»Slyng mig Floras Blomsterkæder
Om et hedt og stormfuldt Bryst;
Intet mig som Blomster glæder,
Duften selv er dejligst Lyst;
O, men presse dem til Munden:
Dér er Glæden dybest funden;
Spørg den mindste Fugl i Lunden,
Som fik Sangerkald og Røst!
Stæng os Paradiset, Guder,
Gem det for Jer egen Mund!
Mosset her har bløde Puder
Til et paradisisk Blund.
Træt af Salighed at nyde
Hist, hvor Nektarstrømme flyde,
Jupiter har vidst at bryde
Jordens Blomst paa Jordens Grund.
Skal vi bie, til den falmer?
Skal vi følge den til Jord
Under Grædekoners Salmer
Med en Vinter i vort Spor?
Nej, en Daare den, som nøler;
Plukkes skal den, før vi føler
Frostens Pust, som Haanden køler,
Plukkes, mens den staar i Flor!«