Dets daglige Gang var adstadig og pæn.
Det trippede smaat paa de stilkede Ben,
Og lytted med Ørene store.
Og fordi det havde saa lærd Maneer,
Halvt som en Præst, halvt som en Barber,
Blev Æslet kaldet: Dottore.
Doktorens Liv var nu kummerligt nok;
Arbeid’ og Sult og Prygl af en Stok,
Det var Alt hvad Titelen skjænked.
Men naar Driveren sov, løb Æslet sin Vei,
og tænkte: I tog dog Humeuret ei
Hvormeget I end mig krænked.
En Dag da jeg just gik min Doktor forbi
Saae jeg i Øiet et fint Skelmeri
Og en spøgefuld Trækning ved Snuden.
Jeg gik et Par Skridt, og jeg vendte mig om,
I strakt Karriere Doktoren kom
Sin pryglende Driver foruden.
I Galop nedad Landsbyens Gade det gik,
Og Doktoren skreg naar han Stenkast fik
Og naar Drengene trak ham i Halen.
Jeg fulgte med over Sten over Stok,
Til Æslet og jeg og Drengenes Flok
Standsed ved Kirkeportalen.
Oer stod en Madonna ung og skjøn,
I Haanden var stukket en Gren saa grøn,
Og Foden med Blomster var krandset.
Doktoren studsed, betænkte sig lidt,
Grønt var kun grønt for hans Appetit;
Det Hellige lidet han sandsed.
Og han gjorde et Hop mod den fristende Gren
Ak, Støtten stod kun paa svage Ben, —
Den styrted med Blomster og Blade.
Stakkels Dottore! nu gik det løs,
Hver Mand i Kvarteret, hver Dreng og Tøs
Jog ham fra Gade til Gade.
Det var dog en Trøst i al den Fortræd
At Driveren fik af Pryglene med
Sin Part saa det knaged i Tøiet.
Saa drev de afsted, de forenede To;
Jeg syntes formelig Æslet lo
Da forbi mig om Hjørnet de bøied.