Solen staar lavt i det skinnende Vest;
Højt løfter sig nu min Tanke.
Forventningsfuld, bævende, angst som til Fest,
Jeg værger mod Solen som jeg kan bedst,
Jeg stirrer mod Vest,
Mod Dybbøls blaanende Banke.
Alle mine smaalige Sorger og Savn;
Alt hvad af smaadelt herinde jeg nævner,
Slynges som Skumstænk fra Skibets Stavn,
Tilbage staar kun det stolte Navn,
Og jeg selv, paa mit Skib, med aaben Favn,
Mod Danmarks Termopylæ stævner.