Det gryr ad Dag
II
II
Det gryr ad Dag. Bort vælter Dæmrings Kæmpe
de store Skyer, Guders Legetøj,
og sletter ud paa Himlens Skifertavle,
hvad der blev skrevet ned med barnlig Haand:
utydelige Tegn og faste Streger,
Ibis, Ichneumon, Apis, Krokodil,
Stenstatuer, som sidde foran Sfinxen
med lange, smalle Øjne uden Blik,
og lade Sandet gennem Ørknen fyge.
Det gryr ad Dag; og store Stimer stryge
bort for det blege Lys og skjule sig.
De fostredes i Mørket, og i Mørket
de leved, hersked, skræmmed Folk tildøde;
nu jamre de for Offer og for Føde,
men Dagens Kæmpe koldt betragter dem
og vinker; — Solen stiger langsomt frem.
Se hisset ude holder endnu Stand
en Skare stolte Mænd og ranke Kvinder;
Kroniden rynker dybt den brune Pande,
Athene svinger Lansen, Ares Sværdet,
og Phøbos tager Sigte med sin Pil.
Det hjælper ej; paa Flugten kun et Hvil,
et kort, hvorunder Afrodite vrider
de gyldne Lokker over Havets Skum; —
og tomt staar det umaalelige Rum.
Det klinger op med blide Melodier,
der ringer Klokker over Bjærg ’og Dale,
og alle Veje fyldes, alle Stier
af Folk, som kom at lytte til en Tale:
om Underbarnet, der, af Kærlighed
til Jordens Slægter, steg til Jorden ned
fra Himlens lyse, rene, sorgfri Sale,
lod af en Kvindes Skød sig føde, lod
de sorte Konger knæle for sin Fod,
indlod i Strid sig med de stærke Præster,
slog dem af Marken, lod sig slaa af dem
til Gengæld paa en Galge, høj og stor,
hvis Skygge falder vidt ud over Jord,
hvor der er Plads til Templer, Rum for Præster.
Det ringer vidt og bredt; det klemter lydt;
o hvilken Strøm af Blod der dog er flydt
for dette skønne Sagn — for denne Lære,
som kun Naturen mægter ej at bære!
Hvor maa det dog, Naturens Aand, dig skære
til Marv og Ben, at se den golde Strid,
den trøstesløse, stedse vakte Splid
imellem dem, som fødtes Dig til Ære.
Den skønne Mythe virker end den Dag
idag paa Hjærtet, som da, ren og herlig,
en vældig Kæmpe for en vældig Sag,
Messias signed Fattigdommen kærlig; —-
men »Messiaden«, den, som Kirken skrev,
de tusind Bind, et evigt Brev — paa — Brev,
Spidsfindigheden, som sin Fjærpen hvæssed
og svang den som en Spydsod hvas og stor
hen over alle Faarene, der græssed
i Tøjreslag paa Kirkens Odelsjord —
sligt har den grønne Mythes Løv afbladet,
sligt har udklækket Tvivlen, udsaa’t Hadet,
og Den, som mod Forløsningsordet længes
— mens Kirkens Dør mod Livets Luftning stænges —
han søger Guden i Naturens Spor.