Jeg sad i det store Køkken
Foran det flammende Baal;
I Vinduet skinnede Maanen
Blank, som et anløbet Staal.
De knitrende Kviste brændte.
Jeg bøjed mit Hoved, og saa’
Tankefuld Gløderne falde
I Asken ned og forgaa.
Jeg tænkte paa gamle Gløder,
Som ulmer i Asken end,
Paa Ilden, som flammer og knitrer
Og véd ej hvor den vil hen.
Tilsidst var Kvistene udbrændt,
Den flammende Ild var død.
En bævende Stribe af Maanen
Hen over Arnen sig skød.