I Bure sidder hun Hille,
Min Sorg ved inge uden Gud
hun syr sin Søm saa vilde.
Og den lever aldrig til, jeg maa forklage min Sorg.
Det syed hun med Silke,
som hun med Guld skulle virke.
Og det syed hun med Gulde,
som hun med Silke skulde.
Der gik det Bud for Dronningen ind:
"Saa ilde syr Hillelil Sømmen sin."
Dronningen svøber sig Hoved i Skind,
saa gaar hun i Loft for Hillelil ind.
"Hør du det Hillelille:
hvi syr du dine Sømme saa vilde?
Ligesaa syr du dine Sømme
som den, sin Glæde monne glemme."
"Min naadige Frue, sidder hos mig:
al min Sorrig jeg siger for dig.
Min Fader havde en Kongevold,
min Moder hun var en Dronning bold.
Min Fader lod mig saa herlig sømme:
tolv Riddere skulde mig vogte og gemme.
Siden lod jeg mig lokke:
en Ridder ud af den Flokke.
Han hed Hertug Hildebrand,
Kongens Søn af Engeland.
Saa lagde vi Guld paa Gangere to,
den tredje han red jeg selver paa.
Saa kom vi om Kvælde,
der som vi lyste at dvæle.
Om Natten kom der Slag paa Dør,
mine syv Brødre var der for.
Hildebrand klapped mig ved hviden Kind:
"Nævner ikke mit Navn, Allerkæreste min!
I-naar du ser mig bløde,
du nævn mig ikke til Døde."
Hildebrand ud af Døren løb,
sit gode Sværd han for sig skød.
Han hug i den første Flok
mine syv Brødre med gule Lok.
Han hug i den anden Skare
mine elleve Svogre og min Fader.
"Stiller eder, stiller eder, Hildebrand!
I stiller eder i Vorherres Navn!
I lade min yngste Broder leve,
han kan min Moder de Tidender føre!"
Næppe var de Ord udtalt:
med atten saar han til Jorden faldt.
Min Broder tog mig ved hviden Haand,
saa bandt han mig med sit Sadelbaand.
Han tog mig i gule Lok,
han bandt mig ved sin Sadelknap.
Aldrig var der saa dyb en Dam,
min Broders Hest jo over Svam.
Aldrig var der saa liden en Rod,
den stod jo i Blodet af min Fod.
Der kom han til Borgeled,
min sorrigfuld Moder hun stod derved.
Min Broder vilde mig kvæle,
min Moder vilde mig sælge.
De solgte mig for en Klokke,
den hænger i Mari Kirke.
Den første Lyd, der Klokken fik,
min Moders Hjærte sønder gik."
Før hun fik udsagt sin Angst og Harm,
da sad hun død i Dronningens Arm.
Før hun fik udsagt sin Sorrig og Kvide,
min Sorg ved ingen uden Gud
da laa hun død ved Dronningens Side.
Og den lever aldrig til, jeg maa forklage min Sorg.