Til En, som hørte, fra ham, som læste,
tør dette Blad maaske finde Vej.
Min Tro paa Stille, selv naar det blæste
i Jevndøgnstider, jeg opgav ej.
Men mens jeg læste, der gik et Stormvejr
med Bølger gennem mit aabne Sind.
Jeg laa paa Rheden, og det en aaben;
jeg saa’ med Længsel mod Kysten ind.
Jeg saa’ en Have med grønne Plainer,
med Skygger over den gule Gang,
med stille Hækker og med Fontainer,
som højt i Solskinnet lo og sprang.
Rank som Fontainen, som Hækken stille,
som Skyggen kølig, stolt paa sin Fod,
af Freden vogtet, som Havens Vogter
en Marmorstøtte paa Plainen stod.
Jeg laa derude, jeg red for Anker, —
ind over Haven mit Øje faldt;
da var der Storm gennem Støttens Tanker.
Hvor dog de Storme kan hærge Alt!