Holger Drachmann (1846–1908)

Lang er den Herre af Lemmer,

kæmpevoksen og bred;

det drøner i Gulvet, da Kongen

falder for Paven ned,

han trykker med Andagt den hellige

Tøffel til Læben sin; —

Paven forstaar ikke Plattysk

og Kongen ikke Latin.

Kong Kristjan drager fra Holsten

til Rom, en Pilgrimsgang.

De Herrer er vel beredne,

Vejen til Rom er lang;

de komme med Sild og Bergfisk

og dertil med Hermelin; —

Sixtus takker for Skænken,

men Kongen forstaar ej Latin.

Saa veksle de Buk og Hilsner

og korse sig alle dertil,

de Herrer faa viede Klæder

og Aflad, saa mange de vil,

og Splinter af Kors og andre

Sager til Glæde og Gavn,

og Lov til at rejse den sorte

Skole i København.

Kong Kristjan drager til Danmark,

han glemmer aldrig den Gang;

de høje Herrer maa borge

sig frem den Rejse saa lang;

de hented i Vælskland en Lære,

den var baade spids og fin; —

saa hærpes de Poge derhjemme

for Fædrenes Brist i Latin.

Mensa est rotunda, rotunda mensa est, —

pryglet biir Latinen ind og skrevet og læst.

Peblinger med Skæg om Hagen,

Ramser, Korsang hele Dagen,

Kirken svinger Tugtens Ris,

Præceptores ligervis; —

mensa est rotunda,

rotunda mensa est.

Det var i de Tider, da Røgelseduften,

svanger med Troens Forfald,

af osende Bækkener lumrede Luften

i Domkirkens halvmørke Hal,

da Helgener, en for hver eneste Dag,

tog Troen fra samtlige Degne,

og Degnene selv, som en afgjort Sag,

lod Sagerne glide i Ro og Mag,

mens Paverne ud over Verden

lod Aflads-Aktierne regne.

Da tog man i Kirken en Obligation

— jo flere, jo højere Renter —.

Vorherre var Banken i egen Person,

og Paven var Sedlernes Prenter.

Man affandt sig let med de højeste Ting,

i Kutter gik Kommissionærer omkring,

Mægler var hele Kleresien;

man kunde helt frit spekulere i Alt,

naar Spekulationen blot ikke gjaldt

Principet: Theologien.

Det var i de Tider, hvor Jorden var flak

og maatte og skulde saa være,

og Tvivlsmaal om Sagen var Galmands Snak

og Paastande Djævelens Lære;

da Romerret blomstred, og Næveret rap

skød op i de Pletter, hvor Lovbogen slap,

og Blodsæd var Udsæd forresten;

da Hekse blev stegte til Helgeners Pris,

og Baalet var Dom og Proces og Bevis,

og Lægekunst — Bødlen og Pesten.

Da grunded man Skolen, den sorte, her hjemme,

af Kirken et lavstammet Skud,

men Tiderne blev, som vi vide, saa slemme,

at Plantningen næsten gik ud;

der kom i Gemytterne Angst og P’ortræd,

hvad skulde nu Peblingen synge?

I Wittenberg staar Dr. Morten bered

at kul’grave Katholicismens Bed;

han møder med Forken til Værket,

som Tyskerne kalde at »dünge«.

Ja, Luther er en Hædersmand,

saa lærd en Klerk,

saa bondestærk;

han bruger Stridsmands-Gaven.

En Arbejdsmand ved Herrens Værk,

han sveder i sin grove Særk

og hugger løs mod Paven.

Han graver om og retter Skjel, —

men ak, en anden Præstegæld

tynger kun Kirkehaven.

Bort dreves den Munk i sin Kutte graa

fra Kirkens Stol og fra Klostrets Vraa,

alle de Helgenbilleder smaa

vendte sig fra deres Plads og saa!

ængstlig mod Kirkeporten.

Med Spændebibel og Sløjkjole paa,

Skægget spidset og Minen bister,

traadte i Koret en lærd Magister,

som kunde bevise med Fynd og med Torden:

      at Syv og Syv giver Fjorten.

Hvad Vælskland og Frankrig, Rom og Paris

havde sværmet og sunget og malet og digtet

og hugget i Sten til en Kvindes Pris,

det blev til Begrebers Begreb forpligtet

og bundet til Højskolens Ferier

under Enevoldsmagtens Ris.

Human var et Skældsord, som forhen en Kætter,

Studenterne tygged de tørreste Retter

langs Højskolens høvlede Bænke;

da var det en Lyst at se, hvor de jaged

som Stimand hver Frimand, der ej var af Laget,

og Landet sygned og sukked

under Aandstvangens snærende Lænke.

O nævn ikke Skolen for det, som den gjorde.

