O hvor hvert Fjed dog er gammeltungt,
naar Vejen skal trædes tilbage;
Trittet var let, saa tyveaarsungt,
da det gik mod de dejlige Dage.
Liden Fugl paa vor Vej
havde travlt med at synge
sin Elskovssang;
i hver Bøgetræsgynge
var Legen i Gang, —
nu synges, nu leges der ej.
Kun de susende Graner har endnu Røst,
og det lyder som oprørt Vand;
det tegner mod Høst.
Elskede! ak, den dobbelte Klang,
som strider i denne Kalden:
Sangfuglelatter fra korngul Vang
og hulkende Skovvandes Falden!
Nu er Sommeren væk
og kun Høsten tilbage,
en Middelhøst;
kun en Afglans af Dage
med kummerlig Trøst,
et Billed med falmede Træk.
Og jeg trykker det blegede Blad til min Mund.
Der er dobbelt og stridende Lyst
i Afskedens Stund.
Nej, jeg vil ej som den Klagende staa,
naar Intet dog kan forandres;
heller ad høstgule Gange gaa,
naar Stierne dog skulle vandres.
Der er Kraft i den Luft,
som fra Granskovens Naale
min Aande naa’r;
gennem Høstsolens Straale
et Farvevæld gaar,
hver Blomst har forstærket sin Duft.
Lad kun Vaaren forstumme; her spirer et Frø.
Jeg har Sange i Hjertet endda;
de kan aldrig dø.