Saa faldt til Vesperklokkernes Slag
— Ding Dang, Ding Dang —
Dørene i for den drævende Dag
— Ding, Ding, Dang! —
Hver Smaasky oppe i Luften løb
Hastelig ned over Himlens Bro,
Nedunder Havet i Skjul de krøb,
Og lagde sig smukt tilro.
Dagen var omme, Dagen var endt,
S. Marcus fik sig sin Løgte tændt,
Mens Dogens Vinduer dugged.
Saa kom der en Hilsen, fra Vagtskibet sendt,
Et Skud — og Havnen var lukket.
Havnen er lukket, Lidoens Port,
Venezia indestængt;
Det Fangenskab siger dog ikke stort,
S. Marcus’ Løgte, den klare, er hængt
Ud for at lyse i Fængslet;
Pokker er løs i Piazzaens Gaard,
Kaadhedens Døre paa vid Gab staar,
Man river dem næsten af Hængslet.
En Leg er den hele sorgløse By,
En tre Nætters flygtig Spas,
En Brodering med Stikning og Stikning
Et broget, uendeligt Kanevas,
Hvor Naalen ej bliver sparet.
Halvdøvet af alt dette Virvar og Skraal,
Du føler et Prik af det flyvende Staal,
O Nordbo, glem ikke Svaret!
Nej slaa, til Vesperklokkernes Slag,
— Ding Dang, Ding Dang —
Dørene i for hver Alvorssag
— Ding, Ding, Dang! —
Lad fare Tanker paa Dit og Dat,
Spred Dig blandt Mængden og le med den,
Vinker en Haand Dig, saa følg, tag fat
Og slip den ikke igen.
Her er for Grubleren ingen Plads,
Procurazierne er et Justitspalads,
Hvor Glæden er lovbefalet.
Piazzaen bølger; et Hav af Gas.
Spring ud — ud i Karnevalet!