Holger Drachmann (1846–1908)

Altid skal en Syndebuk

      ud i Ørknen drives —

      altid skal med Sten og Stok

      efter »Bæstet« hives;

hvad der gaar »fordækt« isvang

i det kære Dannevang,

aa ja, spørg derom engang —

      men spørg paa rette Steder.

Syndebuk og Offerlam

      græssed først paa Engen

      enigt i det fælles Græs

      og sov i Fællessengen;

men saa kom en Hyrde god,

sa’e til Lammet: Barn gør Bod,

Du, som dette Bæst tillod

      at sove ved din Side!

Denne Buk — forstaar Du, Barn,

      bør Du lære kende;

      Lasten i hans uldne Krop

      den er uden Ende;

aldrig har han Prækner hørt

— ikkun dem, som Du har ført,

naar han stundom overkørt

      kom hjem til Fællessengen!

Ganske vist, der var ej Grund

      til at la’e ham slippe

      for en Præken — skøndt sin Uld

      villigt han lod klippe;

i vort kære Dannevang

krænger man ej Loven vrang:

naar man er en Buk engang,

      saa maa man af med Pelsen!

Du har taalt ham længe nok,

      sét paa hans Fadaiser,

      sét ham med smaa andre Lam

      danse Polonnaiser;

nu skal Du til Side gaa,

at vi Magt med ham kan faa;

han skal ribbes først til Straa

      og saa paa Porten jages! —

Dydens Lam til Siden saa’

      under Graad og Sukkcn —

      saa tog Markens Hyrder fat,

      og de uddrev Bukken;

paa hans Ryg et Kors de skrev,

og med Stok og Sten de hev —

Dydens Lam tilbage blev

      hos Markens fromme Hyrder.

Offerlammet, hun var vred,

      paa sin Buk hun skændte —

      til hun saa’ sig om blandt Slægt,

      Venner og Bekendte:

rundt omkring hos Povl og Peer,

Hans og Lars og mange fler,

ak, langt værre Ting hun ser,

      end Syndebukken øved.

Skaberi og Hykleri,

      Udyd uden Ende,

      hos sit kære Hyrdefolk

      lærte hun at kende;

hvad hos Bukken kaldtes »frækt«

hvad ham klædte dog saa kækt —

fandtes dobbelt og fordækt

      hos dem i Faarepelsen.

Offer-Lam oplod sin Mund

      — man bød hende tie;

      og hun aad med Suk sit Græs

      og tænkte: jeg vil bie!

Og hun tænkte: selv hvor flot

han har levet — kom han blot —

aa, han skulde faa det godt! . . . .

      men det var tænkt forsilde.