Der slynger over Søen sig en Sti.
Paa Skræntens Rand den svæver med sin Strimmel
og unge Stammer hælder uden Svimmel
frygtløs sig frem og spejler dybt sig i
den klare Sø. De synes i det næste
Sekund at maatte følge Tyngdens Orden; —
de glider ej, de hænger støt, fordi
de har en Rod, som bunder dybt i Jorden
og bider haardt sig fast i Skræntens Fæste.
Dér stod jeg tidt og saa’ i Søen ned. —
Mens Bølgens Flade som et Tæppe gled,
bevæget hid og did af Vindens Krusning,
af Stormens tunge Haand og Bygens Susning,
saa hvilte rolig Bundens runde Stene,
med slimet Søgræs og med raadne Grene
udspækket for at dække »Hestehuller«,
og emsigt Kryb og Kravl stak flittig sammen
de flade Hoveder og tisked,
naar Bølgen stundom brød med Brus og Bulder.
Dér stod jeg tidt og saa’ paa Bølgens Vej,
og saa’ den bruse, saa’ den atter rolig.
Men op fra Bunden steg, fra Kravlets Bolig,
én Tanke: de er slettere end jeg!