Holger Drachmann (1846–1908)

Aldrig en Rose, næppe nok en Aster

Spreder bag Sandhøien sine Blomsterpletter,

Klittag og Vraggods, sønderslagne Master,

Splinter og Spaaner er Blomsterbordets Retter;

Kosten er simpel, som Naturen byder,

Men man faar nøies, eller gaa sin Vei:

Tager og nyder!

Saadan gjorde jeg.

Lyngen er frygtsom, dukker sig og kryber

Kuldskær i Ly under Marehalmens Tue,

Sidder forladt, og ensomt sig fordyber

Tungt i et Suk over Solens matte Lue;

Solen er bleg og blegt er ogsaa Sandet,

Dog, der er Farver, naar man blot seer til:

Farver i Vandet,

Pragtfuldt Farvespil.

Sindet bli’er nedtrykt; Mand og Kvinde lyder

Tvungent Naturens haarde Herskerlove;

Sjeldent en Funke gjennem Mørket bryder,

Ilden i Hjertet synes dybt at sove;

Taager og Sandflugt lægger Slør om Øiet,

Sløvhed og Barskhed holder Sjælen blind:

Foroverbøiet

Famler Mand og Kvind.

Faren er Frelser. — Stormens Stemme kalder.

Sløvhed og Barskhed flyver hen for Veiret,

Kinden faar Roser, og fra Sjælen falder

Sløret, som sløved, Bindet, som har snæret.

Dygtig til Livet føler da Enhver sig, —

Saa træder Elskovs Guden sagte til:

Saadan som her jeg

Nu fortælle vil.

De Jevndøgnsdage saa rapt kan gaa;

Det hastende Tusmørke skridter

Med Syvmilestøvler og Regnfrakke paa

Indover de dæmrende Klitter.

Og Skyerne mælde, at Striden er nær;

Paa Havstokken Dønningen ruller

I fredelig Takt, men fra Revlernes Skjær

Der varsles et voxende Bulder. —

I Klitten deroppe Du øiner et Hus,

I Sandverdnens vildsomme Øde,

Hvor, Marehalmstotten med sørgeligt Sus

Dig strittende stikker imøde.

Der sidder et Par ved den vestre Gavl

Af Klithusets tjærede Længe;

Hun binder paa Hosen saa myndig og; travl,

Og han lader Hovedet hænge.

Han vrider og vender i Næven sin Hat

Og brummer og beder og tigger,

Og slipper saa Hatten, og griber saa fat

Om en Pakke, som foran ham ligger:

»Og vil Du ei høre mit Hjertes Begjær,

Saa vil Du maaske dog bemærke

De Sager, jeg bragte i Pakken her:

Det er Uldtøi, og Lærred til Særke.«

»Et Tørklæde er der, med Billeder paa,

Og et Silkebaand, samt meget andet,

Som var ved Auktionen for Penge at faa

Da den engelske Tremaster stranded.«

»Saa ligger her ogsaa en Tidalerslap,

Du seer, jeg har Penge paa Lommen;

Der var jo den Tid, hvor Gevinsten var knap,

Men til Mønten er atter jeg kommen.«

»Han, Rasmus derovre, har lovet mig Part

I Baaden, og saa blier der svære

Fortjenester, — ja det skal vise sig snart,

Naar Du bare min Kone vil være.«

»Og kan jeg ei tale som Du det vil ha’,

Saa lad disse Sager Dig sige:

Tag Alt, om Du vil, tag det Halve dera’,

Men tag bare Søren tillige!« —

Han skotter saa ængstelig til hende op;

Men hun farer fort med at binde

Og vil ikke standse, vil ei sige Stop

Til de flyvende Strikkepinde.

