Hvor Alt dog omkring mig er stille,
som Vand, der er gaaet af Kog!
Min Thekedel standsed sin Trille,
den løfter ej længer sit Laag;
det bruser ej længer omkring mig
i Lidenskabernes Sprog.
Jeg skruer min Lampe i vej ret
og tager mig frem en Bog.
Jeg læser ved Lampen silde,
her i min huslige Krog,
om de amerikanske Vilde
en meget belærende Bog;
hvorledes den mægtige røde
Stammes fordums Bestand
er jaget omtrent til Døde
af Østens den hvide Mand.
I østens de frie Stater
er Mændene Jern og Staal;
med Whisky og Pest og Soldater
forfølge de deres Maal;
langt imod Vest er de drevne,
de Røde, til fjerneste Krog, —
men i Østen er Børnene bievne;
de skiftede Klæder og Sprog.
De unge Rødhuder lærte,
— de nemmede hurtigt og let —
at Fædrene kun sig fortærte
i Kampen mod Tidsaandens Ret;
saa graved de ned Tomahawken
og jevnede Krigsstiens Spor,
og saa blev de døbt i en Kirke
og ansatte paa et Kontor.
Det er ikke længer den Race,
som Stude fra Naboen stjal;
de lærte sig snart det Lovbud:
Vil Du have en Stud, saa betal!
De huser ej længer i Wigwam,
de bor paa en tredje Sal
og gifter sig med en Datter
af den forrige Principal. —
Saa kommer en Dag — en Vaardag —
med Pust i Kontoret ind.
Hvad er der paafærde? hvad Aarsag
at blive saa ilter i Sind?
Den unge Forretningsmand kyler
sin Pen, som om Skaftet var Ild,
og rejser sig op og hyler. —
Han er Rødhud igen, han er Vild.
Derhjemme ved Suppen venter
hans Kone, og Børnene med.
Men Iltoget buldrer og jager
mod Vesten afsted, afsted.
Paa sidste Station, hvor kun øde
Heder og Skov er at se,
der kravler et Par Dusin »Røde«
ud af en Pulmanns-Kupé.
Det er Købmænd og Handelsbetjente,
Læger, en Skrædder, en Smed,
Kunstnere, ej ubekendte —
de er alle kommen paa Gled;
de har Borgerskab alle derhjemme,
er »agtede«, hver i sin Stand;
de har lyttet til Foraarets Stemme —
de er Børn af den »røde Mand«.
Undervejs har de skilt sig ved Frakken
deres Vest gik den samme Vej,
de har flænget Skjorten i Nakken,
saa hindres Bevægelsen ej;
de har raget Kinden og Hagen,
de har malt sig med Okkersten;
en Bøffelhud slubrer om Bagen
og »Moccasins« om deres Ben.
Der staar de, hver med sin Vadsæk,
som gemmer den gamle Ham;
de ligner Ulven, som stikker
tilskovs med det slagtede Lam.
De løfter et Skrig, et Krigsskrig,
mens Dampvognens Pibe gi’er Ild; —
saa lader de staa over Marken
ad Heden og Skovene til.
I Jernvejstoget man undres,
man spørger, forlanger Besked,
vil vide, om Fanden dem plager,
og hvad disse Fyre vel hed?
Men Konduktøren for Toget
gaar rolig langs Rækkerne hen:
Betyder slet ikke noget,
de kommer snart hjem igen!