Alle smaa Fugle, i Skoven ere,
de give paa Høgen stor Klage:
han river af dem baade Fjer og Dun,
han vil dem af Skoven jage.
Men Ørnen han bygger i Fjældet ud.
Saa fløge de sammen i Egetop,
de lagde deres Raad paa ny:
hvorledes de kunde en Fuglekonning faa,
dennem kunde fra Høgen fri.
Frem da traadte den søllige Krage,
hun var saa sorrigfuld:
»Kejse vi os den gamle Ørn!
jeg haaber, han vorder os huld.«
Til svared alle de andre smaa Fugle,
de svarede Ja dertil:
»Nu er Ørnen Fuglekonning,
saa længe som Gud han vil.«
Dertil da svared den stolte Høg:
»Vi stede det ingenlunde;
og skal den Ørn være Fuglekonning,
han lægger os øde i Grunde.«
Det da spurgte den gamle Ørn,
han blev saa vred udi Hov:
saa slog han til den stolte Høg
alt med sin skarpe Klo.
Derved da glædtes de andre smaa Fugle,
og sunge hver med sin Stemme;
i Lunden var Fryd og Fuglesang,
alt dèr, som Ørnen var hjemme.
Sammen da sankes de Høgehære,
de skjule baade Skov og Kjær:
»Vi ville os til Lunden fare
og gjøre den Ørn et Blær.«
Det da hørte den simple Due,
hun fløj til Ørnen og sa’de:
»Nu da komme de Høgehære,
de agte at gjøre dig Skade.«
Det da svared den gamle Ørn,
saa baade hans Øjen de runde:
»Saa mange Mus de bide en Kat,
thi maa jeg rømme af Lunde.«
Bort da fløj den gamle Ørn
alt med sine Unger smaa;
de andre smaa Fugle de bleve da vilde,
de vidste dennem ingen Raad.
Nu sidder Høgen i Egetop
og breder ud med sine Vinge:
de andre smaa Fugle, i Skoven ere,
han monne saa jammerlig tvinge.
Nu sidder Kragen paa bare Kvist,
og svælter hun over sin Klo;
Uglen skjuler sig i Elletrunte,
jeg venter, hun haver Uro.
Viben hun løber i Agerren
alt med sin høje Top:
Høgen han kommer der flyvende frem,
han tager og æder hende op.
Nu sidde alle de andre smaa Fugle,
de tie saa kvær som Sten;
de have nu mist deres dejlige Sang,
naar Gud vil, fange de den igjen.
Nu er der Sorrig udi Lunde,
som før var Fuglesang;
de fattig’ smaa Fugle, dennem ynkes mig,
for Tiden gjøres dennem saa lang,
Hunden ligger under Bordet og sover,
og Ræven i Gaasesti;
naar Herre Gud vil, da vaagner han op,
sine fattige Gæs at fri.
Katten han ligger i Gaarden syg,
og hver Mand vil hannem hade;
Musen raader selv i fattig Kones Pose,
han gjør hende fuld stor Skade.
Gud han da hjælpe den fattige Ørn,
som flyver over vilden Hede!
han véd sig hverken Led eller Ly,
hvor han tør bygge sin Rede.
Men Ørnen han bygger i Fjældel ud.