Da griber han i hendes Skjørteflig, —

Hun støder med Armen ham fra sig; —

Med dirrende Stemme og bleg som et Lig

Hun raaber: »Hvad gaar der dog a’ Dig!«

»Du kom vel fra Kroen saadan Du Dig teer,

Men det kan jeg trøstig Dig sige,

Du vinder ei frem paa en saadan Maneer

Naar Du agter at tækkes en Pige.«

»Behold Dine Sager, og Pengene med,

Jeg kærer mig ei om Presenter

Fra En, som er kommen saa akav’ paa Gled

Og Fluer i Krostuen fanger.«

»Du siger at stedse jeg laa Dig paa Sind,

At Alt Du for mig vilde gjøre;

Det Hele Du kan, det er blot gjøre Vind,

Og en Vindhas jeg gider ei høre.«

»Nei viis Dig engang som en Ka’l for Din Hat,

Der kan mere end trumfe i Bordet,

Lad Kro være Kro, og ta’ ordenlig fat,

Saa ta’er jeg maaske Dig paa Ordet!« —

Han reiser sig, sparker til Pakken saa vredt

Med alle dens deilige Sager,

Saa dreier han rundt, — men betænker sig lidt

Sin Tidalerseddel han tager.

Og driver saa af med sin ludende Krop;

Tungt Fødderne Sandstien træder.

Hun sender et Blik ham fra Klittens Top,

Og — vender sig bort og græder.

I Kroen gaar det lystigt til,

Der stilles mangt et Savn,

Der aabner Værtens »Værsaago’«

Hver sorgfuld Svend en Havn;

I Havnen kan Du ligge

Og bedre ud Din Læk,

I Kroen kan Du drikke

Din Sorg og Modgang væk.

I Kroen er der lunt og godt;

Derudenfor er Blæst,

En iskold Vind med Regn og Rusk,

En Storm fra Nord-Nordvest;

Mod Lampen trækker Røgen

Fra Gjæsternes Tobak,

Man hører Tagrygsfløien

Knap for den muntre Snak.

I Kroen er der Hvile nok;

Derudenfor er hundsk,

Og Vesterhavet skaber sig

Som var det rent kalkunsk.

I Kroen sidder Søren,

Med Ryg mod Lampens Skær,

I Krogen nærmest Døren,

Og drikker taus og tvær.

De Andre — vel en halv Snes Mand —

Har Plads om Bord og Skjænk;

En maler op til Tidsfordriv

Med Kridt paa Væggens Bænk;

Han trækker seige Streger,

Med Tungen halvt af Mund,

Og vender sig og peger

Med Grin i Kredsens Rund:

»Her staar nu skrevet Navnet paa

Din Kjærest’, Du Johan,

Og her er Oles Pigebarn, —

Ja nægt det, om Du kan.

Og her staar,« — og han skotter

Lidt skjævt til Krogen hen —

»Her staar Peer Nielsens Dotter,

Som Søren har til Ven!« —

»Der lyver Du, Du Hundetamp!«

Saa farer Søren op,

Og slaar i Skjænken Dunderslag,

Og vælter Krus og Kop;

»Lad Kridtet roligt ligge,

Slet ud det dumme Fjas,

Og sletter Du det ikke,

Saa slaar jeg Dig i Kvas!«

Den Anden smøger sindigt af

Sin stramme Vadmelskoft:

»Nei, stikke Piben ind for Dig

Det var dog lovlig grovt.« —

De træder frem i Stuen

Hvor bedst der er at staa,

Og synes maale Buen,

Som Armen nu skal slaa.

Han, Søren er just ingen Visk,

Ei svær, men axelbred;

Man seer ret Muskelvævets Spil

Som dér han staar bered’;

I Nakken krøller Haaret

Som paa en Angler Tyr,

Af Sener spændt er Laaret, —

Det er en dygtig Fyr.

Den Anden, — hm! — det var som om

Det Syn ei smagte godt;

Han rømmer sig, og siger rask:

»Hør, jeg vil gi’ en Pot!

Om ret jeg Søren kjender

Saa ta’er han mod Forlig,

Vi er dog mellem Venner,

Hvorfor skal vi ha’ Krig?« —

»Saa Du er bange, Din Kujon!

Men bi blot« ... Hvad var det?

