Himlenes Dronning, o herlige Sol!
Skarpeste Øje din Glans ej kan taale,
Højeste Aand ej din Bane udmaale;
O hvilke Under opdaged’ dit Blik,
Mens du blandt Verdener lysende gik?
Seklerne saae du fremkomme, henvandre,
Slægterne Idræt og Skikke forandre;
Evig den samme, du herlige Sol!
Himlenes Prydelse, dejlige Sol!
Du i din Skjønhed fremtræder og smiler,
Og dig imøde alt Levende iler,
Brægende Hjorder med Længsel dig see,
Fuglen dig hilser fra grønnende Træ,
Fiskenes Skarer sin Afgrund forlade,
For i din Glans sig at boltre og bade, —
Himlenes Prydelse, dejlige Sol!
Jorderigs Glæde, fortryllende Sol!
Sommer og Vaar af dit Skjød sig udgyder;
Jorden med mangefold Skjønhed sig pryder;
Laant er dens Skjønhed, din Pragt kun den har; —
Planterne aabne usynlige Kar,
Mættes med Lys, dine Straaler indsue,
Spille med tusinde Farver og Lue.
Jorderigs Glæde, fortryllende Sol!
Verdeners Trøst, o velgjørende Sol!
Fra dig gaaer Lyset, dig Livet ledsager,
Frugtbarhed, vaagnet, imøde dig gaaer;
Bækken opløser sit klare Krystal,
Gyder sig fro over Slette og Dal.
Lokket af Dig med ufattelig Vælde
Spirer frembryde fra glinsende Fjelde; —
Verdeners Trøst, o velgjørende Sol!
Herlige, skjønne, velgjørende Sol!
Stolt, naar du stiger, og blid, naar du daler!
Aftenens Luftning nu vifter og svaler,
Venlig du viger for kvægende Fred;
Sagtelig Natten gaaer frem i dit Fjed;
Snart du opstiger fra fremmede Soner,
Atter modtages med jublende Toner; —
Herlige, skjønne, velgjørende Sol!