Da jeg var lille, lærte Moder mig,
mens jeg andægtig paa min Skammel lytted,
at alle Mennesker var »slemme« tidt —
hvad de saa loved, lige lidt det nytted!
De rev, de slemme Drenge, deres Tøj,
de skulde stadig slaas og altid drille,
samt vidste, hver sin Sag, naar det kom til
Forhør, i allerbedste Lys at stille.
De reves om en Dukke, men saa snart
de fik den til sig, smed de den i Krogen;
gav man en Have dem til Tumleplads,
straks fandt de Vejen over Havelaagen.
Det var jo meget stygt og meget slemt,
og galt var det for længe siden gaaet,
om ej som Hjælp paa Vejen med enhver
sin gode lille Engel havde faaet.
— Jeg spurgte: Hvordan ser en saadan ud?
Men Svaret, som jeg fik, jeg mindes ikke;
jeg husker kun, at ventende jeg sad
og søgte det i Moders milde Blikke.
Jeg voksed til, men »Englene«; jeg saa’,
og som paa Vejen fulgte mig et Stykke,
det var dog næppe dem, min Mo’r har ment,
— klejn Hjælpen var, og klejn var Følgets Lykke.
Dog har jeg mangen Sommeraftenstund,
— naar lyse Skyer sejled gennem Rummet,
naar fuldt mit Hjærte var, til Randen fuldt —
ret som de gode Røsters Sang fornummet.
Og mangen stille Nat, naar langt fra Land
og langt fra Landets Lyst jeg ensomt vugged,
da har jeg set højt over mig et Blik —
og det har Længslens Feber i mig slukket.
Og nu, jeg længst er stor og selv har Smaa,
nu, jeg er lagt i Lilleputte-Lænker,
nu har jeg ikke ondt ved at forstaa,
hvorfor man Engle helst som Børn sig tænker.