Den blomstrende Sommer blev kædet til Høst,
til Død, hvad der var ilive.
Sorg skal følge paa Lyst,
stille, Du bankende Bryst!
kun de evige Love skal blive.
Venner, ræk Haand over Graven hen;
den Døde kommer ej mer igen,
men Aanden taler fra Rummet,
naar Læben her er forstummet.
Den taler os til i en ensom Stund,
naar Tanken erindringsfuld knæler;
Bud da bringer en Mund,
tysser os Smærten i Blund
og med Billeder Drømmen besjæler.
Venner, den Drøm svinder aldrig hen;
et Billed stiger bestandig igen
fra Skønheds-Andagten inde:
en Drøm om en dejlig Kvinde.