Det mylrer paa Sletten ved Seinestaden,
Paa Satorys Marker Trommerne røres;
Er det blodig Krig, eller Vagtparaden,
Er det Kampsignal, eller Polka, der høres?
Kommer Germanerne atter tilbage,
Var Sedlerne falske, Guldet beklippet?
Eller er det Kommunens gjenfødte Dage;
Var Fredsbulletinen altfor forhippet.
Der er ingen Kommune, ingen Germaner,
Der er ingen flere Huse, som brænde,
Der er ingen Ørne i hvide Faner;
Versaille-Revuen er længst tilende.
Men Trommerne røres derude paa Sletten,
Igjennem Linien Kommandoen lyder
For at exekvere en Dom af Retten, —
Og Soldatesken sigter og skyder!
Det er en Dom af Ordenens Venner,
En Dom af dem med aarlige Gager,
Etatsraader, høflige Folk, »Deres Tjener«
Notabene paa offenlige Passager.
Smaatyranner paa deres Kontorer,
Frihedsherolder paa Valgtribuner,
Servile overfor Stjerner og Snorer,
Smigrere for en Diktators Luner.
Det er en Dom af en lille Diktator,
En Mand, som skrev de Stores Historie,
En Vexelmægler, Forligsprokurator
Med Bourgeoisiets Frelserglorie.
En borgerlig Konge, en kongelig Borger
I Vikariat for en afdanket Keiser,
En Lamentator for Statens Sorger,
Grosserer-Dineernes Gjenopreiser.
Paa Satorys Marker Trommerne røres,
Bøsserne knalde og Kuglerne hvine,
I Krudtrøgen ud over Sletten føres
I Taagegestalter med sorgfuld Mine.
Den gamle Prætorianerkohørte
Med friske Mærker af Preusserens Sabel,
Spiller Bøddel, imedens Cæsar er borte,
I Liberi som Ordenskonstabel.
Der faldt tre Mænd; saa modige Sjæle,
Som nogensinde led Martyrdøden;
Der laa tre Lig ved de splintrede Pæle,
De skulde sone Kommunebrøden!
Fra Dødens Stilhed tre Navne løde,
Der gled tre Skygger fra Retterstedet,
De meldte et Tab — og ikke en Brøde,
De peged mod Magten i Dommersædet.
Og Blodet, som sived paa Satorys Sletter,
Det var en Sæd, som lagdes i Jorden;
Hvor den skyder op, kommer brandrøde Pletter,
Hvor den høstes ind, lyder Kampens Torden.
Da vil Sædemændene mindes Sletten,
Ordenens Venner vækkes af Døsen, —
Hvor Ideen er Magten, Fremskridtet Retten
Der vil Satorys Liig være Fane og Løsen.