»I Aberdeen laa vi,
Og seilklar var Skuden;
Fix saae hun ud fra
Hælen til Snuden.«
»Nydelig pyntet
Til Nordsø-Legen;
Ingen skulde tro, der
Var noget iveien.«
»Der mumledes rigtignok
Et og Andet
Af Folk, som saae hende
Ligge paa Vandet.«
»Naa! Folk har nu altid
Saa ondt for Tænder
Naar det gjælder en Skude,
Som Ingen kjender.«
»Og Folk er saa kloge,
Og navnlig Skotterne; —
Men selvsamme Nat gik
Fraborde Rotterne.«
»Og tre Dage efter,
Da Tiden den led ad
Aften, saa laa vi med
Masterne nedad.«
»At sligt kunde hænde
Jeg vilde forsværget;
Tilbunds gik vi Alle,
Kun jeg blev bjerget.«
»De Satans Rotter!
De veed sig at hytte;
De lugter naar Tiden
Er til at flytte.«
»Om Flæsket saa hænger dem
Lige for Snuden:
Naar Timen er kommen
Saa gaar de fra Skuden!«
Saaledes fortalte
Den veirslagne Gamle,
Og gav sig saa til i sin
Lomme at famle.
»See her, kan De see, dette
Billede viser
Hvordanne »Fortuna«
I Søen forliser.« —
Jeg saae paa »Fortuna«,
Og tænkte paa Skotter,
Paa Havnen, paa Storm
Og de kloge Rotter.
Ja, Skibsrotten veed nok
Sin Tid at beramme; —
Der er Rotter iland
Som har lært sig det samme.