hjælpe dig!
tolv Mænd i Brynje holder paa mig!"
Mælte det Valdemar i Mandeskare:
"Hvi mon Tove ikke til Aftensang fare?"
Svared det Soffi rød som Blod:
"Din Tove er vorden badstuemod."
"Vist skal jeg Soffi lønne dig:
du skal aldrig komme i Seng med mig!
Bedre var Tove med én Ko,
end du er, Soffi med dine femten Bo.
Bedre var Tove i sin Silkesærk,
end du er, Soffi, med dit gyldne Værk.
Bedre er liden Tove, naar hun er død,
end du er, Soffi, med dit Guld saa rød."
Leden var lang, og Vejen var trang,
med Raade
selv gik Valdemar under Baarestang.
Konning Valdemar lover dem baade.