Arc de Triomphe de l’Étoile
Paris. Januar 1877.
Paris. Januar 1877.
Jeg kløved den brusende Menneskeflod
vel en Mil eller saa, for at se
den mægtige Bue, der løfter sig mod
Avenue de la grande Armée.
Jeg læste paa Muren de hundrede Navne;
de sad der som Valpladsens mættede Ravne;
de havde nok skreget sig hæse.
Som Ugler de nu med Næbene hang
og aabned kun Øjet en sjælden Gang,
og rokked i Takt til den dæmpede Klang
fra Rudes Marseillaise.
Den dæmpede. Klang fra det stolte Værk,
som en Kunstner i Stenen har skabt! —
Hvad Nytte, om Tonen i Stenen var stærk,
naar Folket sin Stemme har tabt?
Der staar jo en Gruppe ved Operahuset,
af Dans og af Vin i en Hvirvel beruset,
med Stemmer, som Evoë hvæse.
Der udenfor Templet et phallisk Kuld;
derinde Præstinder, som synge for Guld,
mens Scenen af nøgne Mænader er fuld,
en Meyerbeersk Marseillaise.
Triumphernes straalende Stjerneport,
Du har staaet en bitter Dag;
hvi styrted Du ikke tilintetgjort
ned over de vajende Flag?
De sorte Ørne med Kejserkroner,
de skingre i Øret med skærende Toner;
Du hører Trompeterne blæse.
Den fremmede Hær med de blonde Mænd,
den kullede Greve i Spidsen for den! —
Og atter og atter og om igen:
den preussiske Marseillaise.
Du grunder vel over en lysende Dag,
hvor den kommende Slægt skal se
med Franskmænd fyldt, under trefarvet Flag,
Avenue de la grande Armée;
hvor Stenen med alle de stolte Navne
skal skrige saa lydt som Sejerens Ravne,
med Toner, som ikke er hæse;
hvor Ungdommen, rødkindet, hærdet og haard
mod Grænsen igennem Triumfbuen gaar,
mens jublende lydt imod Hvælvingen slaar
den franske Marseillaise.
Men stirrer Du da paa det fylkede Tog
med Forventningens funklende Blik,
saa giv dem paa Vejen et Kærnesprog,
som selv Du af Rude det fik.
»Revanche« alene kan lidet mægte,
den tager de raaeste Lanseknægte.
Lad dem i Marmoret læse
et Lovbud om Menneskets Ære og Ret,
og lad dem saa gaa over Grænsen med det
og synge paa hver en erobret Plet
den store Marseillaise!