Vandrer! veed Du, hvad er her lagt ned?
Ungdom, Fromhed, bliid, beskeden Ynde,
og et Hierte, som ei kunde synde,
futdt af Tro og Haab og Kierlighed. —
Bliid i Glædens Stund, i Smertens bold,
levede og døde hun Christinde,
og hun hviler her, som Krigerinde,
dræbt, ei overvunden, paa sit Skiold. —
Da det skiønne Modernavn hun fik,
steeg mod Himlens Hvælving i det samme
hendes Livs saa skiønne Offer-Flamme,
reen, som fra Guds Aande den udgik.
Vandrer! Indgang, Udgang er ei her;
der er Liv som Lys paa hine Kloder;
derfra vinker hun som meer end Moder,
og sin Smertes Datters Skytsaand er.