Der styrter En ad Døren ind

Med Tresse om Kaskjet.

»Op alle Mand! For Djævlen,

Er det nu Tid at slaas?

Der staar et Skib paa Revlen,

Gud hjælpe det og os!«

De stimer fra hverandre brat

Som Vildt for Bøssens Skud:

Hvordan? Fortæl! — »Der er ei Tid,

I kjender Pligtens Bud!«

Og Døren høres knage,

Og Stuen den er tom, —

Kun Søren bli’r tilbage;

Han seer sig uvist om.

Han mumler: »I et saadant Veir!

Hvad kan de gjøre Gavn?« ...

Da træffer Øiets mørke Blik

Paa Bænken hendes Navn.

Det gier et Sæt i Kroppen,

Han taer et vældigt Skridt

Og styrter efter Troppen

Ud i den vilde Klit.

Havet brøler, Stormen raaber;

Fyldt med Sand og Saltvandsdraaber

Sitrer Luften under Skriget.

Maaneliget

Over Diget

Vises frem i Skyens Kaaber,

Stirrer med de brustne Øine

Langsmed Klittens Rækker nøgne,

Kan ei finde Strandens Strimmel,

Skimter kun en Hvirvel-Vrimmel,

Som med Syden

Under Lyden

Af de dumpe Nød-Skud jager

Op i Klittens golde Ager.

Strandens Strimmel findes ei.

Forstrandsvolden blev begravet;

Over Værnet baner Havet

Vældig sig sin vilde Vei.

Tunge Bølgemasser bryder,

Sammenflyder,

Overgyder

Sig med Hvirvlens hvide Skvæt;

Ingen Plet,

Intet nok saa lille bitte

Fodefæste kan Du hitte

Hvor Du kunde kjæmpe mod

Brændingbrusets Hvirvel-Flod.

Nei, tilbage; op i Klitten,

Dér hvor Fiskerflokken staar,

Dér hvor hele Byen, skræmt ved

Dødsens-Skibets Skud derude,

Samled sig; og hvor i Midten

Hiv ohøi! Dit Øre naaer,

Medens Ryg og Skulder klemt med

Hele Kroppens Kraft er Pude,

Støttepude mod den svære

Redningsbaad, man frem vil bære.

Sandet pisker imod Flokken,

Vinden rusker Hørhaars-Lokken,

Skummet filtrer sig i Skjæget,

Havet tordner sit: Tilbage! —

Fremad dog det stedse gaar.

Fremad, Kraften svigter ei;

Kræfterne kan kun tiltage,

Hele Flokken bærer Præget

Af et: Vil! som veed sin Vei.

Der er En, som fører an,

En, som kommanderer Flokken;

Ingen veed vel ret hvordan,

Men man lystrer og man lyder,

Springer efter Rullestokken,

Haler, hiver, skubber, skyder;

Alle Kræfter sig forene

Paa Kommando af den Ene,

Og den Ene: Søren er. —

Og man stræber og man strider,

Og man krummer Ryg og Laar,

Og man slæber og man slider

Til omsider

Man ved Grændseskjellet staar.

See den mørke Brænding-Mur!

Sugende lig Skyens Pumpe

Sand og Tang fra Revlens Sumpe

Løfter, taarner, snoer den sig

Uheldsvanger høit iveiret,

Staar et Øieblik paa Lur,

Slynges saa med Brag og Bulder

Ret som ved en Springkraft fjæret

Under Syden, Kogen, Brusen,

Hvid som Niagaraslusen,

Rygende i Maaneskæret,

Op mod Klitten, hvor den ruller

Hen for Redningsbaadens Kjøl.

Over Brændingmurens Tinde,

Hvergang Skumkaskaden haster

Fremad, kan Dit Øie følge

Vippebuen af to Master,

Som sig dukker, som sig kaster,

Ført i Dands af Revlens Bølge

Hid og did i rædsom Leg. —

Det er Maalet, som er sat;

Hist er Frelse haardt fornøden,

Didud i en Kamp mod Døden

Gaar det i den vilde Nat!

