Der gives Øieblikke i vort Liv,
da nærmere vi ere Verdens-Aanden
end ellers, og tør frit adspørge Skiebnen.
Sligt var det Øieblik, da jeg i Natten,
som gik foran vor Action ved Lützen,
stod tankefuld, og lænet til et Træ,
og stirred’ ud i Sletten. — Mat og dunkelt
igiennem Taagen brændte Leirens Vagtild;
den dumpe Vaabenraslen, Rundernes
eensformige Raab afbrød kun Nattens Stilhed.
Mit hele Liv, saavel det forbigangne,
som kommende, gik i hiint Øieblik
forbi mit indre Syn. Og ahnende
med næste Morgens Skiebne sammenknytter
min Aand de fierne Tider, som skal komme.
Da tænkte jeg som saa: ”Saa mange, mange,
dem byder Du! De følge Dine Stierner,
og sætte, fast som paa et Lykketal,
Alt, Gods, Liv, Blod, kun paa Dit ene Liv;
og stige med Dig i Dit Lykkeskib.
Dog komme vil den Dag, da Skiebnen atter
vidt spreder alle disse fra hverandre.
Kun faa vil blive tro mod Dig til Enden.
Den gad jeg kiende, der meest tro mig er,
af alle dem, som denne Leir indslutter.
Giv mig et Tegn, o Skiebne! Ham det være,
som nu i Morgen aarle allerførst
mig med et Venskabstegn imøde kommer.”
Og grublende herpaa jeg slumred’ ind.
Og midt i Slaget blev jeg ført i Aanden;
svar Trængslen var; et Skud mig dræbte flux
min Ganger, og jeg sank, og over mig
foer ligegyldig Hest og Rytter hen;
og rallende jeg laae som døende,
fast sønnertraadt af Hestehovers Slag.
Da greb mig rast og hielperiig en Arm:
det var Octavio’s — og flux jeg vaagned’;
Dag var det, og — Octavio stod for mig.
”Min Broder,” sagde han, ”riid ei i Dag
Araberen Du plejer. Sæt Dig heller
paa dette sikkre Dyr jeg har udsøgt Dig.
Føi mig heri, en Drøm har varslet mig!”
Og dette Dyrs Lynsnarhed frelste mig
fra Banners hart forfølgende Dragoner.
Min Fætter reed Araberen hiin Dag,
og Hest og Rytter saae jeg aldrig mere. —