Naar Solen, den ældgamle Gnier,
Er gaaet tilsengs med sit Guld,
Naar Menneskerøsterne tier
Og Muldvarpen snorker i Muld,
Da lyde de dristige Stemmer,
Da hæves de blinkende Glas,
Da samles de gamle »Lemmer«
Til natlig Tumult og Kalas.
Mens Vinen i Bægeret skummer
Og Øiet saa straalende leer,
Alverdens Smerte og Kummer
De gjennem et Rosenskjær seer;
Ad Vinens de gyldne Strømme
De glide med Glæde i Bryst,
Om dunbløde Lokker de drømme,
Om Læber de engang har kyss’t.
Hvad Livet om Dagen dem nægted,
Den Vei, som de aldrig fandt,
Den Seier, hvorfor de fægted
Men aldrig i Livet vandt,
Det skjænker dem Vinen og Natten. —
I Phantasirigets Muld
De grave, og finde Skatten:
Indbildningens røde Guld.
Naar Solen den lurvede Slyngel
I Mørket delger sin Dragt,
Naar Menneskebørnenes Yngel
I Søvnens Arme er strakt.
Naar selv over Havet, det vilde,
Sig Skyggernes Taushed har lagt,
Da sluttes ved »Lemmernes« Gilde
Med Vinen og Natten en Pagt.