Hvirvlen alt har Baaden fat.

Dreied den sig? — nei den føres

Under Greb af haarde Hænder

Sikkert frem. Kommando høres:

Alle Mand i Baaden op!

Og præcis paa Toften sat

Griber Hver den lange Aare,

Haler ud med seige, haarde

Tag, og medens Baaden bæver

I hver Fuge, ramt af Slaget,

Bølgeslaget, tvinger Taget,

Aaretaget Baaden op

Spaanlet over Bølgens Top ...

Og det mørknes over Havet;

Maanedisen ædes bort,

Sluges af en Kjæmpe sort,

Som til Halsen helt begravet

I et Bjerg af Skyens Dyner

Strækker netop Gabet frem.

Rædselsvangre Skyggesyner,

Sprungne ud af Angstens Hjem,

Efter Kjæmpekroppen følger,

Truer fra de tunge Bølger,

Dybt sig dølger

I hvert Skumstænk salt og vaadt,

I hvert Vindstød, i hver Piben

Gjennem Marehalmens Tot.

Saa forsvinder Sky og Skygger;

Maanestriben

Lysbro over Havet bygger,

Og den Flok, som staar ved Stranden,

Speider did hvor Baaden svandt,

Seer den tumle sig paa Randen

Af de steile Søer, sikker,

Seer hvor Agterstævnen nikker

Medens høit paa Hæl den ligger,

Seer den styrte frem med Snuden

Kløvende en fjeldhøi Bryder,

Seer hvor frem og frem den skyder,

Seer den nærme sig til Skuden,

Havaristen, Revlens Bytte,

Hvor endnu paa Ruffets Hytte

Svagt kan skimtes Skibbruds-Folk.

Og saalænge Maanens Stribe

Spænder Bro paa Havets Vei

Slipper Blikket Baaden ei;

Gjennem Skum og Skvæt man stirrer,

Løfter sig paa Taa og følger,

Medens Øiet anstrengt plirrer,

Baaden over Revlens Bølger.

Og med Undren man betragter

Manden hist ved Styret agter,

Hvor han fører støt, koldblodig

Baaden gjennem Søen modig;

Og man kan ei ret begribe

Dette Særsyn, useet førend

Denne Stund, med ham — med Søren!

Ja man undrer sig, og seer

Til sin Nabo, og man mumler,

Naar man kan for Stormens Bulder;

Og man puffer Næstens Skulder,

Nævner Navne, gaar paa Spor

Efter denne Gaade stor.

Og imedens staar deroppe

Mellem Klittens nøgne Toppe,

Haanden skygt for Øiets Bryn,

Stirrende med anspændt Syn

Gaadens Løser. Brystet tungt

Aander op, og Læben dirrer;

Ufravendt hun staar og stirrer

Ud imod det mørke Punkt.

Som en Støtte, stivt udhugget

I en Sten, hun stirrer ud;

Stormen river med sig Sukket,

Og hun skjælver som et Løv;

Blind for Mængdens Blik, og døv

For den vilde Storm, hun knæler,

Beder vel til Stormens Gud

Om en Haand i Herrens Veir

Over ham, som hun har kjær.

Og Lys og Skygge

Skifter

Udover Havet. —

Som jagende Hunde,

Der bides i Vanvid,

Komme Skyerne farende;

Og det glammer fra Dybet,

Hæst, brølende.

Ingen Mumlen

Blandt Flokken paa Stranden;

Som stivnet til Stumhed

Af den isnende Tanke

Om Døden i Bølgerne

Sænker Enhver det

Sorgtunge Hoved,

Og Kvinderne græde.

Faren er voxet,

Havet er voxet;

Med hujende Tunger

Halser det skadefro Dyb:

Orkan, Orkan! —

Da bølger Flokken

Frem og tilbage,

Og Raabet runger

Lydt gjennem Brændingens Larm:

»De kommer!«

Og Mænd og Kvinder

Haand i Haand

I trofast Tag

Danner en Kjæde

Langs det graadige Dyb.

