Til min Kone paa hendes Fødselsdag
(Den 16de May 1802.)
(Den 16de May 1802.)
Min Hanna! Du, hvem fra mit Bryst
kun Dødens Engel skal formaae at rive,
min Fryd paa Modgangs Dag, i Sorg min Trøst!
modtag et simpelt Ønske fra mit Bryst:
ak! det er Alt, hvad jeg i Dag kan give!
O, vidste Du, min Elskte! denne Dag,
hvor sødt dens Morgen smiilte mig imøde!
mit Hierte banked mod dens Morgenrøde,
og Tak til Himlen lød i hvert dets Slag:
det takked ham, som gav mig Dig,
som bandt Din Aand til min i Pagtens Kiæde,
og Fader-Navn og Faders høie Glæde,
min Hanna! ved Dit Hierte skienked mig!
O, min Veninde! sikkert mindes Du
de svundne Tiders kummerfulde Dage;
de svandt; og Mindet, de os lod tilbage,
er salig, veemodblandet Glæde nu.
Tre Aar randt hen: vi deelte Sorg og Fryd;
ei Fryd vi deelte nær saa glad som Smerter:
thi takket være Gud, som gav os Hierter,
Med Torne var bestrøet vor første Vei;
de saarede — men smertede os ei;
henover dem med Ungdoms-Fied vi iilte;
og runde Taarer mangen Gang
vort rene Hierte giennem Taaren smiilte;
det saae vor Gud; og der, hvor Tornen stod,
snart Rosen rødmed os imod.
Opelsket under Dydens hulde Pleie,
skiøndt taarevædet, over vore Veie
med tifold Skiønhed Glædens Blomst udsprang.
Tidt traf mig Sorg paa Kunstens lange Bane;
at muligt denne Sorg engang forsvandt,
mit knuuste Hierte da ei torde ahne;
o! stedse ved Din Barm jeg Lindring fandt.
Knuust gik jeg tidt til fattigt, dunkelt Hiem;
men ved Dit Smiil, Du ømmeste blandt Koner!
og ved Camillas Lastens søde Toner
kom Liv og Haab og Kraft i matte Hierte frem! —
Modtag derfor min Tak, Du Eiegode!
og viid: af Alt, paa Herrens store Klode
det Dyrebareste for mig er Du,
og evig skal Du blive det som nu!
Med mig i Livets Fryd skal Du Dig speiler
min Arm blev stærk! mit Bryst nu ængstes ei:
med mig Du skal hist over Lethe seile,
og der selv Minder blomstre paa vor Vei!