Niels Hemmingsen, Tycho og Dybvad er borte;

de kunde vel snakke lidt med derom.

Og Griffen, som spiled sin Vinge mod Solen,

den styrtedes dybt under Hørerstolen

til Hofkrybets ravtyske Latter

for en krybende Lovtrækkerdom.

Og nævn ej, at Højskolen hæved sig atter,

da Holberg til Sæde paa Stolen kom.

Alma mater hun havde en Datter,

som næsten blev Landet i Moders Sted;

hun sidder med Giar for den spidse Næse

og stirrer sig blind for Latinen at læse,

hun ramser og mumler og fægter med Armen

i Luften, mens Kappen nedglider fra Barmen

og viser det goldeste Bryst, man kan se.

O ve, o ve;

den magreste Skabning, ej Spor af elastisk

Sundhed og ikke et eneste drastisk

Træk af Humør, som kan vække, befri.

Kun stivnet, skolastisk

Theologi

og Hovmod og Bukler og Fraser

og Snus og Pedanteri.

Og sused det end som et Fyrværkerblus

i Luften, og hørtes den Trufne skrige,

og svang den’ store Satyrikus

med Smil paa Læben sin Svøbe, —

hvad har det for Skolen at sige?

Den gamle Jomfru blev troligt ved

at sidde, trods Regnen, som haglede ned,

trods alle de Stryg, hun fortjente.

Hun vidste: den stærkeste Arm bliver træt;

saa skrev hun »Baron« paa hans Gravsteds Bræt.

Han kæmped mod Skolen for Livets Ret,

men Skolen kæmper for Magten . . .

og Skolen har Tid til at vente.

For hver Gang en Højskole rejstes, hver Gang der blev Akademi,

da var det med Aandernes Fribrev, de frie, de frelse forbi;

      i Doktorhabiten kan rummes

      en grumme Hoben Forstand,

      men ikke den brændende Ildsjæl

      hos Gudernes haandgangne Mand.

Med Sigil og paa Pergamentsblad bekræftes den Boglærdes Rang,

men »Pallas’s Sønner« de fødes som oftest besværlig ved Tang,

      først sent er de lallende Dage

      med Tandperioden forbi;

      kun Pallas Athene hun springer

      fuldbaaren af Zevs’s Geni.

Gud véd, om den høje Gudinde har tænkt sig de »Sønner« som saa?

formodenlig mere olympisk’, formodenlig ikke saa smaa.

      Men øjner Gudinden omsider

      en enkelt, som Kaldelsen fik,

      da mærker man, Pallas er Kvinde;

      hun rødmer og sænker sit Blik.

Og træffer det atter den Kaarne, da ve ham: i selvsamme Stund

udødelig Længsel er tegnet med bævende Drag om hans Mund;

      han føler Indvielsen brænde,

      som var det ved Kys, i hans Blod,

      han øjner, han aander kun hende,

      maa styrte sig for hendes Fod.

Da er det, at Jomfruen vender sig kølig og værdig og gaar;

bedøvet han bliver tilbage, en Dødeligs er kun hans Kaar.

      Det Blik er ham Feber i Blodet,

      i Kamp skal hans Saar brændes ud.

      Gudindernes Blikke de føles

      kun let af en overmæt Gud.

Han sværger en Ed i det Stille. Examen vil ikke slaa til.

Han fæster sit Øje mod Bjærget, han vejer sit kan og sit vil.

      Han føler, at Viljen maa støbes

      i Erts, før hans Fod finder Plads;

      ak, liber aditus købes

      saa dyrt til det høje Parnas. —

Og Tycho og Galilei er mærket af denne Ild,

og saaledes bliver en Dante og Michelangelo til,

      en Shakspear, Columbus og Byron

      og Ewald om Du saa vil —

      men ingen Professor og Rektor

      ved nogen Højskole til.

De store Ideer, som styrede Verden, —

»Skolen« har kun bearbejdet dem.

De store Kæmper, som led for Ideen, —

Skolen har stedse befejdet dem.

Fra Bethlehems Vuggen til Theologien

er Vejen forfærdelig lang,

og kom han, Messias, tilbage en Gang

i brusende, folkelig Frihedstrang,

ren som den nyvakte Morgen —

da véd man, hvor Skolen tog Kranse fra,

Tornekranse og Nagler og Søm.

»Bort med den farlige Frihedsdrøm!«

Og Skolen snapped hans Scepter

og svang det fra Latiums-Borgen.

De slog — af Bisper og høje Prælater,

af Munke og Degne og Kanniker smaa

en formelig Hær, »Guds egne Soldater« —

en Skanse om Lærdom, en Vold af Forstand

højlærd var ikkun den gejstlige Mand.

