Fuglekvidder
IV
IV
Træerne løves,
saa tætte, saa tætte;
Knopperne kløves,
det siver med Saft;
den tavlede Spætte
hun banker med Kraft:
Kan I gætte
det Syn, jeg for nylig har haft?
Blandt Svaler og Mejser og Irisk og Sisken
der bliver en Tisken:
Nej hør, er det sandt? —
Jo, Spætten dem fandt!
Det er dog for frit;
Kvirrevit, kvirrevit;
Ja Vaaren har narret os andre saa tidt!
Og Himlen sig hvælver saa skyfri og blaa,
der kommer mod Aften ej Stjerner derpaa,
saa lys over Skoven,
saa blank over Voven —
det er, som om Solen ej ned vilde gaa;
kun Tusmørke falder,
og Skumringen kalder
til Senge de Store, til Reden de Smaa.
Til Stillits og Dompap og Drossel og Lærke
man intet kan mærke,
de sover saa sødt;
saa stiger der blødt
en Trille fra Gren, —
der er én lille En,
som fløjter og synger i Kvælden saa sen.
Lyttende Taager
i tystnende Skove.
Kærlighed vaager,
dertil blev den kaldt.
Sælsomme Love
for Kærlighed gjaldt: —
fik vi sove,
for Alt vi erfarede . . . Alt?