Min Nat har ingen Søvn. Hist bæver Havet
af al den dybe Glæde, Drømmen gemmer,
naar ved en snehvid Favn man Dagen glemmer
og alle Tvivl, som Dagen førte med.
Jeg kunde fængsle, Skib, Dig til dit Sted!
O hast ej saadan frem med løftet Vinge,
for dine mørke Skygger ind at tvinge
imellem To, som drømmer og som glemmer.
Se kun, hvor Havet sig hos Maanen gemmer,
en Elsker, øm, imod sin Elskov tro.
De nytter begge Nattens korte Ro.
De véd, ak, altfor snart vil Dagen komme.
Og da vil Solen skele fra sit tomme,
kyklopisk røde Oje til en Lyst,
som skjuler sig og fra den skjulte Kyst
paakalder Nattens Stund i Klager ømme. —
Men endnu er det Nat. Sølvhvide Strømme,
sølvklare Toner bølge mig forbi.
Jeg kender den; jeg kan den Melodi!
Jeg martres af den, hvergang jeg den nynner.
Thi denne Elsker, i sit Hjærte bly,
vil engang springe fra de bløde Hynder
med Angst og Gru. Man kaldte ham en Synder
Spørg Maanen. Hvorfor gik den bag en Sky?