Hvad er det for støtte Mænd,
Skulderbrede, bringestærke,
Som ad Gaden drager hen,
Tavse, under Fanens Mærke?
Tavse; thi de drager mod
Døden, mathematisk sikker;
Støtte; de er døbt i Blod
Paa det Bjerg, som for dem ligger.
Og det dundrer saa hult ad Pontonbroen hen;
Vil den lyde for selvsamme Trit vel igen?
Vil de komme tilbage, som nu drager over
Til Dybbøl, hvor Døden bag Brystværnet sover?
Midnat er det. Dødens Stund.
Den har lagt sig til at blunde,
Suger méd sin Knokkelmund,
Drømmende, paa Slagets Vunde.
Aarle rejser den sig op,
Gabende den spiler Kæben,
Skyder Børster langs sin Krop,
Slikker sig med Smil om Læben.
Der skal Mod til at bakses med saadant et Syn,
Men paa Bjerget staar Mænd med en Rynke i Bryn.
De var madkære hjemme, lidt træge Krabater,
Men paa Banken staar Mænd: de danske Soldater.