Nu smiler Solen stolt bag aabne Himle,
Naturen føder, unge Glæder vrimle
Omkring dens Bryst;
Den blev befrugtet under Almagts Vinger;
Nu føder den, og af dens Skjød udspringer
Nyskabtes Lyst.
Vel Mennesket kun seer de store Skygger
Af Skaberen, som trindtomkring ham bygger
Sit Paradis;
Men Spurven selv opflagrer mod sin Skaber
Og priser ham, og al Naturen taber
Sig i hans Priis.
Den Svageste udruster sig; — den Spæde
Udvider selv sit lille Bryst til Glæde,
Som Himlen spaaer.
Et Sødt, jeg veed ei hvad, — en fjælen Smerte,
En salig Længsel svulmer i mit Hjerte,
Der næppe slaaer.