Skænk mig, Du stolte Hav, din dybe Ro,
hvorunder Verdner fødes og forsvinder;
skænk mig din guddomsfødte, faste Tro
paa Sammenholdet, som Korallens Bo
med Menneskenes Arnested forbinder!
Da jeg i Stykværk kun det Hele saa’,
da maatte jeg med Væmmelse foragte,
med Had forfølge, eller blindthen prise
saa mangt et Værk, hvad nu jeg kan betragte,
kold som din Bølge, under den Devise:
Det passer Alting sammen i et Hele!
At maale sig, Atomet, med en Sum
af Milliarder i det store Rum,
det var vel »Højhedsvanvid«; — men at dele
den store Kæde, knække hist et Led
og kaste sig med Had, med Kærlighed,
med Afsky eller Hyldest ind i Striden:
dertil, o Hav, er Ingen født for liden.
Lær mig med dine Bølger frem at skumme,
lær mig et Styrkens Had som dit at rumme
naar Dybets skjulte Rev dit Hjærte skar:
lær mig at hade, som jeg elsket har!