Hvad længe jeg har pønset paa, hvad tidt jeg har til Side lagt,
det sunder sig og samler sig og fører sig i festlig Dragt,
og ganger frem og banker paa og klarer saa sin Stemme,
og rømmer sig og spørger,
om I monstro er hjemme?
Det holder denne Tale her, foruden Snirkler, Sving og Spring,
thi sligt, det véd, i Jeres Flus har mindre Kurs end Ingenting:
Jeg véd, det er lidt vanskeligt ind i Jert Hus at trænge,
men er man først derinde,
saa bliver man der længel
Hil sidde I da, Mand og Viv, ved Disk og Dug, om Bord og Fad,
med Børneflok og Bogreol, ved Bog og Vugge lige glad,
med Hjærtet ungt og Sindet lyst og Haanden ubehandsket:
Tak for det Haandslag, Venner!
det er dog ej forfransket.
Stolt troner Frankrigs gode Kunst; den ægte fik vort Hyldingsraab,
men I, saa lidt som jeg, er med at holde Skifting over Daab;
i Kunst og Liv en Afart gør kun Frankrig liden Ære:
i Kunsten og i Livet
I To vil danske være!
Og jeg har set paa Scenen Dig, og hvad Du skabte dér som vort,
og jeg harset i Hjemmet Dig, og dér var Sminken strøget bort,
og strengest Kritiker var hun, som bedst dit Ansigt kendte —
og sjeldnest var det Virak,
hun for sin Afgud brændte.
Men hvad der sandt og sundt og dybt fra Sjælen kom, til Hjærtet gik,
det freded fast og ærligt hun, med eller mod hver Døgnkritik,
og sund som Du, med Kvindens Takt og lette, sikre Næmme,
kun, hvad der var dit Eget,
gav hun sit Votums Stemme.
Se, til et saadant Kunstnerhjem jeg kommer her med Digt og Sang,
og banker paa og lades ind og takker nu, som mangen Gang,
ja takker Jer for den Kritik, hvortil og jeg kan trænge:
slaa kun! — men anslaa, Venner,
helst dog de dybe Strenge.