Der gennemstrømmer mig en Ild
og frem i Sang den bryder:
jeg véd, at jeg kan fare vild
og tage fejl og Bugter slaa —
men o hvor elsker jeg de Smaa,
med deres Liv i Lyst og Ve,
med deres hundred Lyder!
At holde op for dem et Spejl
af deres Last og Lyder:
nej nej, langt heller tog jeg fejl
og fremdrog deres Heltemod,
hvormed de Livets Kamp bestod,
den Kamp, som ej enhver kan se,
i deres trange Gyder.
Der gennembæver mig en Fryd
og ud i Ild den bryder:
jeg véd, min Sang kan slaa til Lyd
og mangt et aabent Øre faa
for dem, jeg elsker, for de Smaa,
med Bristen, som enhver kan se,
og med de skjulte Dyder!
Det er min Ungdoms egen Ild,
som frem i Sang nu bryder:
den, véd jeg, kan ej fare vild
og tage fejl og Bugter slaa —
thi jeg er Et med disse Smaa,
jeg deler deres Lyst og Ve
og deres hundred Lyder!