Jeg véd, hvor en Skov han stander,
han stander dèr ude ved Fjord:
dèr gror inde de fejerste Træ,
der runde af Rode paa Jord.
Maatte jeg en med de allervæneste fange!
Dér gror inde de fejerste Træ,
man kalder dem Siljer og Linde;
dèr spiller inde de ædelig Dyr,
man kalder dem Hjorte og Hinde.
Dér spiller inde baade Hjort og Hind
og andre smaa Dyr saa skjønne;
dèr sjunger og liden Nattergal
udi de Lunde saa grønne.
Hr. Nilavs han tjener i Kongens Gaard,
han er en Ridder saa skjøn:
han sørger saa saare baade Dag og Nat,
den Sorrig bær han udi Løn.
Den liden Mø, der han haver kjær,
han kan hende ingen Steder finde:
hendes Stifmoder haver hende forskabt
paa Skov mellem Hjorte og Hinde.
Det var Nilavs Erlandsen,
som Dyren var van at bede:
han lader sin Ganger med røde Guld sko,
han rider i Lunden at lede.
Hr. Nilavs tager Buen i sin Haand,
han rider saa vide i Skove:
ser han dèr saa liden en Hind,
der Guld bær over sine Bove.
Han satte Snaren op til det Træ,
som Dyret var van at gange:
han sad dèr i Dage, han sad dèr i to,
han kunde det ikke fange.
Han satte Snarer i hver den Vraa,
som Hinden var van at fare;
den liden Hind var saa vár om sig,
hun vilde ikke lade sig snare.
Hr. Nilavs sad dèr i Dage to
den tredje ad Aftenstide;
saa red han sig saa sørgendes
op under de grønne Lide.
Der kom spillende saa liden en Hind
for Ridderens Sadelbue:
hun skød af sig sin Hindeham,
hun blev saa skjøn en Jomfrue.
Han tog hende listelig i sin Arm,
kalded hende sin Hjærtenskjære:
»Lovet være Gud Fader i Himmerig,
jeg haver eder fundet here!
I haver ingen Terne,
og jeg haver ingen Dreng:
bryde vi neder de Lindeløv,
vi rede vores Brudeseng!«
Det da var den skjønne Jomfru,
satte sig i Sengen ned;
men det var ham Nilavs Erlandsen,
han sovned saa brat derved.
I den samme første Søvn,
der Herre Nilavs fik,
det da var den skjønne Jomfru,
hun af hans Arme gik.
Det da mælte den skjønne Jomfru,
og hende rand Taar af Braa:
»Det da volder min Stifmoder,
hun kaste dig Søvnen paa.«
Hun lagde paa hans Hovedgærd
Ringen af Guld det røde:
»Raade Gud Fader i Himmerig,
naar du skalt mig atter møde!«
Hun lagde paa hans Hovedgærd
røde Guldringe tre:
»Raade Gud Fader i Himmerig,
naar du skalt mig atter se!«
Saa saare da græd den skjønne Jomfru,
alt for han Søvnen fik;
end græd hun halve mere,
da hun i Hindeham gik.
Ikke vaagned Nilavs Erlandsen,
før Solen sken over Lide:
borte da var den skjønne Jomfru,
som hvilede ved hans Side.
Det var ham Nilavs Erlandsen,
han vaagned og om sig saa’:
borte da var den skjønne Jomfru,
som i hans Arme laa.
Fandt han paa sit Hovedgærd,
dèr laa Guldringene røde:
hver den Dag, han paa dem saa’,
det var ham til Angest og Møde.
Mælte det Nilavs Erlandsen,
han stander for Strøm hin stride:
»Skal jeg nu sænke mig neder i Flod,
eller til min Moder ride?
Sænker jeg mig i salten Sø
og ganger ad Helved hen,
saa saare da sørger Moder min,
end spotte mig Kongens Mænd.«
Maatte jeg en med de allervæneste fange!
Det var i fulde Vinter fem,
han ligger i Helletraa;
det da var hans kjære Moder,
hun ganger hannem til og fraa.
Hvor vinder den Svend sin Jomfru?
Det da var hans kjære Moder,
hun ganger hannem til og fraa:
»Er der nogen i Verden til,
der din Hu leger paa?
Er der nogen i Verden til,
der din Hu leger paa:
vare det Kongens Datter selv,
vel skulde du hende faa»«
»Saa lidet agter jeg om Kongens Datter,
dog hun er væn til Skue;
alt var det fagrere Rosensblad,
jeg havde mig udi Hue.«
Ind da kom den liden Smaasvend,
og siger han Tidende fraa:
»Nu spiller den Hind i Rosenslund,
Hr. Nilavses Hu leger paa.«
Det var Nilavs Erlandsen,
lader sadle Ganger rød:
saa rider han i Rosenslund
alt faster’ end Fuglen fløg.
Ser han dèr den vildene Hind,
der spiller med Guld over Bove;
efter rider Nilavs Erlandsen,
han løser sine Mynder af Tove.
Løste han sine Mynder syv,
selv red han den Hind saa nær:
den Hind vilde ikke for hannem fly,
for den havde Ridderen kjær.
De Hunde traadte den Hind saa nær,
hun maatte for dem hen fly:
saa fór hun sig i Fugleham,
hun fløj saa højt ved Sky.
Hun skød af sig den Hindeham,
hun skob sig i Fuglelige:
Hr. Nilavs han holdt og saa’ derpaa,
saa saare monne han sig give.
