De havde den uhyre Himmel
I
I
De havde den uhyre Himmel
og Jorden, som Lystgaard, til deri at vandre,
Stjernernes straalende Vrimmel
som Smykker at skænke hverandre;
de havde Banketter, de levede højt,
de Saliges salige Skare,
Livet bekymred dem ikke en Døjt,
Menneskets Sorger og Smærter? — kun Pøjt;
Mennesket skulde dem tjene,
og Livet evindeligt vare.
Der sad han, Kroniden, med ravnsort Lok,
sit Lyn han slynged blandt Mændenes Flok,
Kys han til Kvinderne slynged,
ved Elskov han holdt sig forynget;
aldrig han lærte sig Maadehold,
stedse han Drifterne gav sig i Vold,
snart til Matroner og snart til en Mø
bejled han, vild som den fyrige Sø,
hvor Svanen i Vellyst sig gynged.
Dér stod han, den Mester for Spillemænd,
med Lyren af Guld mod den fremskudte Lænd,
Gudernes Last han forgyldte,
og Jorden med Præster han fyldte;
Pythia rased i Dunstkredsens Nat,
Kvinderne græd, som han havde forladt;
Ofrenes Klager som Virak han nød,
Laurbær han plukked ved Pigernes Død,
Voldtægt sin Krone han skyldte.
Dér laa hun, Gudinden, paa Havets Skum,
en lokkende Blomst i det vandblaa Rum,
hun lød’ de hundrede Navne,
hun lod sig af Tusinder favne;
Konger og Hyrder, Trælle og Mænd
alle hun drog til sit Leje hen,
vugged dem ind i en koglende Drøm,
skød dem saa ud i den rivende Strøm,
hvor selv hun kun mægted at havne.
Der brød han, den støjende Krigsgud, frem
og fyldte med Larm det olympiske Hjem,
Tvedragten gik ved hans Side,
det maatte vel Jorderig vide;
stærk som en Oxe og grov som en Stud
fordred han stedse den Svagere ud,
yppede drukken blandt Bægrene Kiv,
avlede Børn med Hephaistos’s Viv, —
at tugte ham, var vel paa Tide.
De havde den uhyre Himmel
og Jorden, som Lystgaard, til deri at vandre,
Stjernernes straalende Vrimmel
som Smykker at skænke hverandre;
de havde Banketter, de levede højt,
de Saliges salige Skare,
Livet bekymred dem ikke en Døjt,
Menneskets Sorger og Smærter? — kun Pøjt.
Mennesket brød med sit Herskab;
sligt kan ej evindeligt vare.