Og see, gjennem Brændingen

Bryder den brede

Boug af Baaden,

Som bar fra Døden

Derude paa Dybet

De synkende Stakler. —

Den løftes iveiret,

Høit bliver den baaren;

Stop! skod med Aaren!

Min Gud, den vakler;

Den vrides i Hvirvlerne,

Gribes med graadigt

Greb af Søen,

Og slænges til Siden.

Søerne fylde den,

Hvirvlerne skylle den

Hovedkuls, hultertilbulter i Dybet,

Med Kjølen som Klageraab hævet mod Himlen.

Nu ud med Kjæden,

Mandkjøn og Kvindkjøn!

Til Kamp for Livet,

For Fæstemænd, Brødre,

Fædre og Frænder,

Og de en Gang fra Døden

Frelste Skibbrudne!

Og den levende Kjædes

Jernfaste Ringe,

Nittet ubrydelig

Sammen i Kjærlighed,

Griber med stærkere

Greb end Søens

Graadige Røverhaand. —

Haanden slipper ei,

Taget glipper ei;

Reven fra Døden

Drages til Stranden

En efter Anden

Baadens Besætning.

Frelst er de Alle.

Nei, En er tilbage. —

Skjærende Klage,

Et Skrig fra en Kvinde;

Hvad har hun isinde? —

Et Reb om Livet,

Opkiltret Klædebon,

Haarlokken flagrende,

Styrter hun ud hvor den

Tappreste kjæmper en

Ulige Kamp imod Overmagt.

I Favntag krystet,

Brystet mod Brystet,

De blege Munde

Tæt mod hinanden,

Haarlokken krandsende

Heltepanden,

Drages de begge

Tilbage paa Stranden.

Da stimler man sammen;

Ja nu faar man kjende

Hemmeligheden

Med ham og hende.

I Favntag krystet,

Fast, uopløselig,

Hviler de Tvende. —

Er Pagten da Dødens?

Sprang Traaden over

Saasnart den blev spundet?

Nei, øvede Blikke

Har Livsfunken fundet;

Man puster til Funken,

Man hviler ikke

Før Traaden er tvundet,

Før Livsstrømmen rinder,

Før blegnende Kinder

Faar Roser røde,

Før Parret er vundet

Igen fra de Døde.

Og Solen skinner paa Stranden ned,

Den misser med Øiet og drysser

En Regn af Glimmer langs Havets Bred,

Og Bølgen, som skummede før saa vred,

Den knæler galant nu og kysser

Det Vrag, som den slog igaar.

Ja Herregud hvor det selsomt gaar

I Verden til alle Tider;

Man kives og strides saa hadsk og haard,

Man skærer sin Næste de dybeste Saar,

Vredt stormer man frem; — omsider

Saa bliver det godt igen.

Der vandrer de To nu langs Stranden hen

Saa fredeligt Side om Side.

Nu hedder det: »Kjæreste Hjertensven«

Og »Sødeste Pige«, og — hillemæn!

De kysses. See, det maa jeg lide;

Det skulde de gjort lidt før!

Og Marehalmstotten, skjøndt gul og tør,

Ved Synet dog formelig neier,

Og Rylen fløiter i Mosens Rør

En Vise, men finder kun ringe Gehør

Hos Parret, som hviskende dreier

I Klitterne ind, — og er væk.

Og skulde det nogentid hænde

— Sligt kan jo dog skee —

At Du selv i den vaklende,

Villien forkvaklende

Tid skulde finde Dig stillet

Vis-à-vis med det vestjydske Billed:

Da tænk paa de Tvende,

Og træd som en Mand kun i Skranken for Kravet,

Som bæres imod Dig derude fra Havet! —

Vær blot ikke bange:

Der er altid et Vrag paa en Revle at fange,

Saavist som der gives den Kvinde,

Der kan faa isinde,

Naar Baaden blier slynget i Brændingen hen,

At drage Dig frelst ud af Hvirvlen igen!