Visdoms-Oraklet
(Oversat.)
(Oversat.)
Ubegribelige,
selv lidet begribende død’lige Slægt!
Adspredt over uend’lige Jord,
uend’lig for Dig,
men Skyggen kun af et Punkt
for den, som er det Uend’lige selv!
Du kommer, veed ikke hvorfra!
Du gaaer, veed ikke hvorhen!
— Enkelt Din Viden kun er og Arbeid Din Daad. —
Over Dig Sole, Planeter sig snoe
i evige Ungdom;
de gaae, og de komme, og kiende der’ Tiid;
Men Du — udød’lig i Arten,
lever kun hen i Din Art,
og finder nyt Middel
at undgaae Alder og Død!
Modnende stedse Opløsning imøde,
i kraftfulde Liv
bærer Du Dødens gnavende Orm!
Over Dig hen
Nødvendighed vandrer sin jernfaste Gang!
Paa Diamants-Rokken
en uigienkaldelig Skiebnes Traader den spinder,
og leder det Hele ved evige Snorer!
Men Du! — Hen over Din pyntede Grav
og blomsterbedækte Ruiner,
Du nyder flygtige Dage,
Øieblik, enkelte Aandpust af Tiid,
Øieblik, fulde af Møie og Nød,
som Du Dig stundum med Tvivl,
stundum med Angest og Sorg,
med Daarskab og Laster forbittrer!
Af alle den grøntklædte Jordens Beboere
Du ene af Skaberen fik
et Blik i det Kommende frem,
Tilbageblik i det Forgangne;
og mellem tvende Verd’ner,
den synlig’ og usynlige,
Du staaer!
Men Skumring blot er al Din Udsigt,
og enkelte af Morgenrødens Straaler
langt borte, i det Fierne, svømme.
En Halvgud ei fordrist Dig til at være,
ei heller ganske sænk Dit Blik til Jorden ned!
Nysgierrigheden,
med de forvovne Vinger, svæver
ustraffet ei hen over Synets Kreds,
naar den, forglemmende sit Baand,
hengiver sig paa tøileløse vilde Flugt! —
Men trægt, og blot til Jorden bundet,
uden fyrig Ild,
ei efterstræbende det Høiere,
holdt Mennesket kun op et Menneske at være! —
Jeg hørte Mangen Spørgsmaal giøre
til Viisdommens Orakel.
Aartusinde de spurgte,
Aartusinde de streed om Svaret paa:
”hvad kan jeg vide, troe og gierre?”
Hvo er da Viisdommens Orakel vel?
Jeg Klipperne vil klavrende bestige,
om Torne, Klipper end mig Veien spærred’!
Jeg giennem Torne, Klipper vil
den steile Gang opad,
hvor at Oraklets Bækk’ner skingre,
og Viisdoms Kundskab mig
af viet Præst forkyndes. — — —
I Lundens Dunkle ei,
ei over klipperige Bierge,
hvor magiske Fortryllelses-Gestalter
omsvæve Dig:
i Dig, o Menneske, er Viisdommens Orakel!
Dig selv Du høre!
Du nyde og Du lide!
Taal og undvær!
Elsk, haab, og troe!
Søg ei den Evige!
Du maatte desto mindre finde ham,
ja, maaskee tabe ham, imens Du søgte!
Troe ham!
han er Dig nær, omkring Dig, hos Dig, i Dig!
og Kierlighed, hans skiønne Datter,
samt hendes Søster Haabet,
gav han til Brud og til Ledsagerinde Dig!
— Naturen ham for Dig lovsynger,
dens fyrigste Psalme er Stjernehimmelens Gang!
Lidet at vide, ham at tilbede,
det være Din Viisdom!
saa godt Du kan, søg ham ved Kierlighed at ligne!
tilkiæmp Dig Dyden!
Med Sveed dens Bane vædet har
den Evige,
og henlagt meget Arbeid for den.
Men! — bød end ei den os Usynlige,
alligevel blev Pligt for Dig
Fuldkommenhedens Lov!
hiin evig uforanderlige,
for alle gieldende;
Alverd’nens Harmonie
paa den hentyder! —
Og var ei Løn hiinside Graven,
(Vildt leder os kun Belønnings Attraa og Frygt!)
Pligten adlyd! — — —
Dig selv behersk,
ved Dydens Bud at underkastes!
Den skiønneste af Ædelstene,
i hiin Din Friheds-Krone,
en saadan Lydighed lad være!
Bevar den Krone vel
Du eier;
Dit Værd, som Menneske!
Ær dette Diadem, som det Dig ærer,
af Sandsers Trælle — ak! — saa tidt vanæret! —
Frygt ikke Døden!
At ei dens Skræk Dig ængste skulde,
har Du dens Billed’ mere bliidt,
i Søvnen, Dødens Broder,
De Trættes Trøster,
Af hiin den gode Aand erholdet. —
Frygt ikke Døden!
men foragt den ei!
hiin store Lærer!
hiin Frelser af saa megen Nød!
som løser Dine Baand;
som enten Ende eller og Fuldendelse Dig bliver!
Troe: at den vil Fuldendelsen!
troe paa Dig selv og paa Udødelighed!
hvad end hiinside Graven være maa,
naar Dyden kun og Viisdom Du
i Ære holdt og øved’, —
Hel Dig! Dig selv Du eier!