Raslende mod fugtig Jord
Faldt det sidste Blad fra Grenen;
Tom og øde staar nu Scenen,
Blottet for sit Blomsterflor.
Ingen Fuglesang i Lunden,
Ingen Kviddren blev tilbage,
Nu kun Markens sorte Krage
Skriger hæst i Aftenstunden.
Stod da Scenen her engang
Smykt med ny Dekorationer,
Blomsterhækker, Løvbalkoner,
Skovens Søilerække lang?
Gik jeg da paa disse Stier,
Saae i Luftens dybe Strømme
Lig en Svane Skyen svømme,
Hørte Fuglesymphonier?
Sprang her Hjort og sprang her Hind,
Dufted Høet sødt fra Mosen,
Streifed under Hybenrosen
Varme, milde Pust min Kind? —
Alt forandret. Tjørnehækken .
Drysser sine gule Blade,
Der er Riim paa Markens Flade,
Der er Natteiis paa Bækken.
Selv jeg som en husvild Aand
Paa de gamle Steder vanker,
Føler under Vemodstanker
Brystet svulme mod min Haand, —
Som en Gjøgler, hvis Kulisser
Gik itu, da, ak forgæves,
Han fra Jorden vilde hæves
Ved de skrøbelige Trisser.
»Husker Du i Somrens Tid
Da som Romeo jeg sværmed,
Da min Læbe Din jeg nærmed,
Da Din Røst var blød og blid?
Husker Du da Maanens gule
Skive over Skoven traadte,
Ved sit Lys det Blik forraadte,
Som Du søgte mig at skjule.«
Husker Du det? Nei for sandt
Maanen skinner ikke længrer.
Romeo med Næbet hænger,
Sommerminderne forsvandt.
Lukt er Havens høie Gitter,
Ingen Fodtrin over Gruset,
Ingen Gjenlyd mer i Huset,
Udenfor jeg staaer og titter.
Efter Sol og Sommervind
Har jeg rettet mine Planer,
Jeg har heiset Godtveirsfaner
Smykt med Løv af Bøg og Lind,
Jeg har bygt paa Solskinssiden
En Kottage skjør og spinkel,
Aaben, luftig, fuld af Sprinkel —
Og nu kommer Vintertiden.
Høstens Storme holde Hus,
Somrens Minder lyse, glade
Hvirvles nu i gule Blade
Over Gangens hvide Grus.
Jeg har bygt paa Solskinssiden
En Kottage skjør og spinkel,
Aaben, luftig, fuld af Sprinkel —
Og nu kommer Vintertiden.