Holger Drachmann (1846–1908)

Giv, Gud, der satte Folk paa Frihedsvagt,

hvor »Frihed« snart er ens med noget Slemt —

giv denne Læbe noget af den Magt,

han ejed, som til Kæmpe blev bestemt!

        Læg, Lærde, paa jer Vægt hans Ridderfærd

        — den er nu snart for Pindekløvning glemt —

        og vip ham op: Hans Vægt er dog nok værd

              en Hymne til Døds-Klokkens store Klemt.

Ring over den Ridder, du store Klokke,

som støbtes af ædlest Metal!

end toner dit Ærts for de fylkede Flokke

med Ild bag den størknede Skal;

end svinger din Knevel, mod Væggen den slaar

og fylder det drønende Rum,

        og Lydbølgen hen over Folkene gaar,

        mens Krønikens Skribler staar stum.

Vi fatter ham ikke. Han fatted vel ej

sig selv, da han højest var steget,

men Friheden fandt ham en Dag paa sin Vej

og kaared hans Sværd til sit eget;

de gabed og maabed, Sligt var ikke sét,

det stred mod vor Tids Proportioner,

        men medens de maabed, var Underet skét:

        et Korstog mod Kors og mod Kroner.

Han kom og han kaldte; de fulgte, han sejred:

et »Æventyr«, — vel da, lad gaa!

men dengang han Værket med Festdagen fejred,

ej Kronen han satte derpaa,

den skænked han bort med fyrstelig Haand

— til Legetøj var han for stor —

        og gik saa, en Republikaner i Aand,

        til Øen at dyrke sin Jord.

Sig, Fremtid, hvad bebuder du

for Verdens vide Lande?

Vort gamle Sekel luder nu

mod Jord med furet Pande;

det er saa træt, det er saa tungt,

det tvivler om, at noget Ungt

        skal Byrden for det lette.

Det glemmer, at det selv sprang

ud af svære Fødselsvaander,

det husker kun sit Kongeskrud

men ej de »frie Aander«;

en Kongerækkens Skaalsalut

det mindes vel, men ej det Krudt,

        som løfted det paa Tronen.

Gik alle Konger frem paa Rad

i deres Magt og Vælde,

hvad havde Seklets Krønik-Blad

om deres Daad at melde?

den Højhed avler Højsind ej,

og Smiger strør en blommet Vej

        til Magtens Fløjelssæde.

Nu staar der Ungt og Gammelt mod

hinanden op i Skarer,

og Blod der strømme vil, ja Blod,

før Regningen de klarer;

men fra hvert sondret Lejrtelt

endnu man hædre kan én Helt:

        den Gamle fra Caprera.

Han rummed Kongetanken

bag sin Condottiere-Pande:

han rummed Folkets »fødte« Sag

i alle Verdens Lande;

han fødtes af, han led for den,

han voksed med og stred for den:

        den sejred i hans Sejre.

Sig, Sekel, hvad du haaber vel

af dem, som »gamle« bleve?

Du kan slaa Enkeltmand ihjel:

hans Sag, den skal nok leve;

den lever Fejl og Fald tiltrods,

den overlever Jer og os:

        den ligner Garibaldi.

Sært var de blanded’ de stride Strømme,

        sært i hans Blod;

man kunde forskelligt hans Planer dømme,

        men ikke hans Mod.

I Hytten »vor Fader«, paa Fyrsteborgen

        »den Fusentast«! —

men Tanken om Folkenes Fremtidsmorgen

        holdt han kun fast.

Hans Bøger var slette; hans Taler kunde

        faa Hjærtet rørt;

»Børn!« de begyndte; de endte saalunde:

        »hold Krudtet tørt!«

Han elsked Kvinden — som Vikingen gjorde

        i Hedenold;

hans Sjæl var under den røde Skjorte

        kun lidet kold.

En Helt! — imod ham de Skønne dansed

        med aaben Favn;

men blandt de mange staar palmekranset

        Anitas Navn.

Han haded Præster — men holdt i Ære

        de store Bud;

Kirkens Slave han vilde ej være,

        men Barn af Gud.

Sit Folk han elsked; dets Gud han signed

        paa Sejrens Vej;

han elsked Dyr — kun deri ligned

        sit Folk han ej.