De danned, lige til Dagen idag,

en Garde for Aandens evige Sag,

og hvo, som ikke i Garden var indmeldt,

blev haanet, forfulgt, forkastet og domfældt:

Astrologus, Astronomus et Mekanikus,

Physiologus, Psykologus et Philosophus,

de store. Kæmper, de ringere Mænd,

lige til Syvende Kristjans Minister,

Skjaldenes Adams norsk-tyske Ven,

for ikke den sidste Doktor at nævne,

som dreves til Spree-Staden hen; —

      Alma mater, Du haver

      et mærkeligt Synderegister.

Visselig staar Du ærværdig dér,

      Alma mater,

skuende over den store Hær

af Aandens Soldater;

visselig vifter din Fane god

gennem de trange Tider,

Navne i Guld og Navne i Blod

skrev Du paa Krønikens Sider,

men i din inderste Hjærterod,

Alma mater, et Saar Du lod

aabent for seende Øjne

i de sandhedssøgende Tider.

Er det med Hymner og Jubel og Fakler

Panegyrik for de store Mirakler,

som for de Blinde og Døve

din Lærdom stedse lod øve —

er det med Sligt Du vil tjenes?

      Alma mater, benægt det!

Alma mater, ifald Du er stor,

bøj da dit Hoved og søg imod Jord,

énsidig traadte din Fod sit Spor,

énsidig har Du forfægtet

dit Maal; ja kom og benægt det.

Under det trælsomme, daglige Slid,

under din granskende Grublen i Natten,

glemte Du Tiden, den »rullende Tid»,

Panden skygget af Doktorhatten.

Digterne slog deres Lyrer af Guld,

Folket steg op som et Gravfund af Muld,

Folket og Digterne var Du ej huld,

de var for unge, for gammel var Du!

Sommerfuglstøv dem om Vingerne hang,

syngende gik de, Du lider ej Sang;

      Alma mater, Du komme i Hu:

først den Gang Psyken forlod dem,

bukked Du for og forstod dem.

Kløgtig Du er, Du leder ej vild,

Alvor med Lavrerne køler Dig Panden;

ikke Du er som den flammende Ild,

der driver i Kampen Manden;

driver Du Nogen til Noget, nuvel,

saa har det Sigte paa Borgerheld;

Højskolemythen fra Fortidens Nat

vogter Du som en fortryllet Skat,

vejer hver præget Dukat paa din Finger

hører, hvor dumpt den i Kisten klinger,

mens Du om Natten den tæller.

      Alma mater, der gælder

en nyere Kurs over Landet;

ude, hvor Kampen har bævet,

er Skatten længst bleven hævet.

Ej er Du længer det samlende Skød,

Arne for Aanden, den store Kaserne;

Gaarden er øde, Skildvagten død,

spøgelseagtig hans Spøgelseskridt

tabe sig langt i det Fjærne.

Aanderne hente ej Ild fra din Esse,

hver i sin Smedie Vaabnene hvæsse.

Ud over hele det virkende Land

graver hver Gartner, smeder hver Mand

Digteren skænker sin egen Vin,

tapper den ej af Horats’s Latin.

      Alma mater er Enke;

      det skulde vor Moder betænke.

Sprængt er forlængst de pedantiske Baand,

      stedet til Jorden den sorte Skole,

Tørst efter Viden er Samholdets Aand,

den rummes ej mer i den Caudiske Kjole.

»Peblinger« synge ej mer i Vor-Frue,

lys over Land staar Frihedens Lue,

lys er Studenternes Kittel,

og Doktor hyppigst en Titel.

Det gaar frem og ej tilbage,

kan vi end ej stedse se det.

Nægt det, ras imod, belé det:

Tiden trodser hver en Klage;

lad Dig ej af Larm bedrage,

ej af Anathemers Torden;

fri er Jorden,

rig og stor,

vi dens Børn og den vor Mo’r.

Her er Plads for Hver, som tror

paa sin Ret i Skabningskæden,

ej Slaraffenlandets Eden

under yppigt Palmeflor,

heller ikke Helvedsheden,

hvor de gule Tidsler gror,

men et Liv i Arbejd, Beden;

og vor Bøn skal være den:

Moder, styrk os; lad os Mænd

føre Ploven gennem Furen

i den Lov, som Alnaturen

lærer i sit simple Sprog.

Lad vor Kvinde, mild og klog,

Hælvten i vor Gjerning virke;

lad saa Hver sin egen Kirke

bygge, hvor han ønsker den.

Det gaar frem, og ej tilbage.

Vejens Maal blev ikke afsat„

sidste Mand er end ej gravsat,

Slægtens Lov er frem at drage,

aldrig, bitter, se tilbage,

aldrig frygte Skyens Torden.

Vor er Jorden,

her vi bor;

Fred med Huset, Fred paa Jord!