De grov en Venusstøtte op;
Jeg stod og saa’ derpaa.
Den mælkehvide Marmorkrop
I Fløjelsjorden laa.
I sorte Fløjelspuder laa
Den hvide Marmorkrop slængt hen.
O Marietta, Elskte, Du
Er hvidere end den!
Bag Napoli, fra Bjergets Rand
Steg højt en Søjle graa,
Og Søjlen blev en mægtig Brand;
Jeg stod og saa’ derpaa.
Jeg stod og saa’, til Bjergets Brand
Sin Aande pusted paa mig hen.
O Marietta, Elskte, Du
Er hedere end den!
Til Reden fløj en Svale hjem,
I Næbet bar den Straa,
Fra Taget stak et Hoved frem;
Jeg stod og saa’ derpaa.
Med dæmpet Aandedræt jeg saa’,
Hvor ømt dens Mage gav sig hen.
O Marietta, Elskte, Du
Er ømmere end den!
Et Krater flammed i mig op
Imens jeg saa’ derpaa.
Din mælkehvide Marmorkrop
Jeg syntes for mig laa.
Din varme Aande følte jeg,
En Blændværksverden drog mig hen. —
Ak Marietta, Elskte, Du
Er skuffende som den!