Da sidst paa Øen en Fremmed havned

        forslaget did,

da græd »Generalen«; et Barn han savned —

        sit Gedekid.

Det klæder sig i Sorg, det store Folk,

der griber let til Bøsse, let til Dolk,

imens det fylder Lampen for Guds Moder —

de lader hende sørge for hver Dag,

men ellers »sørge« det er ej en Sag

for Verdens Kælebørn, Italiens Poder.

At rapse sig lidt Sukker hist og her,

det siger Intet; men des større Skær

af Glorie staar om ham, som aldrig rapsed,

som tugted op med Jærnhaand dem til Mænd,

som sendte for Profossens Haand dem hen —

thi hvad biir der af Børn, som ej blev klapset?

De staar med Blikket hæftet mørkt mod Jord,

de fatter ej den Sorg, den er for stor —

saa fylder Øjet sine Døbefonte

og sprænger Vievand paa Slægtens Ar,

mens Læben dirrer ved det Skud, som bar

sin Riffelkugle fejl paa Aspromonte.

Saa drøner Salverne ved Heltens Grav;

der er ej nogen Sjæl, ej høj, ej lav,

som ej har kunnet holde Sørgetalen:

        Den Ædleste, som leved i vor Tid —

        den Tapreste, som stred i nogen Strid —

        Italiens Frelser — Frihedsgeneralen!

Men og fra de fjærneste Zoner, hvor Fanen han

        højt folded ud

og samled de Faa mod de Mange for Frihed, der

        sendes ham Bud;

og Alle paa Jorden, hvor ej Despotiet fik

        slukket hver Gnist,

om blot de kan tælle til To, har Besked om

        den Vældige vidst.

Saa vidt den magnetiske Traad over Verden sin

        Staalkæde snor,

saa vidt vil der sænkes en Fane for Helten, som

        stædtes til Jord;

han var jo den Strøm af de sælsomme Kiæfter,

        der trodsende Sted

og Tid gennem Sindene for og rev Hjærterne

        stormvakte med.

Det gik over Pampas’ de grønnende Bølger, hvor

        Hesten er Skib,

hvor aldrig en Dampvogn har anspændt sin Lunge og

        udstødt sit Pib;

det bar op ad Floder, hvor Solen biir ræd for

        den skyggende Nat,

der ruger bag Urskovens favntykke Stammer og

        Kæmpeblads Krat.

Han sejred paa Havet, paa Floden, paa Sletten — og

        sejred han ej:

saa stod der et Blodspor saa vide, hvor Fjenderne

        fulgte hans Vej;

Atlanterhavsbølgen har fulgt Condottieren og

        fejret hans Dyst

og rullet hans Saga forud for ham selv til

        hans Moderlands Kyst.

Dér flagred hans Kappe, den hvide, mens Rødskjorter

        sprang paa hans Bud

og sletted med jægervant Bøsse hver østerrigsk

        Blaabukse ud;

og Pavens Lakaj, Maccaroniens Konge, sit

        Land maatte fly,

mens, baaren paa Hænder, mod Himlen steg Folke-

        Diktatorens Ry.

Hans Mærker staar blandt Appeninernes Kløfter, hvor

        Aloen gror,

hvor Præster og Smaakonger rydded et Hi sig i

        Bødlernes Spor;

hans Mærker gaar nordpaa, hvor Bildungs-Germanen bød

        Frankrig Goddag;

han, Republikaneren, tog ved Loiren med

        Preussen et Tag.

Han staar som et Under fra fornstore Tider, et

        straalende Spejl

af Racens fuldtvirkende Kræfter, af alle dens

        Dyder og Fejl;

han staar som en Gaade for Tiden, der dækker med

        Smaavitser helst

sin ormædte Sjæl, — en Naiv, som har Troen paa

        Ur-Grunden frelst:

Paa Folkets og Folkenes Ret! — Han kan synes os

        fjærnt nu at staa,

men knalder et Skud for den Sag, som til Tusind gør

        frygtløse Faa,

da ser vi med Haanden paa Sværdet en Mand under

        Frontlinjens Flag:

det er Garibaldi, som rykker i Marken paa

        Frihedens Dag!