Johannes Ewald (1743–81)

        Ned fra Fieldets nøgne Skier

Stiger Vinteren ukaldet,

Zittrende, og grim, og skaldet,

        Kold og bleeg paa Næsen nær.

        Knarvorn knirrer han, og brummer;

Langs med Dovres mørke Ryg’

Væmmelig i Sang, og styg,

        Naar han stønnende forstummer.

        Mosens knæbrende Tyran

Fandt hans Toner alt for hæse,

Vildgiæs, som dog selv kun hvæse,

        Viben selv mishager han.

        Droslen flyer fra fulde Rønner;

Svalen stum, men fiin i Smag,

Flyer fra det ubkiendte Tag,

        Naar den hører, at han stønner.

        Skræk for Skovens Harmoni,

I hult, sørgelige Fugle,

Heire, Krage, Ravn, og Ugle

        Stemmer melancholisk i;

        Kun de tørre Graner knage,

Kun en enkelt Ulv, en Biørn

Tude ned mod Dalens Børn

        At indbyde dem til Klage.

        Jorden synes bag sit Slør

Stiv og dorsk og grim af Alder;

Løvet brunes, krummes, falder,

        Græsset gulnes, hælder, døer,

        Søen hvidnes, hærdes, fryser,

Bække sagnes, standse, staae,

Er det vel at undres paa

        Om min stakkels Muse gyser — — —