Neder fløj favren liden Falk,
satte sig i Lindegren:
Hr. Nilavs han stod der neden fore,
hannem tykte det være stor Men.
Satte han Snare paa hver den Sti,
som Fuglen var van at gange:
den Falk var i sin Øjen saa snar,
han kunde hende ikke fange.
Satte han Snare i alle de Træ,
som Fuglen var van at være:
den Falk var i sin Øjen saa snar,
han maatte hende dog ombære.
Det var Nilavs Erlandsen,
saa saare da monne han lange:
dèr var han i Dage tre,
han kunde ikke Falken fange.
Han tog Øxen i sin Haand,
han vilde det Træ nedfælde:
dèr kom den Svend, der Skoven aatte,
han stak sit Skjold imelle.
»Hugger du neder min Fæderneskov,
og gjør du mig det Vælde:
jeg lover dig, Nilavs Erlandsen!
du skalt det saa dyre undgjælde.
Hugger du neder min Fæderneskov
og lægger mit Fæderne øde:
da skal jeg lade skrive dig det Brev,
som tvinge skal dig til Døde.«
Jeg yil ikke hugge neder din Fæderneskov,
ikke lægge dit Fæderne øde;
du lad mig kun hugge det enlige Træ!
du lad mig have den Møde!
Du lad mig kun hugge den enlige Træ!
og gjør du mig for ingen Møde!
fanger jeg ikke den liden Fugl,
den Sorrig tvinger mig til Døde.«
»Sæt dig neder og tal med mig!
der bliver end bedre Raad:
du fanger ikke af vildene Fugl,
uden hun fanger blodige Braad.«
Han skar Braden af sit Bryst,
hængte den paa Lindekviste:
hun skaged med Vinger, hun lod vel om,
fuld nødig den Brad hun miste.
Ned fløj favren liden Falk,
og satte hun sig paa Tue:
der hun havde smagt den blodige Brad,
da stod hun en stolt Jomfrue.
Den Jomfru stander under Lindegren
i Silkesærken rød:
Hr. Nilavs tog hende i sin Arm,
de klaged hverandre deres Nød.
Jomfruen under Linden stod,
slog ud sit fagre Haar:
hendes syv Møer kom gangendes did,
som førre vare Ulve graa.
Saa glade vare alle hendes Møer,
de saa’ den væne Mø:
»I takker hannem, Allerkjæreste min,
os alle haver frelst af Nød!
I haver Tak, Allerkjæreste min,
for eders vilde Brade!
alle de Dage, jeg leve maa,
jeg vil eder aldrig forlade.«
Den Ridder han tog den Jomfru i Arm,
klapped hende ved hviden Kind:
»Sig mig nu, Allerkjæreste min!
hvem voldte Sorrigen din?«
»Jeg var mig saa lidet et Barn,
min Moder hun faldt mig fraa;
min Fader han red sig op ad Land,
fæste sig en anden Jomfru.
Min Fader han red sig op ad Land,
at bede sig Brud saa bold;
det duer ikke Sanden at dølge:
han bad saa ledt et Trold.
Den første Nat, de sammen sov,
da var hun mig Moder blide;
den anden Dag, der efter kom,
hun var mig Stifmoder stride.
Jeg sad over min Faders Bord,
jeg legte med Rose og Lilje:
min Stifmoder bar dèr Avind ved,
det var ikke med hendes Vilje.
Jeg sad over min Faders Bord,
jeg legte med Rakke og Finde:
min Stifmoder kom dèr gangendes ind,
min Lykke vilde hun forvende.
Det fortrød min Stifmoder strid,
Gud gjorde mine Lykke saa blide:
hun skabte mig til saa skarpt et Sværd,
hun bad mig fare saa vide.
Hun skabte mig til saa skarpt et Sværd,
hun bad mig fare en Ufærd:
men Ridder og Svende de havde mig kjær,
den Ære var jeg vel værd.
Om Dagen hang jeg ved Ridderens Side,
jeg hang den Herre saa nær;
om Natten sov jeg under Ridderens Hoved,
for han havde mig saa kjær.
Det fortrød min Stifmoder strid,
Gud gjorde mine Lykke saa blide:
hun skabte mig til saa liden en Sax,
hun bad mig fare saa vide.
Om Dagen var jeg i Jomfruens Haand,
jeg skar det hvide Lin;
om Natten sov jeg i Jomfruens Bur
udi hendes forgyldene Skrin.
Det fortrød min Stifmoder strid,
Gud gjorde mine Lykke saa blide:
hun skabte mig til saa liden en Hind,
hun bad mig fare saa vide.
Saa skob hun mig til en liden Hind,
hun bad mig ad Skoven løbe;
og mine syv Møer i Ulvelige,
hun bad, de skulde mig rive.
Mine Møer havde mig alle saa kjær,
de vilde mig ikke slide;
min Stifmoder det saa saare fortrød,
at jeg havde Skæbne saa blide.
Der I havde fanget over mig Vold,
op under de grønne Lide,
end kaste hun eder da Søvnen paa,
os baade til Harm og Kvide.
Men haver nu Tak, Allerkjæreste min!
I have mig løst af Harm:
I skulle nu aldrig Søvnen sove,
uden i min hvide Arm.
I haver nu Tak, Allerkjæreste min!
I have mig løst af Kvide:
I skulle nu aldrig Søvnen sove,
uden ved min hvide Side.«
Saa vinder den Svend sin Jomfru.